Gevinstcirklen

Gevinstcirklen - se alle fordelene ved fuldtid

Flere faste medarbejdere på fuldtid er nøglen til en positiv spiral, der gavner både borgere, børn, medarbejdere og kommune.

Af Sine Molbæk-Steensig 21/05/2025
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Hvis en arbejdsplads drømmer om at få flere på fuldtid, så kræver det en stor indsats - men det lønner sig.

En fremtid med fuldtid har set nærmere på erfaringerne fra kommunale arbejdspladser, og der er mange gevinster at hente:

  • Øget involvering og faglighed
    Med flere fuldtidsansatte får medarbejderne større mulighed for at bruge deres faglige kompetencer og engagere sig dybere i deres arbejde.
     
  • Bedre arbejdsmiljø og lavere sygefravær
    Faste kolleger skaber et bedre arbejdsmiljø og højere trivsel, hvilket ofte resulterer i lavere sygefravær og en medarbejdergruppe med færre udskiftninger.
     
  • Kontinuitet og ro for borgere og børn 
    Flere kendte ansigter skaber en roligere og mere kontinuerlig oplevelse for beboere og børn på fx et plejehjem, et bosted eller i en børnehave.
     
  • Højere kvalitet og borgertilfredshed 
    Med flere fuldtidsansatte bliver kvaliteten af ydelserne højere, og borgerne bliver mere tilfredse.
     
  • Bedre økonomi og pension
    De medarbejdere, der går op i tid, optjener højere pension og får mere i løn.

Er du interesseret i at høre mere? Gå på opdagelse på www.fuldtid.dk, eller ring til Nina Banerjee på telefon 3052 3591.

Download gevinstcirklen

Leif E. Moland er en norsk forsker, der har deltaget i en række projekter om fuldtidskultur. Han har blandt andet udviklet en model, der viser fordelene.

Gevinsthjulet er inspireret af den, men tilpasset til de danske erfaringer fra KL og Forhandlingsfællesskabet indsats ’En fremtid med Fuldtid’.
 

Om fuldtidsindsatsen

KL og Forhandlingsfællesskabet arbejder sammen om en ”En fremtid med fuldtid” - en indsats, der skal få flere kommunale medarbejdere op i tid eller på fuldtid.

Parterne udvikler og afprøver i samarbejde med arbejdspladser i mere end 40 nøglekommuner løsninger, der gør det attraktivt og muligt at gå op i tid eller blive ansat på fuldtid.

De løsninger og metoder, som parterne og de kommunale arbejdspladser finder i fællesskab, bliver løbende delt med resten af landets kommuner, bl.a. her på fuldtid.dk.

En fremtid med fuldtid