
Ny pulje gør pædagogs guitardrøm til virkelighed
Musik løfter faglighed og arbejdsglæde for pædagog, som er i gang med at styrke sit guitarspil med støtte fra Den Kommunale Kompetencefond.
- Jeg havde en pædagogkollega, som for mange år siden lærte mig to akkorder på guitaren, så jeg kunne spille Mariehønen Evigglad, fortæller Tina Valentin, der er pædagog i Børnehuset Broen i Kolding.
I sit virke som pædagog har hun altid brugt musik og sang, og guitaren er lige ved hånden, når der skal synges, både på stuen og ude på legepladsen.
Og selvom man kan komme langt med to-tre akkorder på guitaren, når det handler om børnesange, så drømmer Tina Valentin om at udvikle sit guitarspil til et højere niveau.
Hun kommer nemlig alt for tit til kort, når børnene beder hende spille sange, der kræver mere end to akkorder.
En god nyhed
Derfor blev hun glad, da hun i sit fagblad læste nyheden om en ny pulje under Den Kommunale Kompetencefond, som er blevet sat i verden for at styrke pædagogers praksisnære kompetencer i det pædagogiske arbejde.
Og hun bed særligt mærke i, at det kunne ske, fx gennem kurser i musik, rytmik og rollespil med fokus på børns leg, udvikling, deltagelsesmuligheder og trivsel.
Og Tina var ikke i tvivl: Hendes ønske om guitarundervisning talte direkte ind i dette formål.
Tina Valentin tog drømmen om at styrke sine guitarkompetencer via den særlige pulje med til sin næste MUS-samtale med børnehusets leder Bjørnar Jørgensen.
Han havde ikke brug for meget betænkningstid, da hun præsenterede sit ønske om et guitarkursus og muligheden for at søge støtte via den nye pulje i kompetencefonden.
- Det var spot on. Efter en medarbejder var gået på pension, stod vi netop og manglede en pædagog, der kunne spille guitar, så da Tina kom med sit ønske, slog vi til med det samme, fortæller han.
Vokser i musikken
Det er nu over et halvt år siden, at Tina tog hul på sin guitarundervisning hos en lokal guitarlærer. Undervisningen strækker sig over 12 måneder én gang om ugen.
- Jeg er topmotiveret, og det gør en kæmpe forskel, at jeg kan tage kurset over et år. Det betyder, at jeg har mulighed for at vokse i musikken, samtidig med at jeg løbende kan afprøve dét, jeg lærer, i mit arbejde i børnehaven, siger Tina Valentin.'
Effektivt pædagogisk redskab
Børnehuset Broen har det seneste halve år haft pædagogisk fokus på at lære børnene at følelsesregulere, og her kan brugen af musik bruges som et værktøj til interaktion med børnene.
- Gennem bevidst brug af guitarspillets volumen og tempo hopper vi rundt og kører op til et eksplosivt wauw - for derefter at køre ned igen. Det er en rigtig god måde for børnene at øve regulering af high arousal, forklarer Bjørnar Jørgensen, som også peger på, at det at spille og synge skaber fællesskab, glæde og samhørighed i børnegruppen.
- Via puljen har vi nu fået flere pædagogiske muligheder i hverdagen for på en mere effektiv måde at styrke arbejdet med både trivsel og udvikling af følelsesregulering, sprog, sanseintegration og motorik, siger han.
Giver værdi til hele børnehuset
Tina Valentin oplever da også, at hun i kraft af sine øgede musikalske kompetencer er med til at støtte hele husets pædagogfaglighed, når hun fx synger og spiller i forbindelse med samling, fredagssang, pædagogiske aktiviteter og til særlige begivenheder.
- Da vi havde motionsdag, spillede jeg nogle sange til opvarmningen, og alle i institutionen – både vuggestue og børnehave – dansede, og det gjorde noget godt for hele vores fællesskab, fortæller hun.
- Jeg har fået en større arbejdsglæde, for jeg oplever, at jeg giver noget ekstra værdi til såvel børn som kolleger både i vores egen stue og i alle de andre stuer i børnehuset. Og samtidig føler jeg mig også beriget på et personligt plan. Det er helt fantastisk.