Niels Otto Hansen er 75 år og far til Christian, der har Downs syndrom og bor på botilbuddet Åhusene i Odder Kommune.

Som pårørende er han med i en arbejdsgruppe, der skal finde nye veje til at nytænke og forbedre samarbejdet mellem medarbejdere på bosteder og borgernes netværk.  

Det sker i projektet "Samskabt styring på det specialiserede socialområde", der foregår i Fremfærd-regi og har deltagelse af tre andre kommuner. 

Brug for mere dialog

Projektet handler blandt andet om at forbedre dialogen og styrke den gensidige forståelse af roller og ansvar. Og det er der brug for, mener Niels Otto Hansen.

- Pårørende og medarbejdere på bosteder har sammenfaldende interesser, men mange steder halter samarbejdet. Derfor er der brug for en afklaring af roller og en synlighed omkring, hvem der gør hvad, og en forståelse af, at vi i fællesskab kan gøre det bedst muligt for de borgere, som vi nu er sat til at passe på, siger han.

LÆS OGSÅ Odder udvikler bedre løsninger gennem inddragelse af borgere og pårørende

Forældrerollen slipper aldrig

Projektet tager udgangspunkt i Samskabt Styring som metode til at styrke samarbejdet mellem borger/pårørende og alle relevante faggrupper i kommunen.

Niels Otto Hansen påpeger, at de pårørende som gruppe har forskellige ressourcer og ikke er en ensartet gruppe. På det specialiserede socialområde er de pårørende ofte forældre i 60'erne og 70'erne, der har et barn på et socialt bosted.

Og selvom barnet er 35 år, har man stadig en forældrerolle og føler et ansvar for, om ens søn eller datter trives og har det godt. 

 - Som forældre føler vi et ansvar for vores børn hele livet. Jeg har selv den holdning, at vi ikke skal overlade det til det offentlige alene at sørge for vores børn. Det er også vores ansvar, og alene af den grund skal man inddrage de pårørende, siger han.

Pårørende med på ferier og udflugter

De pårørende skal ikke påtage sig kerneopgaven omkring borgerne. Det er personalets opgave, men de skal medvirke til, at kerneopgaven udvikles gennem dialog med personalet, påpeger Niels Otto Hansen, der ser kerneopgaven som at understøtte borgeren i at mestre eget liv og i at deltage som aktiv medborger i fællesskabet.

- Samtidig må vi som pårørende meget gerne bidrage og deltage som initiativtagere/hjælpere ved udflugter, ferier og lignende og hermed både skabe grundlag for flere oplevelser for borgerne og frigive tid til medarbejderne, siger Niels Otto Hansen, der bl.a. er formand for Danske Handicaporganisationers lokalafdeling i Odder.

Som pårørende har Niels Otto Hansen selv været med på flere udflugter og ferier. På en ferie i Cypern deltog fem-seks pårørende til erstatning for pædagogisk personale. Og disse ture er vigtige. For som alle andre mennesker har beboere på et bosted også behov for oplevelser i ’fritiden’.

Ny erkendelse: Samarbejde er nødvendigt

Han oplever, at der er sket meget i de 12 år, hans søn har boet i Åhusene. Sønnen boede tidligere på et bosted i Aarhus Kommune, og ved flytningen blev der lavet en skriftlig overdragelse, hvor det punkt for punkt fremgik, hvem der havde ansvaret for hvad, og hvem der gjorde hvad.

Niels Otto Hansen oplevede dog ikke, at aftalen blev overholdt, hvilket medførte en del konflikter med personalet de første år. 

- Der er sket en stor ændring på de 12 år. Ledelseslaget har ændret sig. Pædagoger og personale har fået en anden holdning til de pårørende og en erkendelse af, at samarbejde er nødvendigt, og her er Fremfærd-projektet en god løftestang for yderligere udvikling, siger han.

´Dem og os-kultur´ lever stadig

Niels Otto Hansens bedste råd til medarbejderne er at tage fat i de pårørende og spørge, hvad de har lyst til at bidrage med – pårørende der har overskud, kan så byde ind.

På samme måde er der brug for, at de pårørende også ser sig selv som en ressource. Nogle pårørende har en ’dem og os tankegang’ og kan gå med en utilfredshed over forholdene på et bosted eller den pædagogiske linje uden at opsøge dialogen.

- Én af udfordringerne er at få os pårørende til at forstå vores egen rolle. Hvad er det, vi vil bidrage med? Jeg siger altid: ´Tag dialogen, hvis der er noget, du er utilfreds med, ikke forstår eller ønsker ændret´. Der er mange, der er lidt berøringsangste. Vi skal ud af busken, alle sammen, siger Niels Otto Hansen og understreger, at der ofte er mange følelser i spil for de pårørende, fordi det handler om en datter, søn, bror eller søster.

Dialog er vejen til konkrete resultater

Dialog er derfor vejen frem til gode resultater - også for den arbejdsgruppe, hvor Niels Otto Hansen sidder og som i disse uger er ude og fortælle om projektet til personalet på de fem boenheder og to beskæftigelsestilbud under Bo & Beskæftigelse.

For Niels Otto Hansen er den vigtigste opgave at lytte til medarbejderne og forsøge at forstå deres perspektiv. 

- Jeg kan/skal ikke som pårørende fortælle medarbejderne, hvordan de skal udføre deres arbejde. Men det interessante er, at dialogen og mødet i sig selv betyder, at begge parter  opdager ting, der kan gøres anderledes.

På samme måde forventer han heller ikke, at projektet og arbejdsgruppen vil komme frem til den forkromede løsning. Der findes nemlig ikke én rigtig måde at samarbejde på.

- Vi tager det step by step og fokuserer på processen. Så skal resultaterne nok komme, siger han.