I enheden FOKUS, der arbejder med Åben Dialog, anspores borgerne til at tro på egne ressourcer og til at turde forfølge håb og drømme. Samtidig bliver netværket aktiveret, og det er meget berigende, siger Christina Munk Budde, der er uddannet sygeplejerske og arbejder som forandringsagent i FOKUS.

Skjulte ressourcer i netværket

- Det er vigtigt at få netværket i spil. Der kan ligge skjulte ressourcer i netværket. Ressourcer, der ikke er kommunale, og som er langtidsholdbare. Derfor ønsker vi at få dem til at byde ind og lytte med, siger Christina Munk Budde.  

Et nøgleord i netværksmødet er tryghed, og at alle stemmer er lige vigtige og skal bringes i spil på mødet.

- På netværksmødet starter vi med borgeren, fordi det er borgers møde, men alle i netværket bliver hørt. Et netværksmøde er ikke et sted, hvor borgeren får ret, eller hvor myndighedspersonen kan komme af med beskeder til borgeren. Det er et sted, hvor vi skal nå til en fælles forståelse af, hvad borgeren er optaget af, siger hun. 

LÆS OGSÅ: Netværksmøder hjælper borgere til at tage ansvar for eget liv

Myndighed skal ikke beslutte noget

Netværksmøder har en meget styret form med klare roller. Man ved, hvornår man skal lytte, og man ved, hvornår man skal tale. Det er en fordel, for så skal deltagerne ikke bruge energi på at tænke: 'Hvad mon der forventes af mig', siger Christina Munk Budde.

- Ved at være tydelig om roller som mødeleder, bliver der ret hurtigt en afslappet stemning, og myndighedspersonerne siger: 'Hvor er det rart at komme her et sted, hvor det på forhånd er besluttet, at jeg ikke skal beslutte noget,' siger hun. 

Christina Munk Budde oplever, at det er en kæmpe befrielse for mange, at mødet italesætter alt det, der ofte ikke bliver sagt bl.a. gennem to reflektanter, som er to personer, der er udpeget til at reflektere på mødet.

Brug for folk der kan sætte ord på stemninger

Anja Augustsen er ligeledes forandringsagent i FOKUS. Hun oplever netværksmødet som et særligt rum, hvor der gerne må opstå naturlige pauser, så der kan blive plads til refleksion og til lige at mærke, hvad der foregår i rummet.

Anja Augustsen kommer fra en baggrund i politiet, og her er der ikke plads til alt for meget 'føle-føle', som hun siger. På netværksmødet er der til gengæld brug for personer, der tør at sætte ord på stemninger i rummet. 

- Jeg er en person, der mærker stemninger, og i netværksmødet er der brug for at opfatte, når folk sidder lidt uroligt på stolen eller får lyst til at tjekke mobilen. Er de utrygge ved at sidde der? Hvad er der på spil?, siger hun.

Hører vi reelt, hvad der bliver sagt?

Anja Augustsen er gennem sit politiarbejde skolet til at holde løsningsorienterede møder, hvor der kommer 'styr på tingene', men sådan er det ikke på netværksmødet.

- Vi har brug for at finde ud af, hvad vi skal have styr på først, inden vi kan få 'styr på det'. Derfor har vi ingen dagsorden og tager ikke referat, for det er ikke et beslutningsmøde, siger hun og understreger, at mødet også gør op med ideen om, at man som fagperson har ekspertrollen.

- Vi kommer fra en kultur, hvor man er eksperten og tænker, at 'man ved bedst'. Men som fagperson kan jeg jo reelt ikke vide, hvad borger eller andre tænker. Vi tror også, at vi er gode til at lytte. Men hører vi reelt, hvad der bliver sagt? Og hvad betyder det for borgeren at have nogle, der lytter? Mange oplever, at andre bare vil fixe det for dem, mens det, de har mest brug for, er at blive lyttet til, siger hun.

Accept af tingenes tilstand giver rum til løsninger

Et netværksmøde slutter ofte med, at borger og borgers netværk går hjem med ordene: 'Det går jeg lige hjem og tænker lidt over. Så kan vi måske mødes om et par uger.'

- Så går alle hjem og summer lidt over det og finder ud af, hvad der er af muligheder, hvis det er muligheder, det kalder på. Men man mærker også efter, hvad det gør ved én, at vi har været sammen, siger Christina Munk Budde, der som sygeplejerske har arbejdet i psykiatrien.

Det gælder om at finde den sprække af håb eller lys, som nogle har lyst til at gå med. Andre gange er det nok, at borgeren får lov til at få sagt: 'Det er sådan, det er at være mig. I skal ikke gøre noget. I skal ikke fixe noget.'

- Bare det at sige tingene, som de er, kan betyde, at ting løser sig. Tidligere har vi været vant til at skulle løse problemer. Her opløses problemer. Det er ikke sådan, at handlinger, løsninger og planer er forbudte. Men måske står det lidt mere klart, hvad der i givet fald skal handles på, siger hun.