
Her er vejen til digitalt selvstændige borgere
Borgere på plejehjem og bosteder skal være mere selvhjulpne i deres digitale liv. Derfor sætter Roskilde nye prøvehandlinger i gang.
Det kan være rigtig svært at begå sig i det digitale liv, når man er kognitivt udfordret eller fysisk handicappet.
Men det er muligt at hjælpe og støtte borgere på fx plejehjem og bosteder til mere digital selvstændighed. Det tror man på i Roskilde Kommune.
Derfor har 12 medarbejdere på tværs af arbejdspladser som Borgerservice, myndighed, hjælpemidler, plejehjem, botilbud og informationscenteret samlet sig til workshop for at finde fælles veje til at styrke borgernes digitale selvstændighed.
- Vi skal have viden om, hvordan vi kan hjælpe hinanden, hvad vi hver især mangler af viden, og hvordan vi kontakter hinanden, siger Ane Dorthe Gad, chef for Borgerservice i Roskilde Kommune som velkomst til deltagerne.
Kendskab giver venskab
Allerede i workshoppens indledende introduktionsrunde gav det bonus, at de mange fagligheder og medarbejdere fra forskellige afdelinger var samlet.
- Bare ved den her lille runde har jeg fået helt ny viden om, hvad man laver og kan hjælpe med i andre dele af kommunen, og jeg kan se en masse potentiale i et tættere samarbejde, lyder det fra Janni Hansen fra Bolig og Pension, en afdeling, som beskæftiger sig med pensionerede borgeres bolig og økonomiske forhold.
Nyt tværfagligt netværk
I løbet af workshopdagen satte deltagerne i to forskellige grupper fokus på både barriere for samarbejde, men også fremtidsdrømme for en større tværfaglighed.
En af de idéer, der kom frem, handler om at skabe et tværfagligt netværk med deltagelse af en bred kreds af afdelinger og medarbejdere omkring borgerne på plejehjem og i botilbud.
Men for at teste af, om et nyt netværk ikke bare er "en fix idé", men en idé, som giver reel værdi til gavn for borgerne, starter man ud med en prøvehandling.
Et vigtigt greb, som alle 10 kommuner i projektet bruger for at undersøge, om deres ideer er langtidsholdbare, inden de implementeres fuldt ud.
- Vi går ikke fuld skala til en start. Vi laver først et lille opstarts-netværksmøde, hvor vi får talt i dybden om, hvad der bøvler for borgerne, og hvor vi ser behov for at styrke det tværfaglige samarbejde, sagde Sanne Præst, leder af Bolig og Pension.
Gruppen planlagde, at det første netværksmøde skal afholdes i det sene efterår. Herefter vil de evaluere, om netværket skal fortsætte, tilpasses eller droppes.
Borgerservice ud til borgerne
I den anden gruppe vil de prøve to nye ting af under den hat, de kalder "borgerservice på hjul". Det handler om, at bringe den viden, som medarbejderne i Borgerservice har om digitale løsninger, ud på et bosted og plejehjem.
Den ene prøvehandling er rettet mod botilbuddet Koglerne, som er bolig for voksne med handicap, hvor de fleste er kørestolsbrugere, men har fine kognitive færdigheder, fortæller Anette Øster, som er leder.
- Vi vil undersøge, om beboerne kan blive endnu mere selvhjulpne, både i forhold til at lære mere om digitale løsninger, men også i forhold til de tekniske hjælpemidler, siger hun.
På det kommende besøg på Koglerne vil Caroline Skov Hansen fra Borgerservice og Gitte Pedersen fra Specialcenter Roskilde Kommunikation, som bidrager med hjælpemidler og rådgivning til borgere med funktionsnedsættelser, deltage.
Temaaften på plejecenter
Den anden prøvehandling er rettet mod det store plejecenter Trekroner. Her inviteres borgere og pårørende til en temaaften på plejecenteret, hvor der vil være fokus på fremtidsfuldmagter og digital oplysning generelt, fortæller leder Sisse Maria Skjødt.
- Mange pårørende på plejecentre gør nok noget digitalt uhensigtsmæssigt i forhold til lovgivningen. Så vi vil gerne trække viden ind og give dem digital oplysning om alternativer til den praksis, de måske har nu, Sisse Maria Skjødt.
Udover de pårørende vil plejecenteret også gerne invitere lokalsamfundet med til sådan en temaaften om fremtidsfuldmagter.
- Det her bliver et oplæg fra vores side om fremtidsfuldmagter og MitID, og så vil der være mulighed for dialog bagefter, siger Caroline Skov Hansen fra Borgerservice.
Temaaften forventes afholdt kort efter kommunalvalget.