Azar kommer fra Iran og har lavet mad hele sit liv. Han er meget glad for mad og tænker meget i mad. Når man taler med ham om mad, taler han i sanser; smage, konsistenser og dufte. Han går meget op i, at det skal være de helt rigtige råvarer, og at maden tilberedes på den helt rigtige måde.

"Signaturretten" er en tilgang til det måltidspædagogiske arbejde med beboere, der motiveres af at lave mad, hvor de kan få lov til at sætte deres signatur på måltidet. Hvad end det er med familieopskriften af en fødselsdagskringle eller den helt rigtige stegning af flæskesteg med sprøde svær og laurbærblade. Fokus for "signaturretten" som måltidspædagogisk tilgang er tid til udvælgelse af råvarer, tilberedning og tilsmagning.

Esther har sammen med sin mand Erik boet på højskole, hvor hendes mand var forstander, og sidenhen på præstegård, hvor han var præst. Måltidet for hende handler om at give til andre, at udtrykke sin glæde for andre gennem maden og derpå vise omsorg. Esther ser måltidet som noget, man spiser i fællesskab med andre, og har altid haft mange med til bords.

"Måltidet som gave" er som måltidspædagogisk arbejde en tilgang til personer, der ønsker at få lov til at give et måltid videre. Det kan være, at de gerne vil være vært for et måltid for familie og pårørende eller for venner og naboer. Motivationen er at være vært og afsender på måltidet og på den måde vise omsorg for andre. Selve initiativet til at lave en madaktivitet er vigtigt: Hvem skal inviteres med? Hvad skal vi have at spise? Derudover er der fokus på selve serveringen og borddækningen, da det for personen er afgørende, hvordan måltidet bliver modtaget.

For Agnes er det ikke selve maden, der fylder det store. Maden har været en daglig, men ikke nødvendigvis lystdrevet opgave. Til gengæld betyder det meget for hende at være med i det fællesskab, som et måltid kan danne ramme for. Det ses fx, når Agnes fortæller om sine minder fra de Sankt Hans-aftener, hvor hun og hendes mand mødtes med venner for at være sammen om at spise og hygge. Det var lige meget, hvad de spiste, bare de var sammen.

Fokus i "Det fælles måltid" er at tage del i et fællesskab. Det er ikke afgørende, hvad der skal laves af mad og på hvilken måde - bare man er sammen om at gøre det. Ved aktiviteter, der målretter sig "Det fælles måltid", kan der med fordel lægges vægt på, at opgaverne skal løses to og to eller tre og tre, således at det er en social aktivitet gennem hele tilberedningsprocessen. Servering og borddækning er også en god måde at lave fælles aktiviteter, der understøtter det at være fælles om en opgave.

Birthe lever med en demenssygdom, har intet sprog og sidder i kørestol. Hun er tidligere balletdanser, hvilke hendes spinkle men stadig spændstige krop vidner om. Birthe responderer positivt på stimuli som berøringer og øjenkontakt, og hun viser interesse for æstetiske og smukke ting. Selvom maden og måltidet som sådan ikke har været væsentlige for Birthe, så er måltidets sanselighed og æstetiske udtryk vigtigt.

"Sansningens mad" er en tilgang til det madpædagogiske arbejde for personer, der lever med demenssygdom, og som ikke evner at udtrykke sig verbalt. Tilgangen understøtter en aktivering gennem sanselig praksis. Fokus for "Sansningens mad" vil være at tage udgangspunkt i enkelte dele af madlavningsprocessen som en indsats, der aktiverer en eller flere sanser. Det kan være at forme en bolle, røre en fars, dufte og smage frugter med forskellige konsistens, sprødheder og udseende. Ikke alle sanser skal nødvendigvis involveres på én gang. Det er situationsbestemt, hvad der er muligt den pågældende dag, og det er nødvendigt at være opmærksom på overstimulering.

Kirsten har været hjemmegående. Hun sidder i kørestol og er benamputeret, men kan sagtes bruge sine hænder. For Kirsten er det vigtigt at blive inddraget i hverdagslivet. Selvom Kirsten generelt godt kan lide at spise mad, er hun ikke interesseret i madlavning. Ifølge hende har hun lavet den mad, der skal laves i hendes tid. Under et måltid, kommer samtalen hen på pandekager, og Kirsten udtrykker ønske om at genkalde oplevelsen af at smage pandekager.

"Mad som erindring" er en tilgang til det madpædagogiske arbejde med personer, hvor maden tilvejebringer en mulighed for at gensmage en bestemt ret eller fødevarer. "Mad som erindring" er dermed også en indirekte repræsentant for selvforståelse og identitet. Der er fokus på at gensmage en ret med de specifikke sensoriske egenskaber eller af kulturel eller historisk betydning. Det er ikke så vigtigt at blive inddraget i alle madprocesser. Det handler mest om at smage, dufte og hygge og give mulighed for, at beboeren kan udtrykke sig undervejs i tilberedningsprocessen.

Peter lever med en demenssygdom og bliver urolig, hvis han ikke er i beskæftigelse. Han er ikke umiddelbart i stand til at udtrykke sine ønsker og ideer, men ifølge Peters pårørende har han altid været glad for mad, også selvom han ikke har deltaget aktivt i madlavningen tidligere. Han er altid meget omhyggelig og nyder at blive involveret i simple og praktiske arbejdsprocesser. De medarbejdere, der kender ham bedst, kan se, at han bliver stolt og glad, og at han momentvis tager imod den anerkendelse, han får, når han møjsomt ruller en dej ud på bordet.

"Mad som beskæftigelse" er en tilgang til det madpædagogiske arbejde med personer, der evt. lever med demenssygdom, og hvor deltagelse i enkelte madprocesser kan understøtte fysisk aktivitet og en oplevelse af at være nyttig og vise kompetence. I "Mad som beskæftigelse" tillægges mest muligt tid til praktiske gøremål. Det kan være i relation til både indkøb, tilberedning samt borddækning og oprydning.