Hvordan sørger vi for, at borgernes levede erfaringer bliver bragt i spil og omsat til viden?

Det var et af de spørgsmål, som facilitator Agnete Neidel satte spot på i det første læringsseminar i projektet Få borgerens stemme med.

16 medarbejdere fra fire kommuner er samlet i København for at blive beriget med ny inspiration til, hvordan de kan kan skabe rum for, at borgere i udsatte positioner kan deltage aktivt og bidrage med deres viden, når der skal formes strategier og indsatser.

Giv plads til livsviden

Agnete Neidel understreger, hvor vigtigt det er at reflektere over, hvad det er for en viden, man trækker ind, og hvordan den bliver omsat, når man som kommune inviterer borgere til at deltage i udviklingsprocesser.

Noget handler om, at borgerne kommer med dét, Agnete Neidel kalder deres ”livsviden.”

Her sigter hun til, at borgerne har en viden om det problem, man aktuelt står i. Men tit vil man opleve, at de særligt har viden om, hvordan problemet hænger sammen med alt muligt andet i deres liv, siger hun og uddyber:

- Hvis man giver den levede viden plads, så kan man blive sindssygt klog på, hvordan alt det, som ser destruktivt og upraktisk ud, fx vrede og selvskade, kan være borgernes regulære forsøg på at deale med livet og med systemet. 

Gør det usynlige synligt

Ifølge Agnete Neidel er borgerne ikke bare eksperter i eget liv, men også i den kommunale praksis.

De kender måske ikke det kommunale system som sådan, og hvordan det hænger sammen, og hvem der beslutter hvad.

- Men de ved vildt meget om, hvordan det er at bevæge sig ind i og igennem og væk fra systemet. Jeg plejer at kalde dem institutionelle etnografer. Man kan få utrolig meget viden fra dem om, hvordan de oplever de institutionelle rammer. Lige fra de træder ind ad døren, til hvordan de bliver mødt, og hvilken betydning det har. Alt det, der er usynligt for medarbejderne selv, kan blive synligt, pointerer Agnete Neidel.

Viden forankret i kroppen

Hun peger desuden på, at kropsligt forankret viden, som måske ikke engang har et sprog endnu, også kan bidrage med nye perspektiver.

- Hvis man giver rum til det, kan kropsligt forankret viden blive til refleksion. Det kan være, man spørger ind til borgernes ubehag ved et ord eller den måde, rummet er indrettet på. Der er også meget at hente der, siger hun.

Erfaringsekspert: At blive lyttet til giver ny handlekraft

Helle Cleo Borrowman var medfacilitator på læringsseminaret. Hun er fra landsforeningen SPOR og bidrog i løbet af dagen med sit erfaringsperspektiv.

- Jeg har taget filmen Festen med, hvor den ældste søn rejser sig og holder en tale om incest i familien. Han tager sin stemme tilbage, men konsekvensen er, at han bliver smidt ud af familien. Ud af fællesskabet.

Mange borgere i udsatte positioner kommer fra dysfunktionelle familier. Så når vi oplever, at vores stemme bliver hørt, og at vi ikke ryger ud af fællesskabet, fordi vi er uenige, så kan vi gå ud i verden på en ny og bedre måde. Det giver ny kraft at være med til at skabe noget sammen med andre.

Det kalder vi i SPOR overskrivninger – altså at positive oplevelser med fx at blive lyttet til gradvist kan være med til at overskrive negative erfaringer.

Viden skabes gennem deltagelse

Når kommuner arbejder med borgerinddragelse, sker det tit, at fagfolk går ud og indhenter en masse erfaringsbaseret viden, fx via interviews, og så tager hjem og samler op og laver en analyse.

Det kan ifølge Agnete Neidel bidrage til meget vigtig viden, men man risikerer også, at den opsamlede viden kommer tilbage i en form, som de mennesker, der har delt deres erfaringer, ikke rigtig kan genkende.

Og så understreger hun, at levet erfaringsviden IKKE er data. Det skabes og bringes først i spil gennem deltagelse og samarbejde. Derfor mener hun, at man skal bevæge sig væk fra at tale inddragelse og i stedet tænke i deltagelse.

- Deltagelse er noget, der sker imellem os, hvor inddragelse er noget, nogen gør ved andre. Hvis vi tænker i deltagelse og samarbejde bliver vi også selv deltagere, forklarer Agnete Neidel.

Fra informant til medvidens-skaber

Hun opfordrer derfor til, at man bremser sig selv i for hurtigt at oversætte og uddrage viden.

I stedet anbefaler hun, at man giver plads til, at borgerne i fællesskab kan tale med hinanden om, hvad der er vigtigt og formulere fælles pointer på tværs: Hvad går igen? Hvad er de vigtige temaer? Hvad er der brug for, at vi snakker mere om?

- På den måde bliver deres erfaringer ikke ”bare” filtreret igennem et informantfilter, hvor andre tiltager sig magten til at afgøre, hvad der er vigtigt, og hvad der skal fylde. I stedet kommer analysen til at handle om, at borgerne kollektivt er med til at uddrage den viden, der rækker udover den enkeltes fortælling.

Hun understreger, at det ikke betyder, at man skal udelukke at lytte til de borgere, som ikke kan håndtere at være en del af en gruppe, men kun magter at deltage individuelt.

 - Måske kan Peter kun klare en samtale inde på sit værelse, men hans stemme kan man så tage med videre ind i det kollektive rum. Og omvendt kan man viderebringe den viden, der er blevet frembragt kollektivt, til ham: ”De andre siger sådan her - hvad mener du?” Det sætter store krav til planlægning af processen, men man undgår til gengæld at gå glip af noget vigtig viden, siger hun.