Nyt værktøj inspirerer til grønne mikrohandlinger
Klimakoordinator Jakob Baungaard har udviklet et værktøj, der engagerer ansatte på Haderslev Kommunes arbejdspladser i den grønne omstilling.
Jakob Baungaard var kun lige startet som klimakoordinator i afdelingen Klima og Miljø i Haderslev Kommune, da HR-afdelingen bad ham om input til et stort ledergruppemøde om bæredygtighed.
Med 120 ’skal-opgaver’ fra kommunens klimaplan så Jakob Baungaard forespørgslen fra HR-afdelingen som en mulighed for at involvere flere medarbejdere i den grønne tankegang og igangsætte grønne initiativer, der kom fra medarbejderne selv.
Ifølge Jakob Baungaard er det nemlig medarbejderne, der er eksperterne i, hvordan ting kan gøres på en lidt smartere og grønnere måde. Og med lederne som nøglen til at nå bredt ud i hele organisationen var ledergruppemødet en god mulighed for at igangsætte dét arbejde.
Værktøj for grønne mikrohandlinger
Forud for ledergruppemødet udviklede Jakob Baungaard derfor et værktøj, der skulle gøre det nemmere at arbejde med grønne mikrohandlinger.
Mikrohandlinger er et godt sted at starte. Det er hverdagshandlinger, som medarbejdere kan gå hjem og sætte i gang med det samme – og som på en let måde sætter gang i den grønne rejse.
De grønne mikrohandlinger har det til fælles, at de sparer CO2. Derimod kan omkostningerne forbundet med at indføre dem variere.
Værktøjet kategoriserer mikrohandlingerne baseret på handlingernes økonomiske omkostninger.
- Det skal være med til at strukturere arbejdet med mikrohandlingerne og hjælpe lederne til at prioritere. Værktøjet hjælper til at pege på nogle af de lavthængende frugter, men også de lidt højere hængende frugter, siger Jakob Baungaard.
En workshop, der gav ledere et medansvar
Til ledergruppemødet blev lederne præsenteret for værktøjet, og de blev herefter sendt på en todelt workshop, der skulle styrke deres arbejde med grønne mikrohandlinger i kommunen.
I første del skulle lederne med udgangspunkt i værktøjet definere tre mikrohandlinger, de ville arbejde videre med efter ledergruppemødet. Og i anden del skulle de lægge en plan for, hvordan de ville involvere deres medarbejdere i arbejdet med grønne mikrohandlinger.
Håbet med workshoppen var, at lederne ville tage værktøjet til sig og gå forrest i at skabe klimahandlinger. I den forbindelse var det vigtigt at give medarbejderne både tillid og medansvar i arbejdet.
- Det handler om at stole på, at medarbejderne selv bedst ved, hvad der skal til for at udføre deres dagligdagsopgaver på en smartere, nemmere og mere klimavenlig måde. Derfor skal de selv pege på nogle mikrohandlinger og udvælge tre, som de forpligter sig på at handle på, siger Jakob Baungaard.
Pulje sikrer midler til grønne mikrohandlinger
Haderslev Kommune har også gjort det nemmere at handle grønt. For at sætte skub i de grønne mikrohandlinger, der hører til den røde kategori, oprettede kommunen en mikrohandlingspulje på 100.000 kr.
Fra den pulje kan alle søge tilskud til de mikrohandlinger, der kræver en ekstra investering. Med puljen får ledere dækket 75 procent af deres udgifter i forbindelse med mikrohandlingerne.
Små, men vigtige skridt i en bæredygtig retning
Kort efter workshoppen for ledergruppen begyndte de grønne mikrohandlinger at pible frem i organisationen.
Nogle steder i Haderslev Kommune er fokusset på bæredygtighed og grøn omstilling blevet et fast dagsordenspunkt på afdelingsmøder, mens det andre steder er blevet en del af MUS.
Ansatte på skoler har droppet bilen og købt elcykler i stedet, mens driftsfolk har indarbejdet flere vild med vilje-tiltag, der giver plads til den vilde natur.
Jakob Baungaard selv er også blevet bedt om igen at afholde sin mikrohandlingsworkshop for både ledelsesgrupper og sekretariater, der gerne vil arbejde med værktøjet, før de går ud og understøtter deres afdelinger i forvaltningen.
Mikrohandlinger avler makrohandlinger
Eksemplerne på de små grønne initiativer, der er kommet i gang, er mange. Og nogle af initiativerne er slet ikke så små endda.
- Fem uger efter workshoppen blev jeg prikket på skulderen af vores indkøbs- og udbudschef nede i kantinen. Han sagde, at de også ville rykke på én af deres grønne mikrohandlinger. De havde oprettet en genbrugsbørs for alt brugt inventar i kommunen. Og der måtte jeg jo bare sige. 'Det er ikke en mikrohandling – det er en makrohandling'.
Også andre steder i kommunen har workshoppen ført til makrohandlinger. Det gælder bl.a. afdelingen Sundhed og Forebyggelse, hvor Jakob Baungaard hjælper med at involvere medarbejdere i den grønne omstilling.
- Vi arbejder på, hvordan afdelingsledere kan involvere teamledere, som kan involvere medarbejdere i den grønne omstilling på hver deres område, siger Jakob Baungaard.
Styrken ved at fokusere på grønne mikrohandlinger er, at det avler makrohandlinger – det kommer naturligt, når man begynder at beskæftige sig med et bestemt område.
Jakob Baungaard, klimakoordinator
Kommunikation, der inspirerer og forpligter
Haderslev Kommunes værktøj for mikrohandlinger har været en succes. Halvdelen af succesen bør ifølge Jakob Baungaard dog tilskrives kommunikationen i forbindelse med initiativet.
Ledergruppemødet skulle ikke bare afskrives som 'en god dag på kontoret' med gode idéer og bæredygtige drømme, der hurtigt blev glemt igen, når hverdagen buldrer derudad. Derfor blev der udviklet en kommunikationspakke, der skulle sikre, at lederne også efter workshoppen huskede værktøjet og de grønne mikrohandlinger, de selv havde udvalgt.
- Vi lavede en kommunikationspakke med vinylklistermærker, som de kunne skrive deres grønne mikrohandlinger på. Og så fik de at vide, at de skulle klistre klistermærkerne på deres computere og smartphones. På den måde husker de mikrohandlingerne, og kollegaer og mødedeltagere kan spørge dem ind til det, siger Jakob Baungaard.
Udover klistermærkerne kan ansatte i kommunen også læse om og lade sig inspirere af grønne mikrohandlinger i kommunens nyhedsbreve.
Medarbejdere bruger klistermærker til at sætte på computeren for at huske deres mikrohandlinger.
- Download og tilpas Haderslev Kommunes materialepakke: Start med at downloade Haderslev Kommunes materialepakke for grønne mikrohandlinger. Tilpas materialerne, så de passer til jeres specifikke arbejdsplads og medarbejdergrupper.
- Involvér MED-udvalget som centrale aktører: MED-udvalget kan med fordel involveres aktivt i processen. De kan hjælpe med at organisere workshops og sikre, at de grønne mikrohandlinger bliver implementeret på en måde, der tager hensyn til hele organisationen. MED-udvalget kan også være med til at overvåge fremskridt og foreslå justeringer efter behov.
- Afhold workshops for både ledere og medarbejdere: Organiser separate workshops for hhv. ledere og medarbejdere. Ved at afholde workshops hver for sig kan lederne fokusere på strategisk implementering og prioritering, mens medarbejderne kan bidrage med praktiske forslag og løsninger, der passer til deres daglige arbejdsrutiner. Det sikrer, at begge grupper arbejder målrettet og effektivt mod de samme grønne mål, men ud fra deres specifikke roller og ansvar.
- Afsæt en pulje til støtte for grønne initiativer: Opret en økonomisk pulje, som medarbejdere og afdelinger kan søge tilskud fra for at gennemføre mere omkostningstunge grønne mikrohandlinger. Denne pulje kan være afgørende for at realisere initiativer, der kræver en investering, men som har en positiv effekt på miljøet.
- Kommunikér klart og løbende: Sørg for at kommunikere jeres grønne initiativer klart og tydeligt til alle medarbejdere. Brug forskellige kanaler som nyhedsbreve, intranet og møder til at informere om både de tiltag, der er igangsat, og de resultater, der opnås. Løbende kommunikation sikrer, at alle er opdaterede og engagerede i processen, og det hjælper med at fastholde momentum.