- Der er en indbygget magtforskydning i den måde, de fleste kommuner arbejder med inddragelse af borgere i udsatte positioner.

Det siger Agnete Neidel fra iDialog, der er tovholder på Fremfærd-projektet ”Få borgerens stemme med”.

Hvem har bestemt hvad vi taler om og hvordan?

Inddragelse sker nemlig typisk, når kommuner eller institutioner har valgt et fokusområde, de gerne vil se nærmere på eller udvikle. Herefter indhenter man så borgerens input.

Men ønsker man at samskabe gennem et mere ligeværdigt samarbejde, så skal man starte et helt andet sted, mener Agnete Neidel.

- Vi bliver nødt til at bevæge os væk fra kun at arbejde med spørgsmål, som systemet gerne vil have svar på, og i stedet være undersøgende på de livsspørgsmål, der fylder for borgerne, siger hun.

Borgerne skal ideelt set med ind i udviklingsprocesser langt tidligere, så de får mulighed for at være meddefinerende på indholdet.

Et eksempel kunne være et dagtilbud, hvor man gerne vil have borgernes input til indretning og kommende aktiviteter.

- Men her giver det mening at starte med at spørge på en anden måde. Hvad er på spil i den livssituation, målgruppen for tilbuddet står i? Hvad gør de allerede selv for at navigere og komme videre? Og hvad har de evt brug for, at et tilbud kan gøre for at understøtte og styrke deres liv? Senere i processen kan vi så blive mere konkrete på, hvad der skal på væggene, og hvilke aktiviteter, der skal foregå, hvis det er det, der er vigtigt for borgerne at få indflydelse på.

Fra informant til fælles stemme

Agnete Neidel ser også nærmere på det, der sker, når borgere skifter rolle fra at være informant til at blive del af en større fælles stemme.

En typisk måde at gribe en udviklingsproces an, er, man som medarbejder går ud og indhenter information fra borgere, som man så kan bruge.

- Men så er man ikke deltager. Man er informant, siger hun.

Det betyder, at borgernes udsagn og erfaringer står med det enkelte individ som afsender, og at borgernes stemme og viden står svagt i beslutningerne om, hvad der er brug for. Vil man gerne gøre noget anderledes og skabe reelle samarbejdsrelationer, så er det meget virksomt at give folk en mulighed for at samles og blive en fælles stemme.  

- Der sker simpelthen noget magisk, når individer får mulighed for at arbejde sammen som gruppe og have en fælles stemme, siger Agnete Neidel.

Mere ligeværdigt samarbejde

Samarbejdet bliver nemlig betydelig mere lige, når man udtaler sig som gruppe, end når man står alene med sine egne erfaringer.

Det handler blandt andet om, at når man er i et erfaringsfællesskab og lytter til hinanden, samtaler og idéudvikler, så kan man få øje på mønstre, temaer og spørgsmål, som er fælles på tværs af individuelle erfaringer. Det gør, at man står stærkere, fortæller Agnete Neidel.

- Og så opstår der også ofte nye indsigter og nye idéer i fællesskabet, som ellers aldrig ville være opstået.

Hun understreger, at det at samarbejde med borgerne ikke handler om, at ”så skal man bare gøre det, borgerne efterspørger”.

- Det handler om at have modet til at give plads til borgerne og gå ind i samtalen med ægte nysgerrighed. Borgerne ved godt, at kommunen ikke er en gavebod, og for det meste er det heller ikke det, de ønsker sig. I stedet kan man tale om, hvad der er vigtigere end andet, og hvad der styrker handlekraft.

Er der plads til initiativ der ikke passer ind?

Hvis man gerne vil teste, om ens samarbejde er reelt, kan man fx stille sig selv spørgsmålet Er der plads til initiativ, der ikke passer ind?

- Det handler om, at vi forfiner evnen til at bevæge os væk fra systemets eller kommunens interesser og ind i borgernes livsverden, siger Agnete Neidel.

Det kan være noget så simpelt som at turde at spørge ind, hvis nogen siger noget, der lyder mærkeligt eller forstyrrende. Eller være nysgerrige på emner, der opstår, selvom de falder udenfor dagsordenen.

Det er nemlig afgørende at rette opmærksomheden derhen, hvor der er energi og engagement. For selvom et emne eller et forslag måske ikke lige passer ind, så kan det være centralt for borgerne.

- Nogle gange skal man måske lige stoppe op og overveje, at selvom emnet stikker af fra dagsordenen, så kan det måske løftes til et andet sted i en anden sammenhæng, hvor det kan realiseres, i stedet for at feje det af banen, afslutter Agnete Neidel.