Der er et potentiale for praksisudvikling, hvis vi ser på ekspertise og ressourcer frem for faghierarkier og formår at skabe et fælles udviklingsrum, der beriger børnelivet og den lokale praksis.

- Løsningen er, at vi flytter os et nyt sted hen, hvor vi ser på praksisfællesskabers viden og kunnen snarere end på parternes fagidentitet, og hvor vi spørger os selv: Hvad er det, dagplejen kan? Hvilke muligheder har denne dagtilbudstype?

Sådan siger Kurt Bendix-Olsen, der er lektor, ph.d. på UCL og forsker i, hvordan dagplejere, dagplejepædagoger, PPR-psykologer og forældre kan arbejde sammen om at styrke børns fællesskaber og modvirke mistrivsel. Det sker som led i forskningsprojektet ’SamHver - Samarbejde om børns trivsel i hverdagslivets fællesskaber’, der er igangsat og finansieret af Fremfærd Børn. 

Professionelles opgaveforståelse kan blokere

Kernen i projektet er samarbejdet mellem de professionelle, bl.a. fordi forskning peger på, at når det er vanskeligt at hjælpe børn, der ikke trives i dagtilbud eller i skolen, skyldes det ofte barrierer for det tværprofessionelle samarbejde i form af forvaltningsmæssige opdelinger, institutionelle grænser og fastlåste problemforståelser.

Kurt Bendix-Olsen har i SamHver-projektet fulgt to børn i udsatte positioner i dagplejen og har interviewet dagplejere og andre fagprofessionelle fra bl.a. PPR. Hans konklusion er, at det ofte er de forvaltningsmæssige og institutionelle opdelinger og de professionelles opgaveforståelser og deres fællesskaber, der skal arbejdes med for at sikre, at samarbejdet får betydning for børnenes hverdag.

Forskergruppen bag SamHver

Hvad er jeres fokus i SamHver-projektet?

- Forskningsspørgsmålet hedder: Hvordan kan fagprofessionelle samarbejde om at udvikle deltagelsesbetingelser for børn gennem et fokus på at forandre sociale situationer, der skaber bekymring? I udforskningen af dét spørgsmål er vi gået med de professionelle, der hvor de fortæller, at noget virker godt, og hvor noget vækker deres bekymring. Så de børn, jeg har haft adgang til i dagplejen, falder ind under den kategori, hvor børnene allerede udgør en sag for PPR. Vi taler i projektet om børn i udsatte positioner og ikke om børn i mistrivsel, fordi vi gerne vil decentrere vores blik, så det også får fat på, hvordan hverdagen er organiseret rundt om børnene, og hvordan de fagprofessionelles problemtilgange, forståelser og samarbejde bliver til konkrete deltagelsesbetingelser for børnene.   

Hvordan griber I det an?

I projektet har vi arbejdet med et begreb om børns deltagelseslandskaber. Hvordan ser deltagelseslandskabet ud for børn i udsatte positioner i dagplejen? Hvordan tager deltagelseslandskabet sig ud for forskellige børn fx som følge af deres alder, interesser og barnets helt konkrete deltagelsesbetingelser?  Børns trivsel og udvikling er knyttet til deres muligheder for at deltage i og bidrage til fællesskaber i et hverdagsliv på tværs af forskellige livssammenhænge. Begrebet om deltagelseslandskab affødte for os forskere et andet begreb om et indsatslandskab. Børn i udsatte positioner deltager i et indsatslandskab, som former barnets hverdagslige deltagelsesmuligheder på godt og ondt. Indsatslandskabet er skabt af lovgivningen, den kommunale organisering, de fagprofessionelles problemforståelser og deres (tvær)faglige indsatser og samarbejdet herom i det lokale dagplejehjem.

Jeg oplever, at dagplejen lever lidt en skyggetilværelse. Den er lidt underkendt som dagtilbud

Kan du beskrive indsatslandskabet for børn i dagplejen?

Noget af det, der er med til at forme indsatslandskabet, er spørgsmålet om normeringer. Et barn kan i sin visitationsproces vurderes til at tælle for to eller tre, hvis barnets helbred og udvikling vækker bekymring. Vurderingen sker på baggrund af visitationsudvalgets viden om barnet, som bl.a. kommer fra barnets sundhedsplejerske, læge eller hospital, fx hvis barnet er præmaturt født, har en kronisk sygdom eller funktionsnedsættelse. I de tilfælde peges der ofte på, at dagplejen kan være et skånsomt miljø for barnet, hvor barnet ikke udsættes for smitte fra mange forskellige børn, eller ikke skønnes robust nok til at kunne deltage i større grupper af børn, som det er tilfældet i vuggestuen.

Hvilke dilemmaer giver denne normering?

Dilemmaet synes at være, at barnet på den ene side har brug for beskyttelse mod smitte og/eller fysisk eller mental overbelastning, og på den anden side har brug for sammenhænge og læringsressourcer, som de andre børn har adgang til. En anden ting, der er værd at bemærke er, at det barn, der er placeret i dagplejehjemmet sammen med det barn, der tæller for to eller tre, også oplever, at børnefællesskabet snævres ind, og at de ofte kun har ét andet barn at spejle sig i og deltage sammen med i det daglige. Jeg har bl.a. fulgt et barn, der trækker sig fra social kontakt, og som er sammen med et andet barn, der har savnet at blive mødt og bekræftet i sine udspil til andre børn. Det samspil synes svært at udvikle for børnene og dagplejeren selv. Der er der brug for en styrket pædagogisk understøttelse af, hvad begge børn kan dele med hinanden i hverdagen, som den ser ud nu og her og støtte til udvikling af nye veje til social samhørighed, hvor begge børns deltagelsesmuligheder tilgodeses. Når vi har et for individuelt fokus på børns udvikling, kan vi komme til at overse, at børnene også er hinandens udviklingsbetingelser i dagligdagen.

Som forskere kan vi ikke altid finde på løsninger, men vi kan beskrive, hvad der ser ud til at bøvle

Er der andre ting, der har betydning for indsatslandskabet og de fagprofessionelles mulighed for samarbejde?

De professionelle, som samarbejder med dagplejerne dvs. PPR og dagplejepædagogerne beskriver et begrænset udviklingsrum, både mht. timing for problemer, der kan tages op, og i forhold til dagplejerens læringssituation. De er bekymret for, hvordan deres supervision, guidning og vejledning får liv og betydning, når de er ude af døren igen. Tiden er knap. Dagplejepædagoger og professionelle fra PPR har mange aftaler på en dag, og dagplejepædagogen fortæller, at i praksis er det primært i middagsstunden, hvor børnene er lagt til at sove, der kan modtages vejledning. Som en dagplejepædagog siger: 'Det vil være uetisk at tale om børnene, mens de hører på'.

Dagplejepædagoger og PPR beskriver det som en vanskelighed, at dagplejeren ikke nødvendigvis deler fagsprog med sine samarbejdspartnere. Dagplejeren kan have en helt anden uddannelsesbaggrund end en pædagogisk uddannelse, og i mange tilfælde er dagplejeren ufaglært. Den enkelte dagplejer kan måske alene have sine erfaringer fra selv at have været forælder. Så de fagprofessionelle rundt om dagplejeren spørger sig selv, om parterne mon når hinanden, og om hjælpen når ud til barnet? Samtidig foregår guidningen i dagplejerens eget hjem, hvor faglige læreprocesser og guidning kan opleves som svært, fordi det foregår 'på dagplejerens egen turf', som de fagprofessionelle siger.

Mangler der deltagelsesrum for de fagprofessionelle?

Ja, det er noget af det, de alle italesætter som dilemmafyldt. Der mangler steder, hvor man kan drøfte med hinanden og blive klogere på hinandens praksis. Hvor der er tid til at hænge ud, og hvor dagplejepædagogen ikke føler sig som gæst, når de træder ind i et dagplejehjem. Hvor de møder dagplejeren som fagperson snarere end som privatperson, og hvor dagplejeren på sin side ikke oplever, at dagplejepædagogen kommer og tager styringen og agerer som en slags leder for dem i deres eget hjem. 

Fortæl lidt mere om din forskning i dagplejen? 

Jeg har bl.a. fulgt to børn i dagplejen, et barn der typisk trak sig fra social kontakt med andre børn, og et barn med nedsat syn og motoriske vanskeligheder og interviewet dagplejeleder, dagplejere, dagplejepædagoger og PPR-psykolog i én kommune. Jeg har bl.a. fulgt det ene barns overgang til børnehave. En overgang, der ifølge dagplejerne kan være vanskelig, fordi de oplever, at daginstitutionerne 'ikke er interesseret i at samarbejde med ufaglærte', og at samarbejdet dermed bliver forsømt.

Er det også din oplevelse, at samarbejdet med dagplejen ikke prioriteres?

Jeg oplever, at dagplejen lever lidt en skyggetilværelse. Den er lidt underkendt som dagtilbud, og den bro, der er fra dagplejen og op til børnehaven og videre ind i uddannelsessystemet, ser ud til at være underprioriteret. Jeg oplever generelt, at flere kommuner har været genstand for besparelser, og her rammer besparelserne området hårdt, idet dagplejen generelt set ikke har mange midler til pædagogisk udvikling.

Hvad er du blevet klogere på i din forskning af dagplejen?

Jeg er optaget af faglighed. Jeg er optaget af, hvordan vi fælles kan transformere de problemer, vi ser, i stedet for at sige: 'Nu giver jeg dig noget viden, som du skal handle på'. Hvordan vi får skabt relationer til hinanden, hvor vi ikke er hinandens over- og underordnede, men hvor vi har en opgave, der er fælles. Hvordan vi i vores velfærdsstat har så mange monofagligheder, der har en ekspertise hver især, som vi rejser rundt med, og hvordan denne monofaglighed skaber nogle faghierarkier imellem os og nogle organiseringer, der kan gøre det svært at komme tæt på problemet, der hvor det udfolder sig i hverdagen.

Vores arbejdsdelinger kan med andre ord gøre det svært at stå i det konkrete og tale med hinanden om mulighederne, fordi vores baglande kalder os hjem, eller vi taler et bestemt sprog. Og især, når der er en gruppe helt nederst i hierarkiet, som vi måske ikke helt anerkender som værdig samarbejdspartner eller der hersker et blik på dem om, at de mangler faglige kompetencer. Så kan der opstå nogle asymmetrier, hvor man bliver frustreret over, at den anden ikke ser eller forstår mig.

Vi skal ikke måle hinanden på, om vi er gode pædagoger, men om vi skaber velfærd

Hvad er løsningen?

Løsningen er, at vi flytter os et nyt sted hen, hvor vi ser på ekspertise snarere end på fagidentitet, og at vi spørger os selv: Hvad er det for en viden og kunnen, den enkelte dagplejer har? Og hvordan kan vi sammen styrke disse børn i det helt lokale hverdagsliv, som børnene skal udvikle sig i? Dagplejere er ofte meget optaget af omsorgsopgaven og at skabe en velorganiseret dagsrytme, hvor dagplejeren er tæt på. Og derfor kan dagsrytmen omlægges hurtigt, når/hvis der er brug for at udvikle hverdagen i en ny retning.

Der er mange konkrete omsorgshandlinger, der kan være afsæt for praksisudvikling omkring fx at koble sig på børneperspektivet, børneinitieret leg eller at styrke børnefællesskabet i og på tværs af dagplejehjemmet og legestuerne. Men det kræver, at dagplejerens samarbejdspartnere tager afsæt i dagplejerens ståsteder, ekspertise og perspektiver og interesserer sig for, hvordan deres viden og faglighed kan styrke det handlegrundlag, som dagplejeren kan udvikle ejerskab til og selv kan råde over, når ”hjælpen” udefra er gået igen.

Så man skal tage udgangspunkt i de kompetencer, dagplejen allerede har?

Ja og skabe deltagelsesmuligheder gennem praksisser, hvor tingene allerede fungerer, og derfra sammen finde ud af, hvordan man kan udvikle det, der er svært. Så det er vigtigt at starte i øjenhøjde og derefter udvikle praksis sammen. 

Hvilken praksis kan der udvikles på?

Man kan mødes og udvikle på omsorgsbegrebet. Det er et pædagogisk begreb, og det er noget, som dagplejerne er meget optaget af. På den måde kan man både mødes fra en praktisk og en teoretisk vinkel. Man kan også udvikle på måltidspraksis. Måltidspraksis er en ressource i dagplejen. Jeg har set nogle virkelig hyggelige måltidsseancer, hvor man laver maden sammen, snakker om maden, synger og er til bords sammen. Vi skal se på dagplejen som mere end børnepasning. Det er et velfærdsskabende tilbud. Det er en velfærdspraksis, vi udøver sammen. Vi skal ikke måle hinanden på, om vi er gode pædagoger, men om vi skaber velfærd, der både kommer det enkelte barn, børnefællesskabet, forældrene, professionelle, ja hele samfundet til gode.

Hvad bidrager jeres forskning med?

Den bidrager med forskellige pointer og forståelser af, hvad bekymringspraksis handler om. Én pointe er, at praksisudvikling skal tage højde for det, der allerede eksisterer og tænke i forandringer, som inddrager de involverede med fokus på, hvordan man kan skabe kontinuitet i en kommunal organisering, der er under konstant forandring. Og give de professionelle tæt på børnene indflydelse på forandringerne, men altid med børnenes trivsel som fælles udgangspunkt. 

Projektet viser alle de modsætninger, som de professionelle står i, og hvordan de selv ser vanskelighederne. Som forskere kan vi ikke altid finde på løsninger, men vi kan beskrive, hvad der ser ud til at bøvle, og det er bl.a. nogle organiseringer og nogle kulturer, der er så institutionaliserede, at de er svære at bryde op.