
Få gode vaner med energirigtig drift
Ny plakat skal give teknisk servicemedarbejdere en forståelse for principperne bag energirigtig drift.
Husk at sommerlukke varmesystemet, når fyringssæsonen er forbi. Tjek rumtemperaturen og undersøg, om temperaturen kan sænkes 1 eller 2 grader. Opsæt alarmer, som automatisk giver besked, hvis forbruget stiger uventet.
Det betaler sig at have gode vaner, når det gælder energiforbruget i kommunale bygninger.
Værktøjer skal være nemme at bruge
Derfor har parterne på det kommunale område samlet en række gode eksempler på en plakat, der er let af printe ud og hænge op fx i varmecentralen - tæt på den daglige drift.
For det handler om at få gode vaner og ikke mindst forstå principperne for energirigtig drift, fortæller Kristoffer Slottved fra konsulenthuset Transition.
- Der findes masser af gode råd om energirigtig drift, fx sluk for lyset eller skru ned for varmen, men det kan ikke stå alene. Man skal forstå, hvad det vil sige at drive bygningen energirigtigt og styre bygningen efter brugernes behov. Det kræver et andet niveau af indsigt, siger han.
Omsæt viden til handling
Kristoffer Slottved har faciliteret Fremfærd Bruger-projektet "Energirigtig drift", der skal fremme den grønne omstilling i kommunerne og sikre det gode samarbejde mellem teknisk servicemedarbejdere og ejendomscenter.
Blandt principperne for energirigtig drift er: "Brug kun energien, hvor der er behov for den. Brug kun energien, når der er behov for den."
- Det lyder enkelt, men det kræver viden om, hvad der foregår i bygningen på daglig basis, og det kræver, at man kan omsætte data til konkret energirigtig drift, siger Kristoffer Slottved.
Praksisnær kompetenceudvikling
Han mener, at man som teknisk servicemedarbejder kan bruge plakaten til at gå til sin leder og sige: "Jeg skal vide alt det her."
- På den anden side kan lederen bruge plakater til at spørge sig selv: "Kan jeg levere de her kompetencer til mine medarbejdere?" siger Kristoffer Slottved, der mener, at der generelt mangler kompetence-tilbud på området.
Kommunerne har brugt lang tid på at lære at arbejde med valide data. Det kan mange kommuner nu. Næste skridt bliver at klæde teknisk servicemedarbejderne på til at kunne agere på det data, man har, understreger han.
- Der er brug for praksisnær kompetenceudvikling i tæt samarbejde med de kommunale ejendomscentre, hvor der er hjemmeopgaver, så medarbejderne kan afprøve deres kompetencer med brug af data fra rigtige bygninger, siger Kristoffer Slottved.
Læs om teknisk service' rolle i energieffektivisering og bæredygtighed i de kommunale bygninger og bliv klogere på de fire principper for energirigtig drift:
- Brug kun energien, hvor der er brug for den: Er det hele bygningen eller kun dele af den? Brug øjne og ører og hav dialog med brugerne.
- Brug kun energi, når der er brug for den: Kan der slukkes/skrues ned, når bygningen ikke bruges? Ved du hvordan?
- Undgå spild af energi: Er teknikken indstillet og vedligeholdt korrekt? Er der sat alarmer op? Og ved du, hvad der skal gøres?
- Sørg for bedst mulig anvendelse af bygningen: Ejendomscentret har brug for at vide, om bygningen faktisk understøtter kerneopgaven og velfærden - del jeres viden.