Mad og måltider kan noget som arena for rehabilitering. Det kan opbygge livskvalitet, venskaber og mindske ensomhed blandt ældre - både hos dem, der bor i eget hjem og dem, der bor på plejecenter.   

Men skal man som kommune arbejde rehabiliterende med fokus på borgerens livskvalitet og det meningsfulde liv, kan man ikke gøre det alene. Civilsamfundet skal inddrages.

Rehabilitering 2.0 udfordrer kommuner

Sådan lyder det fra tre kommuner, der har deltaget i Fremfærd-projektet ”Rehabilitering 2-0 – mad og måltider" - et projekt, der har til formål at undersøge potentialet for mad og måltider som arena for rehabilitering med udgangspunkt i den nye hvidbog om rehabilitering fra 2022.

- Det nye rehabiliteringsbegreb udfordrer os som kommune. Vi er så skolet i at tænke: Kan kommunen hjælpe her? Men ofte kan civilsamfundet hjælpe mere og bedre end kommunen, især når det gælder fællesskaber, siger Marianne Krarup, der er hjemme- og sygeplejechef i Sønderborg Kommune.

Paradigmeskift i Sønderborg

Sønderborg Kommune deltager i projektet og har haft fokus på spisefællesskaber i civilsamfundet. Hvad findes der allerede af spisefællesskaber i civilsamfundet, og hvordan kan kommunen bygge bro fra ensomme ældre i eget hjem til disse lokale madfællesskaber?

- Vi har fundet ud af, at der er virkelig mange spisefællesskaber i Sønderborg Kommune, som vi ikke kendte til, og som vi nu tager kontakt til. Det er et paradigmeskifte i sig selv, at vi som kommunal hjemmepleje kontakter civilsamfundet, siger Marianne Høgsted, der er distriktsleder i hjemme-og sygeplejen Fjord i Sønderborg Kommune.

Spisefællesskab har succes i Tønder

I nabokommunen Tønder har spisefællesskaber og forebyggelse af ensomhed også været omdrejningspunkt for projektet. Her har man valgt i samarbejde med frivillige madværter at skabe et spisefællesskab på et lokalt plejecenter i byen Toftlund.

Spisefællesskabet mødes hver torsdag og består af borgere både fra plejehjemmet og borgere i eget hjem. Fælles for deltagerne er, at de har demens eller symptomer på demens og er en del af Tønder Kommunes arbejde med måltidsfællesskaber på plejehjem for beboere og hjemmeboende med demens i let grad.

Borgere rækker ud efter hinanden

Det centrale i spisefællesskabet er, at deltagerne selv skaber rammerne, forklarer Marie Madvig Evald, der er udviklingskonsulent i Tønder Kommune og projektleder på det demensvenlige spisefællesskab på Toftegården. 

- De fordeler opgaver imellem sig som fx at dække bord, plukke blomster mm. De har dermed mulighed for at bidrage til fællesskabet på forskellige måder og har små interaktioner omkring et fælles tredje, hvor deres forskellige ressourcer kan komme til udtryk og blive genlært og genaktiveret, siger hun.

Dermed styrkes borgernes fysiske og kognitive kompetencer, og de begynder at række ud efter hinanden.

- Vi oplever, at deltagerne søger hinanden, når de deltager i andre aktiviteter på plejecenteret, og at de dermed er blevet en del af et betydningsfuldt fællesskab, hvor de betyder noget for hinanden, siger Marie Madvig Evald.

Måltidet som social begivenhed

På Rehabiliteringsafdelingen i Hillerød Kommune, der også har deltaget i projektet, har man arbejdet med, at måltidet i højere grad skal indgå som en fællesskabsskabende aktivitet.

Afdelingen har bl.a. omdannet en klinisk spisestue præget af Covid-19-stemning til et caféagtigt rum med billeder på væggene, blomster i vaserne og servietter og lys på bordene. Der er også kommet store tavler på væggen, hvor køkkendamen hver formiddag skriver, hvad dagens menu er og får en sludder med borgere.

Personalet er begyndt at tale med borgerne om deres forventninger og ønsker, når det gælder måltidet, og erfaringen er, at man på den måde kan gøre måltidet til en social begivenhed, der binder borgerne sammen.

Blik for civilsamfundet

For lektor og udviklingskonsulent Gry Segoli fra Københavns Professionshøjskole, viser projektet, at kommunerne har taget den nye definition af rehabilitering til sig og er begyndt at tænke rehabiliteringsbegrebet bredere. 

- Kommunerne har bl.a. fået blik for civilsamfundet og de frivillige, og de har eksperimenteret med at spørge borgerne: Hvad giver dig livskvalitet? Der er opstået en ny ydmyghed i mødet med borgeren, siger hun.

Borgernes håb og drømme

Hun understreger, at rehabilitering længe har været synonym med optræning af fysisk funktionsevne, men at der nu er kommet mere fokus på den sociale funktionsevne og forebyggelse af ensomhed. 

- Næste spørgsmål bliver, hvordan kommunerne kan arbejde med borgernes håb og drømme, for det kan være skræmmende for en kommunal medarbejder at spørge ind til borgernes håb og drømme, for tænk nu hvis de siger noget, man som kommune ikke kan honorere, siger Gry Segoli.

Praksiserfaring med ny hvidbog

For chefkonsulent i Ergoterapeutforeningen Ulla Garbøl er projektets styrke, at kommunerne har fået mulighed for at eksperimentere med det nye rehabiliteringsbegreb, der i højere grad lægger op til samskabelse med borgere, pårørende og civilsamfund.

- Få læser en ny hvidbog fra start til slut. Men gennem et projekt som dette får kommunerne praksiserfaring med at arbejde med det nye rummelige rehabiliteringsbegreb, som hvidbogen lægger op til, siger Ulla Garbøl, der har projektledelsen i Fremfærd-projektet sammen med Christina Bendix fra KL.

Medarbejdere på kursus i samskabelse

I Sønderborg er hjemme og sygeplejechef Marianne Karup klar til at udfordre det kommunale syn på rehabilitering som noget, kommunen står for. En gruppe medarbejdere fra hjemmeplejen skal i juni på kursus i samskabelse på det lokale universitet.

- Det handler om at gøre medarbejderne klar til den nye dagsorden, hvor man skal tænke og arbejde på en anden måde, og hvor det sociale funktionsniveau og det aktive medborgerskab er en del af rehabiliteringen, siger hun.