Verdens højtider 2025

Få plakat om alverdens højtider og styrk mangfoldigheden

Hver dag er der en anledning til at markere en højtid. På Peder Lykke Centret i København har de udviklet kalenderen ”Verdens højtider”.

Af Irene Aya Schou 14/04/2025

​Hvilke højtider fejrer du?

De fleste af os kender til jul, eid og kinesisk nytår, men rundt om i verden fejres en masse andre højtider.

Hver dag er der en anledning et sted i verden til at markere en højtid. På Peder Lykke Centret i København har de udviklet kalenderen ”Verdens højtider”, for at tydeliggøre de mange forskellige højtider og traditioner, der fejres.​

Borgere fra 22 lande

Kalenderen hænger rundt omkring i huset, også i køkkenet, og minder både medarbejdere og borgere om at være nysgerrige på hinanden.

- Vi har borgere fra 22 lande og medarbejdere fra 24 lande. Hver femte borger i centret har baggrund i et andet land end Danmark. Det betyder, at vores interkulturelle kompetencer er skærpede. Vi har en pligt til at sætte os ind i hinandens kulturer, højtider og traditioner, siger Mette Olsen, der er centerchef på Peder Lykke Centret.

Mangfoldighedsprofil forpligter

Peder Lykke Centret rummer både et plejecenter, en daghøjskole og et aktivitetscenter Siden 2013 har centret haft en såkaldt mangfoldighedsprofil. Det betyder, at centret bruger mange ressourcer på at uddanne medarbejderne i interkulturelle kompetencer og have følgeforskningsprogrammer på forskellig vis.

Vi har en pligt til at prøve at forstå borgernes højtider og traditioner

For at få et redskab til at arbejde med mangfoldighed opstod ideen om en plakat med "Verdens højtider" i 2021.

- Vi havde brug for værktøjer til at arbejde med mangfoldighed og få viden om de enkelte kulturer. Kalenderen er et godt samtaleredskab til at lære mere om vores kollegaer, og de borgere vi møder, siger Mette Olsen.

Store og små fejringer

Kalenderen markerer over 200 forskellige højtider lige fra jul, eid og pesach (jødisk påske) til thanksgiving, koningsdag i Holland og den indiske farvefest holi. Højtiderne vælges efter sammensætningen af borgere det pågældende år.  

- Hvert år udvælger vi, hvilke store fejringer, der skal være. I går holdt vi eid-fest med 130 mennesker. Vi har også holdt vietnamesisk nytår. Nogle gange er der både mad, musik, oplæg, dans og masser af gæster. Andre gange kan der være tale om en lille, privat fejring for blot én beboer og dennes familie, siger centerchef Mette Olsen.

Det mangfoldige kompas

Udover kalenderen har Peder Lykke Centret udviklet et mangfoldighedskompas med 11 principper eller sætninger. Den første sætning lyder: "Udfordr altid dine egne antagelser ved at være nysgerrig på borgernes livsverden", mens den sidste sætning lyder: "Vi har alle fordomme – også dig. Vi skal se dem i øjnene og arbejde med dem.​"

- Både kalenderen og kompasset minder os om, at vi hele tiden skal bruge vores interkulturelle kompetencer og spørge nysgerrigt ind og være opmærksom på vores forforståelse, siger Mette Olsen, der oplever stor interesse for plakat og kompas både fra andre kommuner og afdelinger internt i København.

Forskning i interkulturelle kompetencer

Peder Lykke Centret samarbejder også med forskningsverdenen. Københavns Professionshøjskole er netop udkommet med en rapport om interkulturelle kompetencer i ældreplejen baseret på erfaringer fra Peder Lykke Centret.

Her defineres interkulturelle kompetencer som ”En personlig og professionel tilgang, der former forståelse, praksis og organisering af ældrepleje ved at fokusere på kulturens betydning, så hvert enkelt individ – også medarbejderne – kan leve et meningsfuldt liv.”

Find rapporten her

Få plakat med verdens højtider
Om Peder Lykke Centret

Peder Lykke Centret er et center for ældre med plejehjem, aktivitetscenter og daghøjskole. Centret har de seneste 11 år haft en mangfoldighedsprofil.

Centret har tilknyttet et Etnisk Ressourceteam, der består af 100 medarbejdere. Disse medarbejdere mestrer i alt 56 forskerllige sprog og yder støtte til hele Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. 

Det mangfoldige kompas

Peder Lykke Centret har på baggrund af praktiske erfaringer udarbejdet 11 sætninger for, hvordan man fremmer mangfoldighed.

Find de 11 sætninger her