Hele det specialiserede socialområde befinder sig midt i et paradigmeskifte, hvor recovery-orienteret rehabilitering vinder mere og mere frem, og danske kommuner er godt i gang med at omlægge deres praksis. 

- Så hvad er det, vi skal gøre anderledes? Hvad er det, vi skal holde op med at gøre?

Det spørger Anja Kammacher om. Hun arbejder til daglig som underviser på Københavns Professionsskole og er ekspert i recovery-orienteret rehabilitering.

Hun befinder sig på et læringstræf for Fremfærd-projektet Bedre liv i Botilbud. Her deltager beboere og personale fra fem botilbud for mennesker med sindslidelse. De deler erfaringer fra forskellige prøvehandlinger, de hver især har igangsat for at skrue op for livskvaliteten, og får sparring fra hinanden.

Historisk skifte tager tid

Anja Kammacher understreger, at der bør være en grundlæggende respekt for den faglighed, vi er ved at sige farvel til. Den blev skabt i bedste mening, gav mening i sin kontekst og vil fortsat påvirke det specialiserede socialområde de næste mange år.

 - Det tager tid at skifte retning, og det er både medarbejdere, ledere og borgere, der skal gøre noget andet, end de plejer, siger hun.

Hun slår derfor til lyd for en vis ydmyghed i forhold til den nye retning, området er på vej i, for faglighed er en foranderlig størrelse og vil udvikle sig, jo flere erfaringer vi får.

- Gad vide, hvad de siger om os og vores faglighed om 100 år? spørger hun.

Fra underskud til ressourcer

Den bevægelse, der er i gang, beskriver Anja Kammacher som et skifte fra et fokus på transaktion til samarbejde. Fra et syn på borgeren som modtager til deltager.

Det handler om at bevæge sig fra en tankegang om, at det er borgerens mangler, der definerer de ydelser, vedkommende modtager, til et fokus på et samarbejde med udgangspunkt i borgerens ressourcer, håb og drømme.

Transaktionsmodellen har en stor svaghed, for den kan faktisk forhindre borgeren i at få det bedre. Mange har en angst for at miste tilkæmpede ydelser.

Anja Kammacher

Samarbejdsmodellen er heller ikke uden udfordringer, fortæller hun. Løsningerne er ikke givet på forhånd, men skal findes sammen med borgeren. Og borgeren kan have mange nederlag i bagagen, og det gør det svært at formulere sine ønsker og drømme af frygt for skuffelse.

Borgeren er ekspert

Når man vil arbejde recovery-orienteret, så skal man give sin problemforståelse et serviceeftersyn.

- Vi skal væk fra en forståelse af, at problemet bor hos borgeren, og det er vores opgave som fagfolk at fikse fejl og mangler og over til en social problemforståelse. Her opstår problemet, fordi omgivelserne ikke passer til borgerens behov, siger Anja Kammacher.

Mennesker i udsatte positioner føler sig ofte umyndiggjort, og derfor skal ansvaret for at træffe vigtige beslutninger ligge hos borgeren og ikke de fagprofessionelle. Det er nemlig borgeren, der er eksperten i sit eget liv.

Forskningen viser, at 9 ud af 10, der lykkes med recovery, peger på handlekraft som afgørende for at få det bedre.

- Det at træffe egne beslutninger og kunne gøre noget selv, og ikke mindst at andre tror på, man kan, er fuldstændig afgørende, siger Anja Kammacher.

Vi skal lade os forstyrre

For mange fagprofessionelle er det en udfordring at give slip på ekspertrollen og skabe rum for udvikling – også selvom man gerne vil.

Mennesker er nemlig indrettet sådan, at vi tolker på baggrund af vores tidligere erfaringer og med tiden udvikler et særligt blik på verden.

- Man kan kalde det at være ”erfaringsramt”. De spørgsmål, vi stiller som fagfolk, er påvirkede af de løsninger, vi tror, der er brug for. Vi skal turde lade os forstyrre og ikke vide, hvor vi skal hen, når vi vil arbejde recovery-orienteret, siger Anja Kammacher.

En nysgerrighed på eget mindset

Fagprofessionelle må derfor arbejde med en særlig nysgerrighed på egen praksis og på eget mindset. Og her handler det også om at være opmærksomme på sit eget normblik på, hvad det gode liv er.

De fleste medarbejdere kommer nemlig fra middelklassen, hvor der er en bestemt opfattelse af, hvad der er normalt og ønskeligt. Her skal man huske at spørge sig selv: Er det vigtigt for borgeren at komme op kl 8? At få redt sin seng hver dag og tømme sin postkasse? Eller er der måske brug for nogle andre mål?

Hvad skal vi øve os på?

Fagprofessionelle skal huske at sætte spørgsmålstegn ved alt det, man tror man ved, mener Anja Kammacher.

Her er tre spørgsmål, man med fordel jævnligt kan stille sig selv som arbejdsplads, når man gerne vil arbejde recovery-orienteret:

1. Hvor i vores praksis oplever vi, at vi historisk hænger fast?
2. Hvilken betydning har det for den måde, vi arbejder med recovery og borgernes perspektiver?
3. Hvad skal vi aflære for at give plads til noget nyt?

- Og så skal vi turde sidde på hænderne, selvom det er svært. Vi vil så gerne fikse, og det sidder dybt i os, at vi gerne vil hjælpe – men omsorg kan også være at være tålmodig og stille de rigtige spørgsmål, siger hun.