Video: Hvad er tillidsbaseret rengøring

Erfaringer med tillidsbaseret rengøring viser, at det kan lykkes at finde en ny vej til øget kvalitet, trivsel og tættere kontakt til dem, der modtager servicen, hvis der satses mere på dialog.

Af Irene Aya Schou 20/06/2019
Fremfærd

I projektet ’Tillidsbaseret rengøring’ under Fremfærd Bruger bliver der sat fokus på, hvordan rengøringsområdet kan få fokus flyttet fra detaljer og kontrol over på fleksibilitet. Det kommer af, at styringen på rengøringsområdet er meget detaljeorienteret blandt andet i forhold til tidsudmåling, kvalitetsstandarder og kontroller.

Denne film fortæller på en let forståelig måde, hvordan tillidsbaseret handler om at sætte rengøringsfaglighederne i spil, så rengøringsassistenterne får bedre mulighed for at bruge deres faglighed og prioritere deres opgaver, så der opnås en mere fleksibel og målrettet rengøringsindsats.

Hvad er tillidsbaseret rengøring?

Tillidsbaseret rengøring er en model, hvor den eksterne kontrol er afskaffet til fordel for kvalitetssikring på baggrund af dialog. Assistenterne kan selvstændigt tilpasse tid og arbejdsopgaver efter ressourcerne i samarbejde med brugerne på det sted, hvor der gøres rent.

Alle lokaler inddeles i tre kvalitetsniveauer. Der defineres en indgangskvalitet og en udgangskvalitet for hvert niveau. Indgangskvaliteten henviser til, hvordan et lokale skal se ud, når assistenten kommer ind, f.eks. skal stolene være sat op, og der må ikke ligge løst affald på gulvet. Udgangskvaliteten er den kvalitet, et lokale skal have, når assistenten vender sig om i døren og kigger på sit udførte arbejde.