- Vi kan virkelig se en forskel på de borgere, der ikke længere får unødvendig medicin. De er meget mere til stede, og de er meget mere med – trods deres demens.

Det fortæller Lene Holm, der er social- og sundhedsassistent på Symfonien i Næstved. Hun arbejder på det skærmede demensafsnit N1. Sammen med sine kolleger er hun del af Fremfærd-projektet Sikker Sundhed for borgere med demens.

Projektet går ud på at støtte arbejdspladser i at afdække sundhedsfaglige problemer hos borgere med demens og herefter selv eksperimentere med indsatser, der kan skabe forbedringer.

Beboere kan være svære at læse

N1 havde en formodning om, at nogle borgere fik unødvendig smertelindring, mens andre muligvis ikke var ordentligt smertedækket, og man valgte derfor at kaste et kritisk blik på beboernes medicinforbrug.

- Vores borgere er alle svært demente, og mange af dem har svært ved selv at give udtryk for, at de har smerter, og de kan være svære at aflæse. Derfor har vores team haft som mål, at vi vil blive bedre til at opspore smerter og behandle dem rigtigt, siger social- og sundhedsassistent Lykke Jensen.

Screening for smerter

N1 har særligt arbejdet med smertescreeningsredskabet MAI-10, en smerteskala udviklet til vurdering af smerte hos personer med demens, som baserer sig på observationer af smerteadfærd i hverdagssituationer.

Lykke Jensen og Lene Holm var enige om, at før man introducerede MAI-10 til resten af huset, så skulle de selv lære værktøjet godt at kende og afprøve det i praksis.

- Vi skulle lige have MAI-10 i hænderne og finde ud, hvordan vi bruger det hos os, inden vi kunne inddrage resten af afdelingen. I starten kunne vi fx score den samme borger ret forskelligt, så vi skulle være enige om fremgangsmåden, fortæller Lykke Jensen.

N1 oplever, at MAI-10 fungerer bedst og giver det mest retvisende billede af smerter, når man foretager normale daglige aktiviteter med borgeren, men har MAI-10 i baghovedet, fremfor hvis man slavisk tager skemaet frem og gennemgår det bid for bid. Det kan nemlig gøre borgerne lidt forvirrede og utrygge og give misvisende resultater.

Er faste Panodiler stadig nødvendige?

Et kritisk syn på fast smertelindring, som når en borger fx får to Panodiler tre gange om dagen, har givet meget positive resultater.

- Vi fjernede simpelthen de faste Panodiler og var efterfølgende ekstra opmærksomme på, om borgerne gav udtryk for smerter. Når de havde smerter, så fik de naturligvis medicin – men denne gang som PN (efter behov). Efter et par uger kunne de fleste beboere helt undvære den medicin, som flere af dem har fået i årevis, siger Lene Holm.

Fjernelsen af den unødvendige medicin har haft stor positiv effekt for de ældres adfærdsmønstre, humør og generelle tilstand.

6-8 færre piller gør en forskel

Mange af de ældre er desuden stærkt udfordrede, når de skal sluge medicin, og her gør det en kæmpe forskel, at der er 6-8 piller færre per dag.  

- Særligt en af vores borgere har meget svært ved at tage sin medicin. Det er ubehageligt og smertefuldt for hende. Ofte er det simpelthen ikke lykkedes, selvom personalet har brugt masser af tid og kræfter på at støtte hende. Nu er det slet ikke en diskussion. Det tager bare 5 minutter, og så kan vi bruge tiden med hende på en positiv måde i stedet, fortæller Lykke Jensen.

Smertescreening er del af hverdagen nu

Carina Withen er teamleder på N1, og hun er også glad for de resultater, som det nye fokus på smerter har givet.

- Nu er smertescreening blevet en SKAL-ting. Det er en fast del af vores triagering, og det er blevet en naturlig del af vores hverdag, at vi taler om smerter. Når vi oplever adfærdsændringer, så er smertescreening en del af pakken, ligesom vi fx tester for urinvejsinfektion. Vi er kommet rigtigt langt – det vigtige er nu, at vi holder fast i de nye rutiner, så det bliver en selvfølgelighed.

Lene Holm fortæller, at smertehistorik også er noget, man ser på i overleveringen, når der flytter en ny beboer ind, så man allerede fra starten kan smertedække bedst muligt.

Og så er N1 blevet endnu mere opmærksomme på, at medicin til smertelindring ikke bare fortsætter automatisk, men løbende vurderes i samarbejde med lægen.

Blod på tanden

Arbejdsgruppen i N1 er glade for deres deltagelse i projektet Sikker sundhed for borgere med demens.

- Vi reflekterer på en anden måde. De redskaber, vi har fået med, kan også bruges i andre sammenhænge, siger Carina Withen.

Lykke Jensen er enig:

- Vi har fået blod på tanden til at fortsætte med at se på vores arbejdsgange og medicin. Vi kommer lidt ud af vores comfortzone og får nogle nye måder at lære på. Vi kan skabe nye arbejdsgange uden at blive forskrækkede – det er fedt.