
Madservice: Alle sagde ja til flere timer
Langt størstedelen af medarbejderne i Madservice i Kerteminde er på fuldtid. Indflydelse på mødetider spiller en vigtig rolle.
Når sovsen skal røres, og bøfferne steges i Kerteminde Madservice, sker det for de fleste medarbejders vedkommende på fuldtid.
For her er det mere normen at være på fuldtid end på deltid.
En del af forklaringen på de mange medarbejdere på fuldtid handler om, at da en række mindre kommunale køkkener skulle sammenlægges til ét stort, og de samtidig fik flere borgere til levering af mad, så blev alle medarbejdere tilbudt at gå op i tid, fortæller leder Pia Elisabeth Hansen.
- Før var de fleste på 28, 30 eller 32 timer, men alle sagde ja til flere timer, siger hun.
Indflydelse på arbejdet
En anden vigtig årsag til, at hovedparten af medarbejderne i køkkenet i Kerteminde arbejder fuldtid, handler om, at de har indflydelse på deres rulleplaner og mødetider.
- De er med til at lave rulleplaner, hvor de har indflydelse og medbestemmelse på deres mødetid. De er alle glade for at få den indflydelse og mulighed for selv at forme deres plan, siger Pia Elisabeth Hansen.
Og det bakker ernæringsassistent og arbejdsmiljørepræsentant Malene Toft op om.
- Det er virkelig rart, at vi har den fleksibilitet og mulighed for at vores ønsker bliver tilgodeset, siger hun.
Balance mellem arbejds- og privatliv
Selv arbejder Malene Toft 36,5 timer om ugen, fordi hun skal hente og bringe børn fra skole. Og hun sætter pris på, at hendes mødetider kan tilpasses, så det passer med hendes behov i privatlivet.
- Det giver tryghed, at man godt tør komme med nogle ønsker, når man har en leder, der også går op i, at både arbejdsliv og privatliv skal hænge sammen, for at vi kan fungere godt som medarbejdere.
Nogle medarbejdere møder et kvarter forskudt, fordi det passer med bussen. Så på den måde bliver der tilpasset, så alle kan få fuldtid til at gå op med deres behov.
- Vi vil selvfølgelig gerne tilgodese medarbejdernes ønsker - også for at tilknytte dem til arbejdspladsen, da det kan være svært at få faglært personale, siger lederen.
Godt for løn og pension
Da de fleste medarbejdere i køkkenet er kvinder, giver flere timer også økonomisk god grund, påpeger arbejdsmiljørepræsentant Malene Toft.
Det er vigtigt i forhold til vores pension. Mange af os har været på barselsorlov flere gange, så vi har noget, der skal indhentes
Arbejdsmiljørepræsentant Malene Toft
Man skal kunne holde til fuldtid
Størstedelen af medarbejdergruppen er plus 50, og nogle er begyndt at mærke fysiske skavanker og nedslidning, da hverdagen med gentagne bevægelser, løft af store gryder og mange skridt tærer på kroppen.
Derfor taler de i Kerteminde også en del om, hvordan de kan passe på sig selv og hinanden, så de kan holde til fuldtid i køkkenet.
- Det kan være, man skal have nogle andre opgaver en periode for at skåne. Vi har også nogle høje stole, som kan aflaste, der er måtter, man kan stå på, og alle har to par sko med, siger leder Pia Elisabeth Hansen.
De har desuden et særligt fokus på at sikre tilknytningen til arbejdspladsen ved sygdom.
- I stedet for at være fuldtidssygemeldt, så går vi langt for, at man kan være sygemeldt på nedsat tid og lave de ting, man nu kan, siger lederen.
Indsatsen "En fremtid med fuldtid" er i dialog med Den Kommunale Madservice om deres arbejde med at få flere medarbejdere op i tid og på fuldtid.
Nogle af de løsninger, som madservice arbejder med, bliver også brugt af andre arbejdspladser for at skabe lyst og mulighed for at gå op i tid.
Fx at justere på arbejdsopgaver og skabe fleksibilitet i forhold til at få balance i arbejds- og privatlivet.