vægt balancerer tjekliste og ur

Når tid, opgaver og krav ikke hænger sammen

Har I følelsen af at løbe stærkere, mens de uløste opgaver bliver flere og flere? Få friske øjne udefra og hjælp til håndtering.

Af Sine Molbæk-Steensig 14/11/2024

Det er ikke altid let at styre omfanget af arbejdsopgaver. Og nogle gange skal der løbes for stærkt for at nå i mål.

Hvad gør vi, når arbejdet over lang tid opleves som at løbe spidsrod mellem hasteopgaver og krav fra omgivelserne? Når man ikke oplever, man løser opgaverne så godt, som man kunne, hvis bare der var mere tid?

Jo mere opgaverne presser sig på, jo sværere er det selv at stoppe op. Træde et skridt tilbage, få et overblik og genvinde meningen i arbejdet.

De gode veje ud

Det er menneskeligt at føle en personlig forpligtelse, når ting eskalerer, og der er relationer på spil. Og ansvar er godt, men at tage ansvar for noget, man ikke har kontrol over, kan hurtigt gøre ondt.

Heldigvis er der mange metoder til at skifte kurs i arbejdsfællesskabet.

Det første er at stoppe op og give sig tid til at se arbejdsopgaverne efter i sømmene og starte en dialog om:

  • Er der klarhed over, hvad kerneopgaven er?
  • Har vi en fælles forventning til kvaliteten og måden, vi løser opgaverne på? Hvordan kan vi løse opgaverne så godt som muligt indenfor de rammer, der nu en gang er?
  • Er der styr på prioriteringerne? Hvad er essentielt, hvad er mindre vigtigt, og bruger vi tid på noget, som ikke skaber nok værdi?
  • Er der overblik over de opgaver, vi har, og dem, der forventes at komme i en overskuelig fremtid?
  • Tilrettelægges og fordeles opgaverne på en god måde? Kan man få indflydelse på opgavefordelingen? Kan vi snakke om, hvordan opgaverne løses bedst?

Invester i samarbejdet 

Er det bare mig, der ikke kan følge med? Bruger jeg tiden rigtigt? Får jeg brugt min faglighed nok?

Arbejdspres bliver ofte vendt indad, og det kan føre til en følelse af utilstrækkelighed og manglende trivsel. Her har ledelsen et særligt ansvar, men ingen kan løse problemer, de ikke får øje på.

SPARKs erfaringer viser, at onde cirkler kan brydes. Fælles klarhed omkring opgaverne kan booste trivsel og kollegialt sammenhold. Når prioriteringer er synlige, der er en fælles forståelse af kvalitet, og man har øvet sig i at snakke om ting, der er svære, frigiver det ofte energi og ressourcer.

Jeg føler ikke, vi har den samme panik i afdelingen som for et år siden. Vi har fået en anden indstilling. Vi er bevidste om, at vi kun kan nå det, vi kan nå.

Deltager i SPARK-forløb, Stine B. Thorsø, Hjørring Kommune

Uklare og modstridende krav

Noget af det, der virkelig kan presse en arbejdsplads, er uklare / modstridende krav i arbejdet.

Det kan være, I ikke er sikre på, hvornår jeres opgave er løst godt nok. Det kan være, I skal arbejde hurtigt men forventes at levere den samme kvalitet. Der kan være lovgivning, som stiller forskellige og nogle gange modstridende krav til jer. Eller det kan være svært at indfri borgere og pårørendes forventninger med de ressourcer, der er.

Det er særligt, når tingene virker uoverskuelige, at det kan være afgørende at få friske og kompetente øjne til at kigge ind i organisationen udefra. Det er det, SPARKs erfarne konsulenter kan.

Hvad gør SPARK?

SPARK bidrager med værktøjer og redskaber, der gør det lettere at prioritere, planlægge og holde fokus.

Et forløb kan hjælpe organisationen med at genfinde overblik, udfordre prioriteringerne og skabe et samarbejde og fællesskab på tværs om opgaverne.

SPARK tilbyder både netværk og forløb for den enkelte arbejdsplads om tidspres og arbejdsmængde.

Vi har ikke oceaner af tid. Derfor er dialogen om prioriteringer vigtig, for at jeg kan gå hjem fra arbejde med en god fornemmelse i maven. Vi er forskellige, og det er ok. Det er først og fremmest opgaven, der binder os sammen.

Deltager i SPARK-forløb, Ruth Hjerrild Low, Faaborg Kommune

Kunne et gratis SPARK-forløb være noget for din arbejdsplads?

Inspiration til forbedret samarbejde

Der er gratis hjælp at hente. Her er eksempler på arbejdspladser, der kom ind på en ny og bedre vej.

SPARKs metoder og værktøjer
Få fingrene i SPARKs værkstøjskasse

Se SPARKS værktøjskasse med ideer, tips og redskaber til at udvikle det gode samarbejde.

SPARK-linjen: Få hjælp til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø 

33 70 34 00

SPARK-linjen er til dig der: 

  • Er AMR, TR eller leder i et MED-udvalg, en arbejdsmiljøgruppe, eller indgår i et TRIO samarbejde

Det kan I få hjælp til:

  • Sparring om arbejdet med psykisk arbejdsmiljø i netop jeres situation
  • Inspiration til metoder og værktøjer I kan bruge
  • Ideer og redskaber til samarbejdet i MED-udvalg og TRIO
  • Afklaring om hvorvidt et SPARK-forløb er noget for jeres arbejdsplads

SPARK-linjen er åben mandag til torsdag mellem 9-14 på telefon 33 70 34 00.

Du kan også skrive til os på info@sparkweb.dk og aftale et tidspunkt, hvor vi ringer dig op eller mødes virtuelt.

SPARK menu