Viborg Svømmehal

Svømmehal sparer på energien og hjælper klimaet

I Viborg Svømmehal har driftsleder Kasper Andersen fået frie rammer til at understøtte grøn omstilling og spare på energi og økonomi.

Af Fremfærd 18/09/2024
Forhandlingsfællesskabet,
KL

I Viborg Svømmehal er der gang i de grønne idéer. Det handler om at spare på energien, men også om at passe godt på pengene.

Svømmehallen har bl.a. reduceret plastforbruget, skiftet termoruder og gamle lys ud og arbejdet med varmegenvinding – altså med, hvordan man kan genanvende den overskudsvarme, der produceres i svømmehallen. 

- Vi arbejder med de grønne initiativer på forskellige måder. Noget af det er mere teknisk end andet, fortæller driftsleder Kasper Andersen.

Medarbejdernes egne initiativer

De grønne idéer er opstået hos Kasper Andersen og én af hans kolleger. Det er dem, der finder nye måder at spare på energi og plastik på – og når de gode idéer opstår, går de til deres chef for at spørge om penge til at realisere idéerne.

- Det er her i svømmehallen, vi finder på det. Viborg Kommune vil selvfølgelig gerne have, at vi er grønnere, men det her er ikke deres idéer – det er vores. Det, der handler om genvinding af varmt vand, har jeg for eksempel fundet på, siger driftslederen.

Som regel kan Kasper Andersen og hans kollega regne med, at de får grønt lys til de grønne idéer, hvis de samtidig også kan spare på økonomien. Og det kan de ofte.

- Vores idéer er som regel ekstra gode, hvis vi kan spare penge. Jo flere penge, vi kan spare ved at investere, jo mere kan vi investere senere. Det er sådan, jeg ser det, siger Kasper Andersen.

En sjovere hverdag

Kasper Andersen er uddannet murer, men har for mange år siden læst på maskinmesterskolen. For ham er de tekniske idéer, der er med til at spare på energien, dermed også en personlig interesse. De er et afbræk fra arbejdsdagens andre gøremål, der består af at drifte Viborg Svømmehal.

- Det er med til at gøre hverdagen mere spændende. Det er dejligt at være på en arbejdsplads, hvor man får lov til at fifle med idéer og føre dem ud i livet, uden at der bliver sat spørgsmålstegn ved det, fortæller Kasper Andersen.

Ny sæbe sparer plastik og CO2-udledning

Et af Viborg Svømmehals initiativer handler om at skifte den almindelige sæbe ud med skumsæbe. Det lyder umiddelbart ikke af meget, men brugen af skumsæbe har betydet, at svømmehallen sparer mange liter sæbe om året. Det skyldes, at badegæsterne bruger mindre skumsæbe end almindelig sæbe, fordi det skummer mere.

Derudover får Viborg Svømmehal i dag sin sæbe i en 200 liters tromle. Sådan har det ikke altid været. Tidligere kom sæben i 5 liters plastikdunke. Udskiftningen fra de små dunke til den store tromle har betydet, at Viborg Svømmehal på flere måder skåner klimaet.

- Før brugte vi tusindvis af plastikdunke. Nu sparer vi meget i både timer, kørsel og plastik, når vi i stedet modtager sæben i en stor tromle. Tidligere var det nemlig sådan, at vi selv skulle køre de brugte plastikdunke til genbrug, og så modtog vi nye plastikdunke med sæbe i. I dag har vi en leverandør, der leverer en ny tromle med sæbe og samtidig tager den gamle, tomme tromle med, så den kan genbruges, fortæller Kasper Andersen.

Selvom det lyder simpelt at skifte sæbe ud, har aftalen om sæben taget lang tid at lande. Aftalen har nemlig krævet, at Viborg Svømmehal gik udenom Viborg Kommunes indkøbsaftaler – noget, de efter lang tid har fået lov til.

Varmegenvinding sparer på energien

I den mere tekniske ende er Kasper Andersens grønne initiativer om varmegenvinding. Viborg Svømmehal har nemlig implementeret en række løsninger, der genanvender varmen fra forskellige processer i svømmehallen, som har resulteret i energibesparelser.

En af de centrale løsninger er varmegenvinding fra afløb. Kasper Andersen og Viborg Svømmehal sørger for at udnytte varmen fra det vand, der løber gennem svømmehallens afløb.

- Vi suger det meste af varmen ud af det vand, der kommer fra vores afløb, og så kører vi varmen tilbage i svømmehallens brusevand. På den måde udnytter vi den varme, der allerede er blevet brugt én gang, så den ikke går til spilde, fortæller Kasper Andersen.

Varmegenvindingen stopper ikke her. Viborg Svømmehal har en udendørs sauna, som med jævne mellemrum skal køles, så saunaens gulv ikke bliver for varmt. Og også her gør svømmehallen brug af varmegenvinding.

Det vand, svømmehallen bruger til at køle saunaen, har en god temperatur. Og den varme, skal naturligvis ikke gå til spilde. Derfor bruges varmen fra vandet til at returskylle – og altså til at rense de sandfiltre, der holder svømmehallens bassiner rene.

- Normalt bruger man almindeligt postevand til at returskylle. Det er normalt omkring syv grader, når det kommer ind, men nu kan vi returskylle med vand fra saunaen, der måske er omkring 18 grader. Så vi skal selv varme vandet mindre op – og så sparer vi en masse opvarmning der, fortæller Kasper Andersen.

Vifter i løftet sparer på varmen

De grønne løsninger stopper ikke her. Lige nu arbejder Kasper Andersen også på et nyt projekt, der skal være med til at reducere fordampningen og spare på varmen i svømmehallen.

Det skal konkret ske gennem installering af vifter i loftet. Vifterne skal hjælpe med at sprede den varme luft mere jævnt ud i hallerne, da varmen ellers vil stige til vejrs. På den måde kan temperaturen i svømmehallen holdes mere stabil, og Viborg Svømmehal kan spare på energien.

Projektet er endnu ikke endeligt besluttet, og Kasper Andersen er ved at få hjælp til at udregne, om løsningen kan betale sig for Viborg Svømmehal.

- Inden vi sætter sådan et projekt i gang, vil vi gerne være sikre på, at det virker og kan betale sig. Så lige nu får vi hjælp af Teknologisk Institut til en undersøgelse og nogle udregninger, som skal hjælpe os til at vurdere, om vi skal have vifterne, fortæller Kasper Andersen.

En del af Green Sport Facility

Som følge af Viborg Svømmehals grønne initiativer har svømmehallen miljømærket Green Sport Facility. Ordningen belønner anlæg, der tænker bæredygtigt og gør en ekstra indsats for at passe på både miljø og lokalområdet.

Som en del af ordningen kan Viborg Svømmehal deltage i forskellige møder, hvor der erfaringsudveksles om grønne initiativer på tværs af idrætsanlæg.

Det er bl.a. her, at Kasper Andersen og Viborg Svømmehal fik inspirationen til at installere vifter i svømmehallen.

- Man hører, hvad der rører sig andre steder og kan få inspiration, og så kan man kontakte nogle af de andre, hvis man hører om noget, man godt vil afprøve. Det er en god måde at holde sig opdateret på, siger han.

Tre råd til dig, der vil bidrage til grøn omstilling på arbejdspladsen
  1. Identificer og implementer små ændringer, der kan gøre en stor forskel: Som i Viborg Svømmehal, hvor de skiftede til skumsæbe og større sæbetromler for at reducere plastikforbruget, kan små justeringer i hverdagen føre til større miljøbesparelser. Overvej, hvilke ressourcer din arbejdsplads bruger mest af, og hvordan de kan reduceres eller genbruges.
  2. Eksperimenter med tekniske løsninger for at optimere energiforbruget: Undersøg, om der er mulighed for at implementere energibesparende teknologier på din arbejdsplads som varmegenvinding eller bedre isolering. Start med mindre projekter og demonstrer de økonomiske og miljømæssige fordele, så det bliver lettere at få opbakning til større initiativer. Hvis du er usikker på, om en løsning reelt vil have effekt, kan du gøre som Viborg Svømmehal og søge hjælp fra eksperter fx Teknologisk Institut, der kan lave udregninger og vurderer, om projektet kan betale sig.
  3. Deltag i netværk og erfaringsudveksling: Som Viborg Svømmehal, der deltager i Green Sport Facility-netværket, kan du og din arbejdsplads drage fordel af at deltage i netværk, hvor grønne initiativer deles og diskuteres. Dette kan give inspiration og adgang til ressourcer, der kan hjælpe jer med at finde og implementere bæredygtige løsninger.
Billedtekst

Driftsleder Kasper Andersen står foran det udendørs bassin, hvor overskudsvarmen genbruges, og svømmehallen på den måde sparer energi.

Om Green Sport Facility

Green Sport Facility er et miljømærke for idrætsanlæg, som sportshaller, svømmeanlæg, sportspladser, skøjtehaller og arenaer. Bag Green Sport Facility står brancheorganisationen for idrætsanlæg IKF (Idræt · Kultur · Fritid).

Certificeringen er udsprunget af hotelverdenens Green Key og laves i samarbejde med HORESTA, som er brancheforeningen for hoteller.

Certificeringen er en dokumentation på, at anlægget arbejder aktivt for at passe på miljø og lokalområdet i det daglige arbejde. Det sker ved både at gøre en indsat i forhold til eget anlæg, men også ved at informere og arbejde for at brugere, foreninger og samarbejdspartnere bidrager til og støtter op om det bæredygtige arbejde.

Der er mulighed for at lave særlige kommuneaftaler, som dels dækker de ønskede anlæg i en kommune, og dels gør certificeringen lidt billigere. 

Som en del af ordningen kan certificerede anlæg i løbet af året deltage i flere arrangementer, hvor der er mulighed for at udveksle erfaringer og viden.

Læs mere om Green Sport Facility her

Medarbejdernes grønne ideer