Grøn idé

Få inspiration: Grønne idéer kan hjælpe andre

Medarbejdere er fulde af grønne ideer, der kan omsættes til bæredygtige løsninger på arbejdspladser. Læs de grønne historier her.

Af Irene Aya Schou 17/09/2024
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Danskerne er bedre til at fremme den grønne omstilling i hjemmet end på arbejdspladsen. Men hvis Danmarks klimamålsætning om at reducere CO2-udslippet med 70 procent frem mod 2030 skal opfyldes, skal vi huske den grønne omstilling på de mange kommunale arbejdspladser.

Derfor har KL og Forhandlingsfællesskabet med udgangspunkt i en aftale fra OK-21 igangsat en kampagne, der skal indsamle grønne ideer og løsninger til at fremme bæredygtighed og grøn omstilling inden for forskellige tematikker bl.a. affaldssortering, ressourceforbrug, genbrug og transport.

Kampagnen hedder "Medarbejdernes grønne ideer". Den opfordrer medarbejdere, ledere og arbejdspladser til at beskrive og indsende deres grønne idé. På baggrund af de indkomne ideer og løbende research, er der blevet udvalgt 10 'grønne historier fra virkeligheden'.

Bevidsthed om grønne løsninger

De 10 inspirationshistorier repræsenterer kommunale medarbejdere bredt og beskriver initiativer om alt fra affaldssortering i børnehaven og madspildsordning på plejehjemmet til etablering af skovhaver, grønne byparker og andre kommunale åndehuller for dyr og planter.

Målet med artikelserien er at fremme de grønne idéer hos en bred gruppe af kommunale medarbejdere og på den måde bidrage til den grønne omstilling på de kommunale arbejdspladser.

De grønne ideer må meget gerne have givet en konkret reduktion i CO2-forbruget eller på anden vis have haft en målbar effekt. Det vigtigste er dog, at ideen har skabt engagement og bevidsthed om bæredygtighed og grøn omstilling på arbejdspladsen og en lyst til at arbejde videre.

De 10 cases er skrevet af konsulenthuset Operate.

Medarbejdernes grønne ideer