Det meningsfulde liv er noget vi skaber sammen
Borgerne skal ikke "involveres" – men selv sætte kursen i eget liv. Sådan lyder det fra læringstræf om bedre liv i socialpsykiatriske botilbud.
“Vi skal tale med hverandre
Vi skal åbne hinanden op
For vi kan mere end at stirre og følge trop
Du skal ud hvor vinden blæser
Du skal melde kulør
Du skal vide at alle ikke dømmer dig
Og synes du er skør”
Sådan lyder første vers og omkvæd i den smukke sang, som Michael Thomsen, der bor på botilbuddet Svanen i Haderslev Kommune selv har skrevet og nu fremfører på Fremfærds læringstræf om projektet Bedre Liv i Botilbud.
På dagen deltager beboere og personale fra fem botilbud for mennesker med sindslidelse. Her deler de erfaringer fra en række prøvehandlinger, de hver især har igangsat for at skrue op for livskvaliteten, og dernæst får de sparring fra hinanden på de næste skridt.
Meningsfulde samtaler
Prøvehandlingen, der har inspireret til sangen, handler om skabe rammer for flere meningsfulde samtaler beboerne imellem på Svanen. For mange vil gerne lære hinanden bedre at kende, og den nye måde at samtale på har allerede nu åbnet op for flere fællesskaber.
I Svanen mødes man derfor hver 14. dag til en uformel komsammen med kaffe og kage, som hver gang har en ny overskrift, som man så sammen reflekterer over. Emnerne har fx været ”barndom” og ”natur”, og man vælger også en eller flere sange, der passer til temaet.
- Den type samtaler, hvor vi ser hinanden i øjnene og retter blik mod blik, er utrolig vigtige og udviklende, supplerer Lone Riis, der til daglig bor på netop Svanen.
Højskoleånden lever
Hele projektet og alle prøvehandlingerne bygger på tilgangen recovery-orienteret rehabilitering, hvor det altafgørende princip er, at borgeren er ekspert i eget liv og har en meget aktiv rolle i at forme og planlægge det.
Lær om recovery-orienteret rehabilitering
Og som dagen skrider frem, begynder et billede at tegne sig.
Der, hvor det rykker, foregår der noget, der har stor betydning for borgerne selv. Og så er det kendetegnende, at det ikke skal være sygdommen, der er i centrum, men mennesket.
Det sætter socialrådgiver Thor Virring Mortensen ord på. Han arbejder i Aarhus Kommune på botilbuddet Korsagergården, der har trivsel og hverdagsliv som omdrejningspunkt i deres prøvehandlinger:
- Hos os er der et ønske om flere fælles aktiviteter og det at være sammen om noget, der ikke handler om at være syg. Vi mødes om noget helt andet, hvor vi samskaber og inviterer udefrakommende ind.
Første fælles aktivitet er et keramikkursus, som mange beboere har valgt at deltage i. Det er ikke bare et påskud for at mødes, men bliver taget alvorligt, og folk forpligtiger sig til at komme, fortæller Thor Virring Mortensen.
Pernille Mørch Jensen er tilknyttet projekt Bedre liv i botilbud som ekspert i recovery og psykosocial rehabilitering. Hun lægger mærke til, at mange af de prøvehandlinger, der foregår, på mange måder er i den danske højskoleånd.
- Der sker noget med os, når vi mødes om noget fælles, når vi bruger vores sanser og vores hænder, og når vi har meningsfyldte samtaler – det gør os godt som mennesker, uanset om vi har diagnoser eller ej, siger hun.
Retten til egen fortælling
Leder af Toftehøj i Nordjylland Rikke Hessel Sørensen fortæller, at et af omdrejningspunktet for botilbuddets deltagelse i projektet er, at man gerne vil arbejde med at skrue op for borgernes egen stemme.
Derfor er en af Toftehøjs prøvehandlinger, at mere af dokumentationsarbejdet skal foregå sammen med borgerne.
- Vi vil være med til at formulere, hvad der bliver skrevet om os i Nexus. Vi skal kunne genkende os selv i det, der står, siger en af beboerne.
Følg med i projektet
Projektet Bedre Liv i Botilbud fortsætter frem til november 2025. Følg med her på VPT eller skriv til dig op til nyhedsbrevet Borgere med særlige behov og nyheder fra dette projekt og andre lignende projekter direkte i din indbakke.