gruppebillede

Elevinddragelse styrker forløb om uddannelse og karriere

Skolen skal uddanne for livet, ikke kun for arbejdslivet, lyder det fra UU-vejleder, der inddrager eleverne i vejledningsaktiviteter.

Af Irene Aya Schou 02/09/2024
Fremfærd

Som UU-vejleder skal Jeanette Bjerking Lystrup i efteråret gennemføre vejledningsforløbet "Min identitet – Mit fremtidige jeg" i 7.klasse.

Som vejleder gennem 10 år har hun gennemført mange vejledningsforløb i Ringsted Kommune, hvor hun arbejder. Forløb, der skal gøre eleverne klogere på dem selv, deres værdier og mere parate til at træffe gode valg om job, uddannelse og karriereveje.

Men for første gang har hun valgt at teste forløbet for seks elever, inden det gennemføres, og brugt elevernes feedback i at videreudvikle forløbet. 

- Jeg fik en rigtig god feedback fra eleverne, som jeg kunne bruge. Det er nyt for os at kunne sige til eleverne: "Det, I kom med, kan vi se fordele ved, så vi har ændret noget i aktiviteterne", siger Jeanette Bjerking Lystrup, der er uddannet lærer og senere uddannelsesvejleder og i dag arbejder som UU-vejleder i Ringsted Kommune, primært i grundskolen.

'Inderst Inde' bruges i undervisningen

Vejledningsforløbet "Min identitet - Mit fremtidige jeg" som Jeanette Bjerking Lystrup skal gennemføre i samarbejde med lærerne i en række 7. klasser, har fokus på overgangen fra mellemtrinnet til overbygningen.

Ideen med forløbet er, at eleverne skal få en bedre forståelse af sammenhængen mellem karrierevalg og personlige værdier, interesser og færdigheder.

Undervejs skal eleverne bl.a. arbejde med følelseshjulet og se filmen 'Inderst Inde 1', om den 11-årige Riley, der flytter til en ny by og kæmper med at få delpersonlighederne Glæde, Frygt, Vrede, Afsky og Triste til at arbejde sammen. 

I forbindelse med følelseshjulet præsenteres eleverne også for emojis, der skal gøre det nemmere at tale om følelser.

Skræmmende at snakke om fremtiden

Eleverne skal også interviewe deres makkers mor eller far om deres karriereveje og job. Og så skal de arbejde med fremtidsdrømme og lave visionsboard, der illustrerer, hvor de er om 10 år.

Eller det var planen, før Jeanette Bjerking Lystrup fik feedback fra eleverne. 

Det viser sig nemlig, at dét at snakke om fremtiden og om følelser kan virke skræmmende, og at det kan opleves grænseoverskridende at skulle interviewe andres forældre.

- Derfor har vi ændret det til, at de parvis skal interviewe en voksen. Det kan være en forælder, men det kan også være en lærer eller pædagog på skolen. Vi er også meget opmærksomme på at rammesætte og italesætte snakken om fremtiden, så det bliver mere legende, og understrege, at der ikke er noget, der binder dem, siger Jeanette Bjerking Lystrup.

Elever efterspørger vejledningsforløb

Til gengæld synes eleverne, at det er lærerigt at se filmen 'Inderst Inde' på en anden måde end bare underholdning - og sjovt at arbejde med følelser gennem emojis. Dog vil de gerne have popcorn til filmen. 

Jeanette Bjerking Lystrup oplever, at eleverne er glade for at blive inddraget.

- De elever, der gav feedback, går nu i 8. klasse og skal således ikke selv igennem det forløb, de delvist selv har prøvet. Men de synes, det var så spændende, at de har bedt deres lærer om, at hele klassen må gennemgå forløbet, siger hun. 

Tæt samarbejde mellem lærere og vejledere

I Ringsted Kommune vil man gerne klæde de unge på til at træffe gode valg om uddannelse, job og (arbejds)liv - og ikke mindst forsøge at sparke mere energi ind i 'Uddannelse og job', der er ét af folkeskolens obligatoriske emner.

Derfor deltager Jeanette Bjerking Lystrup og andre af kommunens vejledere, lærere og ledere i projektet "Samarbejde om udvikling og ledelse af læringsorienteret uddannelsesvejledning" forkortet SamVej, der skal booste de unges nysgerrighed og læring - før beslutningen om valg af uddannelse tages.

I projektet, som Fremfærd Børn skød i gang i foråret, skal der eksperimenteres med, hvordan lærere, ledere og vejledere i Den kommunale ungeindsats (KUI) kan arbejde endnu tættere sammen om at skabe kvalitet i folkeskolens uddannelsesvejledning.

Og hvordan man i højere grad kan inddrage de unge i planlægningen af aktiviteter.

- Elevinddragelse i udvikling af vejledningsaktiviteter og aktiviteter i emnet 'uddannelse og job' er noget, vi ikke tidligere i projekter og forskning i Danmark har arbejdet ret meget med. Så her bidrager SamVej-projektet med noget nyt, siger Rie Thomsen, der er professor i karrierelæring og en af fire forskere i projektet.

Videndeling i forskningscirkler

En hjørnesten i SamVej-projektet er forskningscirkler. Deltagerne er organiseret i fire forskningscirkler: Tre for lærere og vejledere, og én for ledere.

Forskningscirkler er en gruppebaseret metode for kompetenceudvikling, der lægger vægt på det ligeværdige samarbejde mellem forskere og folk fra praksis.

For Jeanette Bjerking Lystrup har forskningscirklerne - og de foreløbigt tre møder - været en uvurderlig støtte. Det var bl.a. på sidste møde, at lærere og vejledere fortalte, hvordan de arbejder med elevinddragelse.

- Det er enormt givende at deltage. Vi bruger meget tid på det, jeg kalder 'del og stjæl runden', hvor man deler med hinanden og tager alt det fra de andre, man kan bruge. Samtidig løfter forskerne debatten med de indspark og perspektiver, de kommer med, siger hun. 

Elevfeedback giver arbejdsglæde

Om elevfeedback på vejledningsaktiviteter nu bliver fremtiden på alle skoler i Ringsted er endnu for tidligt at sige, men Jeanette Bjerking Lystrup understreger, at inddragelse giver ejerskab blandt eleverne og arbejdsglæde blandt de fagprofessionelle.

- Det er dejligt at mærke, at eleverne synes, at det, vi kommer med, faktisk kan bruges til noget, siger hun og understreger, at feedbacken har gjort, at vejledningsforløbet "Min identitet - Mit fremtidige jeg" nu bliver en integreret del af det at starte i 7. klasse.

- I Ringsted Kommune er der nye klassedannelser i 7. klasse, så det er naturligt at gøre forløbet til en del af dét at finde sammen som klasse. Det var elevernes idé - og en god idé, understreger Jeanette Bjerking Lystrup.

Min identitet - Mit fremtidige jeg
Billedtekst:

UU-vejleder Jeanette Bjerking Lystrup (bagerst) sammen med fem elever, der har givet feedback på vejningsforløbet. Eleverne gav feedback i foråret, da de gik i 7. klasse på Campusskolen i Ringsted. De går nu i 8. klasse. 

Kort om SamVej-projektet:
  • Projekt SamVej: "Samarbejde om udvikling og ledelse af læringsorienteret uddannelsesvejledning" er et udviklings- og forskningsprojekt udført af DPU, Aarhus Universitet og VIA, finansieret af Fremfærd Børn og med inddragelse af viden og oplæg fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA. 
  • Formålet med projektet er at styrke samarbejdet mellem lærere i udskolingen og UU-vejledere om en mere praksisnær og anvendelsesorienteret tilgang til læring og vejledning.
  • Seks kommuner deltager: Ballerup, Ringsted, Odense, Fredericia, Haderslev og Vesthimmerland.
  • Projektet arbejder med fire forskningscirkler som metode for kompetenceudvikling, praksisudvikling og fælles videnskabelse. Tre forskningscirkler for lærere og vejledere og én for ledere.
Elevinddragelsen:

Vejledningsforløbet er udviklet i fællesskab mellem Jeanette Bjerking Lystrup, to vejledere og tre lærere fra Ringsted Kommune, som alle deltager i SamVej-projektet.  

Forløbet består af fire øvelser. Eleverne har selv afprøvet den ene øvelse og giver feedback på de øvrige ud af UU-vejlederens beskrivelse af øvelserne.

Elevernes feedback er samlet på post it's, der besvarer følgende spørgsmål:

  1. Hvad synes du godt om og hvorfor?
  2. Har du forslag til, hvad vi også kan gøre?
  3. Hvordan kan aktiviteterne forbedres?

I januar, når vejledningsforløbet er gennemført, afholdes fernisering på skolen, hvor eleverne viser de produkter, de har lavet for forældrene bl.a. følelseshjul med smileys på, et lagkagediagram over de roller og arenaer, de befinder sig i, og ét visionsboard over, hvor de ser sig selv om 10 år.

- Når man går i 7. klasse snakker vi altid værdier. De skal ikke have tudet ørerne fulde med en masse konkret viden om forskellige uddannelser. Vi starter med at snakke om, at det at vælge uddannelse, handler om værdier - om hvem man gerne vil være, og hvad det er for et liv, man gerne vil have, siger Jeanette Bjerking Lystrup, der har lavet projektforløbet sammen med UU-vejlederkollegaerne Birgit Vinther Mosby og Regin Bill-Jessen og lærerne Lars Christian Jensen, Daniela Karina Jensen og Anne Louise Fjord.

Forløbet bliver afviklet på de to skoler Byskovskolen og Campusskolen i Ringsted.

Ny bog om karrierelæring i skolen

Uddannelse og job – karrierelæring i skolen er titlen på en ny bog, der gør metoder, erfaringer og konkrete undervisnings- og vejledningsaktiviteter om karrierelæring tilgængelig for lærerstuderende, uddannede lærere, skoleledere og vejledere.

Læs mere og download  bogen gratis