På flere af de kommunale velfærdsområder er der mangel på medarbejdere. Der er for få, der bliver uddannet, og mange medarbejdere vil i de kommende år gå på pension.

Samtidig stiger børnetallene, og der kommer flere ældre. Derfor er der stor efterspørgsel på medarbejdere på landets plejehjem, daginstitutioner, botilbud mv. En af løsninger til at få flere medarbejdertimer er, at flere medarbejdere på deltid går op i tid eller på fuldtid.

Fuldtid er ikke en nem øvelse men nødvendig

Ofte er man i kommunen eller ude på den enkelte arbejdsplads landet i en deltidskultur, hvor man fx mener, at fuldtid giver en række udfordringer: Det er dyrt. Vagtplanerne er svære at få til at gå op på grund af arbejdstidsaftaler og hviletidsbestemmelser. Arbejdsmiljøet opleves i forvejen belastet, så det er for hårdt at arbejde mere – eller man kan i hvert fald ikke forestille sig det. Det kan også være, at lederen tror, at der ikke er nogen medarbejdere, der vil op i tid. Eller medarbejdere regner med at få et nej, så de spørger slet ikke.

Rækken af barrierer for at få flere op i tid eller på fuldtid er lang, men det kan faktisk lade sig gøre at flytte på noget – at overvinde barriererne. Det tager tid, fordi det handler om at implementere forandringer. Forandringer kræver, at man sætter tid af til det, og i en travl hverdag kan det være svært at se for sig.

Der er mange gevinster ved fuldtid

Hvordan kan det lade sig gøre at ændre arbejdstidskulturen?

En start på processen er at anerkende eller omfavne, at det er komplekst, at der ikke er nogen hurtige snuptagsløsninger. Har man først accepteret det, så er man allerede godt på vej til en beslutning om, at arbejdspladsen eller kommunen skal arbejde på at få flere medarbejdere op i tid eller på fuldtid. Fuldtid skal være det normale.

Der er også gevinster ved at få flere op i tid. For arbejdspladsen er der flere til at dække ind ved sygdom og ferier, og det vil ofte også betyde, at det er nemmere at mødes i løbet af arbejdsdagen og sparre om faglige emner. Det betyder, at man ikke føler sig helt så alene om opgaven.

For den enkelte har arbejdstiden også en økonomisk betydning for livsindkomsten. Udover at man her og nu får mere i lønningsposen, så bliver der også sparet mere op til pensionen, jo flere timer man arbejder. Her er en barriere ofte, at der mangler tid til familien. Men hvordan kan det være, at det (næsten) altid er kvinden, der mangler tid til familien, og som vælger at gå ned i tid?