Udbrændthed kan forebygges

Udbrændthed kan forebygges

Ny rapport ser nærmere på trivsel og høje følelsesmæssige krav. SPARK guider jer til værktøjer, I kan bruge i hverdagen.

Af Sine Molbæk-Steensig 07/04/2025

Rapporten Trods alt - på arbejdet med et smil stiller skarpt på forebyggelse af mentale helbredsproblemer, som skyldes høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Den udkommer i regi af Arbejdsmiljøforskningsfonden og bygger på et flerårigt forskningsprojekt blandt medarbejdere i bl.a. ældreplejen, på specialskoler, familieafdelinger, døgninstitutioner og hospitalsafdelinger.

Læs rapporten

Forskningen viser, at sociale faktorer som støtte fra ledelse og kollegaer samt organisatoriske forhold som mening i arbejdet kan reducere belastningen fra følelsesmæssige krav. Og så er det tydeligt, at et stærkt psykosocialt sikkerhedsklima mindsker risikoen for udbrændthed og langtidssygefravær.

For det er værdifuldt, når kolleger bruger hinanden til at ventilere, når noget er svært, og når arbejdspladser anerkender og giver plads til at tale om, at det er en naturlig del af arbejdet med mennesker at blive påvirket følelsesmæssigt. Forskningen peger også på, hvor vigtigt det er at undgå en fejlfinderkultur og i stedet skabe et miljø, hvor man bruger fejl og tvivl som afsæt for ny læring.

Psykologisk tryghed er grundlæggende

- Vi kan sagtens genkende rapportens pointer i den dagligdag, vi møder på kommunale arbejdspladser, siger Marlene Schoop.

Hun er sekretariatsleder i SPARK – Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne, der er et gratis tilbud til kommunale arbejdspladser, som gerne vil forbedre deres psykiske arbejdsmiljø.

SPARKs arbejde er begrebet psykologisk tryghed centralt, og det går fint i spænd med pointerne fra rapporten.

- Det kræver psykologisk tryghed at kunne dele svære følelser og udfordringer, som rapporten viser, er så vigtigt. Ligesom den peger på et andet element, som også er grundlæggende i psykologisk tryghed, nemlig et konstruktivt og nysgerrigt syn på fejl og tvivl, siger hun.

Attraktive arbejdspladser med SPARK

SPARK tilbyder gratis forløb til TRIO'er og MED-udvalg, der får støtte og sparring til at understøtte arbejdet med at styrke det psykiske arbejdsmiljø og skabe attraktive arbejdspladser, som man gerne vil være og blive på.

Læs mere om SPARKs gratis forløb  

Kom i gang med værktøjer fra BFA

Sidste år stod SPARK i spidsen for to netværk, der netop havde fokus på, hvad man som arbejdsplads helt konkret kan gøre, når der er høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Netværksdeltagerne fik ny viden og inspiration til, hvilke værktøjer og redskaber de kunne bruge i dagligdagen.

- Vi præsenterede bl.a. BFA’s materiale Følelser på job, som støtter arbejdspladser i at blive bedre til at forstå og handle konstruktivt på følelser i arbejdsfællesskabet.

Følelser på job

Vil du vide mere om, hvordan I kan arbejde med at håndtere følelser på jobbet?

BFA har skabt en omfattende gratis materialesamling, der handler om netop dette.
Besøg BFA og se materialet

Anbefalinger til at forebygge udbrændthed

Rapporten redegør for forskellige tiltag, der kan forebygge udbrændthed:

  1. Arbejdspladser bør fremme en kultur af åbenhed og psykologisk tryghed, hvor medarbejderne tør vise følelser og sårbarhed.
     
  2. Høj viden om håndtering af følelsesmæssige krav reducerer risikoen for udbrændthed, så derfor bør medarbejdere og ledere undervises i at genkende og håndtere belastninger samt informeres om tilgængelige ressourcer.
     
  3. Ledelsens rolle er central i at skabe et godt psykosocialt sikkerhedsklima ved at understøtte stressforebyggelse, så trivsel, stressforebyggelse og involvering bør prioriteres.
     
  4. Prioriter supervision, skab plads til drøftelser med kollegaer/leder om følelsesmæssigt krævende situationer, skab en kultur med hurtig feedback fra kollegaer/leder i forbindelse med en svær klient, skab rum til at "få luft" i forbindelse med svære opgaver, og muliggør opgaverotation.

SPARK: Få støtte, viden og værktøjer 

- Rapportens anbefalinger giver rigtig god mening i vores verden. Men vi oplever, at mange arbejdspladser har svært ved at blive konkrete, når de selv skal i gang med fx at styrke psykologisk tryghed eller skabe en god supervisons- eller sparringskultur, siger Marlene Schoop.

Det kan SPARK hjælpe med på forskellige måder.

  • For det første kan TRIOer og MED-udvalg på kommunale arbejdspladser søge et gratis forløb med SPARK og selv blive bedre til at handle på udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø.
    Se SPARKs forløb
     
  • For det andet har SPARK samlet en række værktøjer, der alle har til formål at styrke det psykiske arbejdsmiljø på forskellige måder. Bl.a. dialogmetoder til hurtig feedback eller deling af en episode efter en svær og følelsesmæssig belastende situation
    Dyk ned i værktøjskassen
     
  • For det tredje har SPARK skabt et gratis email-kursus om psykologisk tryghed. Her får du både viden, værktøjer og historier fra arbejdspladser, som er lykkes med at skabe en højere grad af psykologisk tryghed.
    Tilmeld dig kurset

Det giver god mening at bruge ressourcer på forebyggelse af udbrændthed, mener Malene Schoop.

Det er nemlig essentielt for både kvaliteten i opgavevaretagelsen i forhold til borgerne og for trivslen i arbejdsfællesskabet.

Et godt kendskab til hinanden og en høj grad af psykologisk tryghed i en medarbejdergruppe er med til at skabe en god og attraktiv arbejdsplads, hvor ansatte gerne vil være og ikke bliver udbrændte og syge. På den måde kan forebyggende tiltag ses som en investering i en stabil og velfungerende medarbejdergruppe, siger hun. 

Om høje følelsesmæssige krav

I nogle situationer kan det f.eks. forventes, at medarbejderen udviser venlighed, ro og kontrol, selvom vedkommende oplever modsatte følelser. For at agere professionelt skal medarbejderen derfor tilpasse og eventuelt regulere eller skjule egne følelser.

Dette følelsesarbejde kan være gavnligt for en organisation og være med til, at medarbejderne fremstår professionelle. Følelsesarbejdet kan imidlertid også have negative helbredskonsekvenser for medarbejdere, som kan risikere at føle sig splittede, falske eller udbrændte.

Citat fra Trods alt - på arbejde med et smil

Trods alt - på arbejdet med et smil

Hvordan kan arbejdspladser håndtere høje følelsesmæssige krav?

Download rapport 

SPARK-linjen: Få hjælp til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø 

33 70 34 00

SPARK-linjen er til dig der: 

  • Er AMR, TR eller leder i et MED-udvalg, en arbejdsmiljøgruppe, eller indgår i et TRIO samarbejde

Det kan I få hjælp til:

  • Sparring om arbejdet med psykisk arbejdsmiljø i netop jeres situation
  • Inspiration til metoder og værktøjer I kan bruge
  • Ideer og redskaber til samarbejdet i MED-udvalg og TRIO
  • Afklaring om hvorvidt et SPARK-forløb er noget for jeres arbejdsplads

SPARK-linjen er åben mandag til torsdag mellem 9-14 på telefon 33 70 34 00.

Du kan også skrive til os på info@sparkweb.dk og aftale et tidspunkt, hvor vi ringer dig op eller mødes virtuelt.

SPARK menu