Sikker sundhed for borgere med demens

Sådan skaber I bedre sundhed for borgere med demens

Sæt fokus på systematiske arbejdsgange, og styrk medarbejdernes kompetencer, så kan I forbedre sundheden blandt borgere med demens.

Af Bettine Romme Andersen 12/09/2024
Fremfærd

Borgere med demens er mere udsatte for blandt andet falduheld, forhøjet kolesterol, urinvejsinfektioner, tryksår, diabetes og hjerte-kar-sygdomme end andre ældre.

Derfor er det vigtigt, at medarbejdere i ældreplejen har fokus på tidlig opsporing af sundhedsproblemer hos denne gruppe borgere.

Og det kan i høj grad betale sig at sætte forebyggende ind, viser erfaringerne fra projektet" Sikker sundhed for borgere med demens", som Fremfærd Sundhed og Ældre står bag.

Blandt resultaterne er bedre opsporing af smerter, bedre søvn, nedgang i antallet af falduheld og færre urinvejsinfektioner.

Kommuner skaber forbedringer

I projektet har 10 plejeenheder i 5 kommuner deltaget og i løbet af et år arbejdet med at øge den faglige viden om fx urinvejsinfektion, fald og smerter og kombinere det med viden om forbedringsmetoder.

Projektet er nu afsluttet med en erfaringsopsamling, der viser, at man ved at styrke medarbejdernes kompetencer i at skabe sikre arbejdsgange kan forbedre sundheden for borgere med demens.

Blandt nogle af resultaterne er:

  • Reduktion af fald hos en borger fra 13 fald på 37 dage til 4 fald på 33 dage.
  • Daglig gennemgang af alle borgere med identifikation af smerter.
  • Reduktion af urinvejsinfektioner med 75 procent.

Erfaringsopsamlingen er udarbejdet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed i samarbejde med Nationalt Videnscenter for Demens ved Rigshospitalet.

Bedre søvn og færre smerter

På Sevel Alderdomshjem har man blandt andet sat fokus på at forbedre borgernes søvn. Et af tiltagene har været at servere mindre kaffe og kage fra beboernes ”godnatvogn”, og i stedet tilbyde mere solide og proteinholdige serveringer. Det har virket.

- Vi blev faktisk enormt positivt overraskede over den markante forskel, en så lille justering har gjort, fortæller Jane Damgaard, der er leder på Sevel Alderdomshjem.

På plejecenteret Montebello i Helsingør har man set på, hvordan adfærdsændringer hænger sammen med smerter.

- Det har hjulpet os med at finde ud af, at en beboer sad dårligt i sin nye kørestol, så hun nu sidder bedre, er samarbejdsvillig under plejen og ikke udviser udadreagerende adfærd længere. Hun har også fået god appetit og kan holde ud helt til om aftenen, siger Christina Larsen, der er social- og sundhedshjælper.

Demens

Op mod 90.000 personer lever i dag med demenssygdomme i Danmark, og antallet vil stige støt mange år fremover. Det estimeres, at ca. 75 procent af beboerne på plejecentre har demenssygdomme, som ikke nødvendigvis er diagnosticeret, eller demenslignende symptomer.

Hent inspiration i erfaringsopsamlingen

Metoder og arbejdsgange til tidlig opsporing af sundhedsproblemer hos mennesker med demens.

 

Anbefalinger til arbejdet med demens og sundhed

"Anbefalinger til opsporing og håndtering af fysiske helbredsproblemer hos mennesker med demens” er udarbejdet i samarbejde mellem Nationalt Videnscenter for Demens og PS !mprove, der er Dansk Selskab for Patientsikkerheds konsulentenhed.

 

Sikker sundhed