Thomas Richeleu fortæller om behovet for kompetenceudvikling i Lolland Kommune

Direktør: Kompetenceudvikling skal være fleksibel og fælles

Det kræver fleksibilitet og nøje planlægning at frigøre medarbejdere til uddannelse i en kommune, der i forvejen kigger langt efter personale.

Af Pernille Søndergaard 09/12/2024

- Det var en meget stor øjenåbner for mig, da jeg for en 8-10 år siden havde ansvaret for ældreområdet i Holbæk Kommune, og fællestillidsrepræsentanten en dag kom og sagde: ”Thomas, vi er nødt til at gøre noget ved ordblindhed i vores organisation." Hun var selv ordblind, og nu havde hun sat sig for, at det skulle vi gøre noget ved.

Det fortæller direktør for ældre og sundhed i Lolland Kommune Thomas de Richelieu, da han holder oplæg på en konference med fokus på udbyttet af kompetenceudvikling i kommunerne arrangeret af Den opsøgende indsats.

Den kollektive indsats nedbryder barrierer

Henvendelsen fra fællestillidsrepræsentanten blev startskuddet til en indsats med Bedre til ord, tal og IT på ældreområdet i Holbæk.

Her fik Thomas de Richelieu for alvor øjnene op for værdien af en kollektiv indsats, hvor tillidsvalgte sammen med lederne går i front. De havde nemlig med en målgruppe at gøre, som ikke var superbegejstrede for at komme tilbage på skolebænken.

-  Derfor var vi nødt til at nedbryde nogle barrierer og stigma omkring ordblindhed. Det gjorde vi ved at sige, at ALLE skulle screenes, for det kollektive er i sig selv af-stigmatiserende. Og bagefter satte vi så ind med en målrettet indsats til de medarbejdere, der havde brug for at blive bedre til at læse og skrive, fortæller Thomas de Richelieu.

En strategisk nødvendighed

Som direktør i Lolland Kommune står Thomas de Richelieu i dag med en udfordring, som handler om, at der bliver færre medarbejdere til at løse opgaverne, samtidig med at der er en begrænset mobilitet i arbejdsstyrken og en stor del af ældre borgere i kommunen.

Omkring 1/3 af Lollands borgere i den erhvervsaktive alder er uden for beskæftigelse, og mange af dem slås med sociale udfordringer og er hverken job- eller uddannelsesparate.

Derfor er der i høj grad brug for at satse på at kompetenceudvikle de medarbejdere, som kommunen allerede har, siger Thomas de Richelieu.

- Vi kan ikke rekruttere os ud af udfordringerne. Derfor er det en strategisk nødvendighed at se ind i, hvordan vi får løst kommunens opgaver på nye måder, og vores kompetenceudvikling er nødt til at tjekke ind i den dagsorden. Debatten om, at vi mangler hænder er skudt lidt forbi. For det er ikke bare flere hænder, men også i høj grad de rette kompetencer vi har brug for.

Så fleksibelt og lokalt som muligt

Thomas de Richelieu understreger, at den helt store udfordring som kommune er at frigøre medarbejdere til at deltage i uddannelsesaktiviteter.

- Driften skal køre, og fru Hansen skal også i bad i morgen. Derfor er langsigtet planlægning og fleksibilitet et absolut must, når vi vil kompetenceudvikle, siger han.

- Dét, jeg lærte fra indsatsen i Holbæk Kommune, var, at kompetenceudvikling skal foregå så lokalt og så fleksibelt som muligt - og helst helt tæt på medarbejdernes hverdag og arbejdsopgaver, som på ældreområdet handler om, at opgaven med dokumentation fylder rigtig meget.

Derfor var det også med fuld opbakning fra Thomas de Richelieu, da der i 2021 blev sat et stort fælles kompetenceløft i søen for 700 medarbejdere inden for ældreområdet i Lolland Kommune.

Med tilskud fra indsatsen Bedre til ord, tal og IT og støtte fra Den opsøgende indsats blev bølger af ca. 100 medarbejdere pr. halvår og fra flere forskellige steder i organisationen afklaret i dansk og sendt afsted på kursus efter behov. Denne fleksibilitet i den langsigtede planlægningen betød, at driften blev forstyrret mindst muligt.

LÆS ARTIKEL: Opkvalificering giver mere tid til borgernære opgaver

Stort potentiale

I løbet af projektet blev det klart, at der var rigtig mange hjælpemidler, som ikke blev udnyttet tilstrækkeligt, og som kommunen måske var for restriktiv i at bruge.

For Thomas de Richelieu er det en selvstændig pointe, at udviklingen i digitale hjælpemidler og AI i høj grad kan bruges til at  understøtte medarbejderes kompetenceudvikling.

- Der er et stort potentiale i forhold til at bruge de digitale hjælpemidler, der er, til at fremme de basale kompetencer og dermed også gøre det nemmere at komme i videreuddannelsesforløb for de fagligt svage, pointerer Thomas de Richelieu og fortsætter:

- I Lolland Kommune arbejder vi også rigtig meget med velfærdsteknologi i nogle få specifikke projekter, hvor det rent faktisk giver værdi. Og her er kompetenceudvikling igen vejen frem. For med færre medarbejdere er vi nødt at kigge ind i, hvordan vi kan løse opgaverne på nye måder, og det kræver tilegnelse af nye kompetencer.

Har du medarbejdere som har svært ved at læse og skrive?

Der er hjælp at hente til medarbejdere, der har svært ved at løse deres arbejdsopgaver på grund af udfordringer med IT, læsning, skrivning eller matematik.

Kommunale arbejdspladser kan få afklaret medarbejderes kompetencer i dansk, matematik og IT og få lønrefusion, når medarbejderne deltager i kursus. 

Indsatsen 'Bedre til ord, tal og IT' henvender sig til ansatte på FOA eller 3F-overenskomster i kommunerne, og arbejdspladsen søger om midler gennem Den Kommunale Kompetencefond.

Vil du vide mere, så kontakt Den opsøgende indsats. Vi sidder klar til at hjælpe dig videre

Om Thomas de Richelieu

Direktør for sundhed og ældre i Lolland Kommune siden 2019. Inden diverse konsulent- og lederstillinger i stabsfunktioner og inden for beskæftigelses- og børne- og ungeområdet i Holbæk Kommune. 

Kontakt Den opsøgende indsats

Har I brug for information i jeres MED-udvalg om mulighederne for at opkvalificere medarbejdere og for at få viden om de økonomiske muligheder?
Kontakt teamet

Hvem er vi?

Her kan du møde teamet bag Den opsøgende indsats for uddannelse & kompetenceudvikling.
Se medarbejderne

Se film fra konferencen

Se en kort film fra konferencen: "Hvad får vi egentlig ud af kompetenceudvikling?", og hør, hvordan deltagerne oplevede dagens debat og oplæg.

 

Uddannelse & kompetenceudvikling