Dagtilbud i Holstebro har haft et SPARK forløb

Post-its i pauserummet gjorde MED-udvalg relevant igen

Medarbejdere i dagtilbud engagerer sig meget mere, efter den digitale kommunikation er skiftet ud med plakater og farvede lapper.

Af Bettine Romme Andersen 18/02/2025
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Hvad laver man egentlig i et lokal-MED? Hvad er de enkelte medlemmers roller?

Og hvordan får man alle medarbejdere til at engagere sig og byde ind?

Det var nogle af de vigtige spørgsmål, som MED-udvalget i dagtilbuddet Mejruphus i Holstebro Kommune stod med for et år side, da de som en relativ ny gruppe skulle i gang med arbejdet.

- Vi var et nyt MED, som lige skulle finde vores ben, og samtidig ville vi gerne aktivere medarbejderne mere for at få alles besyv med, siger leder Søs Louise Tofting.

For at pejle sig ind på arbejdet søgte udvalget et forløb med SPARK, Samarbejde om Psykisk ARbejdsmiljø i Kommunerne.

Fra bagkant til forkant

Sammen med SPARK-konsulent Karin Thomassen gik MED-udvalget i gang med at sætte ord på deres egen rolle, hvad de kan tage beslutninger om, og hvad de gerne vil opnå.

- Vi brugte blandt andet metoden Blomsten til at give os noget retning, og vi fik lavet et forandringsønske, som handler om, at "gøre MED-udvalget relevant for alle medarbejdere", siger leder Søs Louise Tofting.

MED-udvalget oplevede, at der ikke være særlig stor viden og interesse for udvalgets arbejde blandt de 60 medarbejdere i vuggestuen og børnehaven. Og når, der var interesse, så var det ofte på bagkant af beslutningen.

- Vi havde et stort ønske om at komme foran og få aktiveret medarbejderne til at komme med input til dagsordenen, så de ikke først reagerede på bagkant, siger Søs Louise Tofting.

blomsten
Få alle på banen med blomsten

Blomsten er et værktøj til at generere nye ideer, skabe enighed og overblik.

Ny læsevenlig dagsorden

Noget af det første, de tog fat på, var at gøre dagsorden og referater af møderne mere appetitlige og læsevenlig. Det viste sig nemlig, at de fleste medarbejdere læste beskederne fra MED-udvalget på deres telefon.

- Hvis vi skal engagere vores kolleger, så nytter det jo ikke, at det, vi sender, ser dårligt ud på telefonen. Derfor gik vi i gang med at lave en ny og læsevenlig skabelon, siger Bo Skals, der er tillidsrepræsentant for pædagogerne i Mejruphus og en del af det 7 personer store lokal-MED.

Sammen med SPARK-konsulenten udviklede de en mere strømlinet dagsorden, hvor de også i højere grad fik synliggjort meningen med det enkelte punkt.

- Det er nu mere tydeligt, om et punkt skal drøftes, om vi skal have noget input, eller om der skal tages en beslutning, siger leder Søs Louise Tofting.

Den nye skabelon til dagsorden er implementeret på alle andre møder i huset - det gælder både forældrebestyrelsen og stuemøder.

Se den nye dagsorden i Mejruphus

Plakater i pauserummet

Næste skridt handlede om at skabe viden og engagement om arbejdet i MED-udvalget. På et personalemøde blev formål og rammer for arbejdet i MED ridset op, og det blev understreget, hvor vigtigt det er, at medarbejderne kommer med input.

Men responsen udeblev, når udvalget sendte mails ud. Derfor måtte der tænkes nyt - og mere analogt.

- Vi besluttede at hænge plakater op i pauserummet med de ting, vi gerne ville have input til, fortæller Bo Skals.

Så kan medarbejderne skrive på post-it's, og hvis man er enig i et udsagn, kan man bare sætte en streg på lappen i stedet for selv at skrive noget.

Og ønsker man at give en anonym kommentar, kan man bare gå forbi og hænge en post it op, når der ikke er andre i rummet.

Post-its giver flere perspektiver

- Det er en meget lettere måde for kollegerne at komme til orde på. Og så kan de også se, at de ikke står alene med en holdning, og det bliver legitimt at spørge ind til forskellige udsagn, siger han, hvilket også har ført til gode snakke i pauserummet.

Og for udvalgets arbejde har det stor betydning, at de nu får input på forkant.

- Vi får mange flere perspektiver med og en bredere repræsentation, som kvalificerer vores arbejde meget mere, siger Bo Skals.

Keep it simple

Den analoge tilgang har også været nem for medlemmerne af lokal-MED at håndtere, og de har ikke skullet bruge så lang tid på det. 

Men de er også klar over, at kollegerne hurtigt kan blive blinde på formen. Derfor er de klar til at forny sig, næste gang der skal indhentes input til arbejdet i MED.

- Vi har allerede nye idéer. Det kan være, vi laver en QR-kode, der fører ind til nogle spørgsmål, eller skriver fire udsagn man skal sætte kryds ved, siger Søs Louise Tofting.

Hendes råd til andre i samme situation er at tænke det simpelt og ikke lave alt muligt forkromet. Det skal ikke være besværligt at komme med sin mening.

Medarbejderne føler sig hørt

Det bakker tillidsrepræsentant Bo Skals op om. Og tilbagemeldingerne fra medarbejderne er også positive.

- De er glade for det, fordi det er nemt, og de føler sig set og hørt, siger han.

Og for lokal-MED har processen med SPARK været guld værd, fortæller leder Søs Louise Tofting.

- Vi er internt blevet klogere på vores roller og opgaver, og vi har fået kompetencer til at gå i dialog med medarbejderne.

Lokal-MED i Mejruphus

Udvalget består af syv medlemmer:

  • 3 ledere
  • 4 medarbejdere: heraf to tillidsrepræsentanter, en arbejdsmiljørepræsentant og en medarbejderrepræsentant.
Tilmeld dig SPARKs gratis email-kursus om psykologisk tryghed

Så får du en blanding af viden, redskaber og historier om psykologisk tryghed fra hverdagen på kommunale arbejdspladser direkte i din indbakke.

Gå til tilmelding

Se eksempel på plakat i pauserummet

I efteråret 2024 hængte lokal-MED to plakater op med spørgsmål angående arbejdet med årsnorm for 2025:

Ring til SPARK-linjen

33 70 34 00

Her bliver du mødt af erfarne konsulenter, der kan hjælpe med sparring.

SPARK-linjen er åben mandag til torsdag mellem 9-14.

SPARK menu