Løsninger bliver bedre, når dem, der skal bruge dem, er med til at udvikle dem.

Så simpelt er det, men alligevel er der mange indsatser og strategier, som bliver udviklet uden aktiv deltagelse fra borgere – særligt når det drejer sig om borgere i udsatte positioner.

Vi ved, at involvering skaber bedre velfærd og bedre sociale løsninger. Både fordi de konkrete faglige tilgange og tilbud bliver bedre, og fordi selve det at blive lyttet til, er med til at skabe engagement og handlekraft, der smitter af i den enkeltes liv.

Derfor har Fremfærd Særlige behov bedt tre erfaringseksperter komme med deres bud på, hvad man som kommune og fagprofessionel særligt skal være opmærksom på, når man gerne vil arbejde med borgeroplevet kvalitet og inddragelse.

Individuelt hvornår man har det godt

Silke Ena Svare Arbo er diagnosticeret med autisme og adhd og arbejder som peer-medarbejder i Center for skolevægring.

- Jeg vil godt pege på selvoplevet livskvalitet som et centralt begreb. For hvornår har man det godt? Jeg ser nogle gange velmenende sagsbehandlere og pårørende, der tager udgangspunkt i egne værdier, mens det kan være noget helt andet, der giver borgeren glæde og energi siger hun.

Det kræver en oprigtig nysgerrighed, når borgerens værdier adskiller sig fra medarbejderens.

- Lidt sat på spidsen så er villa, vovse og vovhund ikke det rigtige for alle. Livskvalitet er noget forskelligt for os alle sammen. Hvad hvis man har nok i sin kat? Hvad hvis jobaktiveringen i supermarkedet ikke er meningsfyldt, men der er en hylde, man passer bedre på? spørger hun.

Borgerens behov versus systemets tilbud

Erfaringseksperten Mo Dorthea Nørgaard er ansat i Peer-Partnerskabet, hvor hun uddanner inddragelsesfacilitatorer, der kan hjælpe borgere med at formidle deres behov og ønsker. Hun er selv psykisk sårbar og sidder desuden med i Velux-fondens erfaringspanel.

Hun fortæller, at mange psykisk sårbare i deres møde med systemet ikke føler sig set og ikke oplever, at der bliver taget udgangspunkt i deres vigtigste behov.

- Den hjælp, vi får tilbudt, er ofte ikke den hjælp, vi har brug for. Der ligger et meget vigtigt arbejde i at få sat ord på det, der er vigtigst for borgeren og finde ind til det, der giver motivation. Det kan godt være, at en borger ikke kan passe sit arbejde på grund af angst, men energien ligger fx i savnet til vennerne, siger hun.

Et selvrefererende system

Gert Nielsen er frivillig i Café Mod på Livet, hvor han bl.a. faciliterer et kreativt skriveværksted. Han har en adhd-diagnose og er uddannet teolog. Han mener, at systemet har en tendens til at lukke sig om sig selv.

- Der opstår ligesom nogle usynlige mure, når vi taler handleplaner og udvikling, forstået på den måde at det altid er eksisterende tilbud inden for systemet, der kommer i spil. Jeg tror aldrig, jeg er blevet spurgt om, hvad jeg laver i min fritid eller går op i. Det er nok sjældent, at man som barn drømmer om at komme på et psykiatrisk botilbud, men du kan have en masse følelser og motivation knyttet til fx fodboldklubben Brøndby eller et kattepensionat, siger han.

Ifølge Gert Nielsen så er der mange, som drømmer om at bevæge sig væk fra systemet og derfor ikke er særlig motiverede for yderligere tilknytning til det, men tværtimod hellere vil være med i mere almindelige hverdagsaktiviteter. Det bør man tænke ind i det strategiske arbejde.

- Jeg er selv i en svømmeklub med nogle venner, som intet har at gøre med det psykiatriske system. I svære perioder har det ofte været ugens højdepunkt, fordi man bare har behov for at lægge afstand mellem sig selv og systemet, fortæller han.

Pas på kasser og holdepladser

- Jeg er et af de mennesker, der bliver modtaget på meget forskellig vis, alt efter om jeg fortæller mine diagnoser eller mit cv først, siger Silke Ena Svare Arbo.

Hun har flere gange oplevet at blive placeret i ”autismekassen” og er blevet tilbudt irrelevante forløb, fordi ”det er det bedste, vi har til autister”.

Mo Dorthea Nørgaard peger på det problematiske i, at flere tilbud og indsatser nærmere opleves som opbevaring og en holdeplads i stedet for trædesten på vejen til at få det bedre.

- Det eneste, der har virket for mig, er, når jeg har kunnet se, at det, jeg gjorde, pegede fremad. Det kan godt være, at det var små skridt, men der var en rød tråd, siger hun.

Svært at kommunikere når man er i krise

De tre erfaringseksperter er enige i, at det ikke altid er en ligetil opgave for en medarbejder at finde ind til borgernes vigtigste motivation, og at der er brug for, at der bliver skabt rum, hvor man som borger får hjælp til at sætte ord på det, man godt kunne tænke sig.

- Når man er i krise, så kan det være meget svært selv at sætte ord på end håb og drømme. Når stormen raser, befinder man sig i en zombieagtig tilstand, og der skal noget særligt til for at komme ud af den. For mig har det kreative rum frigivet nogle kræfter, men det er individuelt, hvad der skal til, siger Gert Nielsen.

Silke Ena Svare Arbo mener, at der ligger utrolig meget magt i sproget.

- Der er i grunden noget uretfærdigt i, at os, der har det allersværest, er dem, der er allermest afhængige af at være i stand til at sætte ord på, hvordan vi har det. Det kan være en meget stor udfordring, når man ikke er neurotypisk – så er der en kommunikationsbarriere, siger hun.

Mo Dorthea Nørgaard supplerer:

- Det gælder ikke bare os, der sidder her i dag. Det samme kan gøre sig gældende for mennesker med andre udfordringer f.eks. kronisk sygdom. Mennesker, der befinder sig i en form for krise, har brug for en særlig form for samarbejde med repræsentanter for systemet.