Kom sikkert i mål med ny teknologi
Det er ofte krævende at indføre ny teknologi og få den sikkert i drift. Ny publikation giver 4 anbefalinger til bedre implementering.
Hvordan kan det være, at en ny teknologi kan fungere i én kommune - og indfri potentialerne - mens den selvsamme teknologi i en anden kommune slet ikke fungerer efter hensigten?
En del af svaret vil ofte ligge i implementeringen - altså hvordan den nye teknologi bliver indarbejdet i de daglige arbejdsgange.
Sådan sikrer I bedre implementering
For at hjælpe kommunerne med den ofte krævende og komplicerede opgave med at få ny teknologi til at lykkes har Fremfærds Bestyrelse indsamlet erfaringer om implementering og udarbejdet 4 anbefalinger til arbejdet.
Det hele er samlet i den nye publikation "Bedre implementering af ny teknologi - erfaringer fra kommuner".
De 4 anbefalinger bygger på viden og erfaringer fra ledere og medarbejdere i 13 kommuner samt eksperter på området. De kommunale erfaringerne omfatter både de gode og mindre gode eksempler på implementeringer i kommunerne.
Spejl jeres praksis i erfaringerne
Anbefalingerne til bedre implementering skal ikke ses som en tjekliste, man systematisk skal arbejde ud fra. De skal i højere grad ses som et værktøj til at spejle sin egen praksis og bruges som inspiration til den næste implementering.
Publikationen er skrevet til alle, der har et strategisk eller udførende ansvar for god implementering af digital teknologi i kommunerne. Det vil især sige kommunale chefer og ledere, tillidsvalgte samt digitaliserings- og HR-konsulenter.
Hvis man skal have medløb på teknologien, kan det ikke nytte, at nogle er involveret, og andre ikke er. Alle skal med og have et rum for at meningsudveksle om, hvad der virker, og hvad der ikke virker.
Udtalelse i publikationen
Tæt samarbejde fra idé til drift
Anbefalingerne ligger i forlængelse af en tidligere publikation fra Fremfærds Bestyrelse "Sammen om ny teknologi", hvor hovedvægten ligger på selve beslutningen om at indføre ny teknologi.
Den grundlæggende tilgang i begge publikationer er den sammen, nemlig ikke, om vi skal bruge ny teknologi til at styrke velfærden, men hvordan vi gør det på den rigtige måde.
Og derfor opfordrer formanden og næstformanden i Fremfærds Bestyrelse, Kristian Heunicke, direktør i KL, og Elisa Rimpler, formand i BUPL, også til god dialog og tæt samarbejde i kommunerne om, hvordan man bedst muligt udnytter de teknologiske muligheder.
- Hvis vi skal indfri forventningerne til ny teknologi - og det skal vi for at udvikle den kommunale velfærd, så kræver det, at ledere og medarbejdere arbejder tæt sammen i hele processen fra idé til drift. Derfor håber vi også, at denne publikation, som bygger på erfaringer fra netop praksis, kan inspirere og kvalificere arbejdet med implementering af ny teknologi, siger de.
Indsigterne i publikationen bygger på en samlet analyse af interview med ledere, medarbejdere og eksperter hos:
- Fredensborg Kommune – om Kommunal Pro
- Høje-Taastrup Kommune – om genimplementering af softwarepakke
- Gladsaxe Kommune – om implementering generelt
- KOMBIT – om implementering generelt
- Kommunal Pro – et tværkommunalt samarbejde
- Næstved Kommune om velfærdsteknologi
- Ringkøbing-Skjern Kommune – om RPA
- Silkeborg Kommune – om nyt ejendomssystem
- Sorø Kommune – om digitaliseringsprogram
- Svendborg Kommune – om Fællessprog 3
- Syddjurs Kommune – om nyt system til flådestyring
- Vejle Kommune – om AI-baseret intranet-bot
- Aalborg Kommune – om Kommunal Pro.