Person råber ad anden person grafik

Krænkende handlinger hører ikke til på arbejdspladsen

Det skal være trygt, når vi går på arbejde. Men krænkende handlinger kan være del af en usund arbejdspladskultur. SPARK kan hjælpe jer i en anden retning.

Af Sine Molbæk-Steensig 14/11/2024

En hård tone, små sårende bemærkninger, hovedrysten på møder, en lummer bemærkning her og der og bagtalelse af kolleger.

Over tid kan en arbejdspladskultur gå i en helt forkert retning, og grænser kan forrykkes. Nogle gange fordi vi er pressede, og overskud og gensidig respekt forsvinder. Og noget, der starter i det små, kan udvikle sig til mobning, åbne konflikter eller seksuel chikane.

Store konsekvenser

Når arbejdspladskulturen bliver usund, skal der ske en ændring, for konsekvenserne kan være store over tid:

  • Højt sygefravær
  • Medarbejderflugt
  • Ringe samarbejde
  • Dårlig kvalitet i opgaveløsningen

Alt for ofte tales der ikke om krænkende handlinger i god tid. I stedet ligger det og ulmer under overfladen og dræner medarbejdergruppen, der måske giver udtryk for deres frustration i anonyme trivselsmålinger eller frustreret snak i krogene.

Det kan det være svært at finde ud, hvordan problemerne kan løses, for hvor starter man snakken om dem?

Vi lader vores grænser overskride og får ikke sagt fra over tid. Og man kan måske undre sig over, hvordan det kan ske for voksne, veluddannede mennesker, men det er fordi, de kræfter, der er i sociale fællesskaber, er så stærke. At sige fra over for fællesskabet kan medføre en eksklusion.

Mille Mortensen – forsker og ekspert i mobning, Københavns Universitet

Det starter med dialog

Forventningerne til, hvad vi bør kunne stå model til på arbejdspladsen, kan være som nat og dag i en medarbejdergruppe. Fra at man skal ”kunne tåle mosten” og ”sådan taler vi til hinanden her” til nultolerance.

Situationer opleves forskelligt, fordi vi er forskellige. Men krænkende handlinger hører ikke til på en arbejdsplads, og det er et fælles ansvar at skabe gode rammer om, hvordan vi er sammen i arbejdsfællesskabet, og hvordan vi passer på hinanden.

Jo før vi får startet dialogen om den effekt, som forskellige adfærdsformer kan have – både positive og negative – jo bedre er vi rustet til både at forebygge og gribe ind, når krænkende handlinger sker.

Hvad gør SPARK?

SPARK kan skubbe på for at finde en ny og bedre vej, hvor god tone og respekt er omdrejningspunktet for mødet med hinanden. Hvor der arbejdes med at styrke den psykologiske tryghed, og man sammen finder en fælles vej for professionel handlen.

Man kan afmontere og forbygge mange ubehagelige situationer og konflikter med relativt enkle redskaber og en smule øvelse. Og man kan øve sig i at lytte til og forstå hinanden, så ingen lades alene i en svær position.

Det kræver en særlig form for samtale at kunne løse konflikter og forebygge nye. Men det arbejde er givet godt ud. For samtalerne er også en kilde til godt samarbejde, trygge relationer og et årvågent beredskab.

SPARK tilbyder både netværk og forløb. Et forløb vil typisk både arbejde med konkrete løsninger på aktuelle problemstillinger og forebyggelse.

Vi skal alle sammen kunne arbejde sammen og kunne stå inde for en god kvalitet til borgerne - og den samme kvalitet. Udover at få løst en konkret opgave med en handleplan, får vi noget ekstra: Vi får en masse gode relationer og et forbedret samarbejde til gavn for borgerne.

Anne Stenbæk - Odder Kommune, deltager i SPARK-forløb

Kunne et gratis SPARK-forløb være noget for din arbejdsplads?

Inspiration til forebyggelse af mobning og chikane

Der kan gøres noget ved problemerne. Og det bliver gjort mange steder. Find værktøjer og inspiration her:

SPARKs metoder og værktøjer
Få fingrene i SPARKs værkstøjskasse

Se SPARKS værktøjskasse med ideer, tips og redskaber til at udvikle det gode samarbejde.

SPARK-linjen: Få hjælp til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø 

33 70 34 00

SPARK-linjen er til dig der: 

  • Er AMR, TR eller leder i et MED-udvalg, en arbejdsmiljøgruppe, eller indgår i et TRIO samarbejde

Det kan I få hjælp til:

  • Sparring om arbejdet med psykisk arbejdsmiljø i netop jeres situation
  • Inspiration til metoder og værktøjer I kan bruge
  • Ideer og redskaber til samarbejdet i MED-udvalg og TRIO
  • Afklaring om hvorvidt et SPARK-forløb er noget for jeres arbejdsplads

SPARK-linjen er åben mandag til torsdag mellem 9-14 på telefon 33 70 34 00.

Du kan også skrive til os på info@sparkweb.dk og aftale et tidspunkt, hvor vi ringer dig op eller mødes virtuelt.

SPARK menu