Norge skal nyde godt af danske stressværktøjer
Forskningsbaserede redskaber produceret for Fremfærd og baseret på danske kommuners erfaringer er nu på vej til norske arbejdspladser.
Flere end 50 danske kommuner har allerede nydt godt af de stress-forebyggende værktøjer, der blev udviklet i forbindelse med Fremfærd-projektet 'Ledelse, kerneopgaver, arbejdsfællesskaber og stress'.
Nu er dialogværktøjerne også på vej ud i norske kommuner og norske arbejdspladser.
500 ledere og medarbejdere i Stavanger
Det fortæller CBS-forsker Pernille Steen Pedersen, der netop har holdt oplæg på en arbejdsmiljøkonference for 500 ledere, medarbejdere og konsulenter i den norske by, Stavanger.
- På konferencen præsenterede jeg materialerne, som nu vil blive brugt i Norge. Der var 500 mennesker til stede indenfor bl.a. ældrepleje, børnehaver og skoler. Jeg synes, det er sejt, at et Fremfærds-projekt og dets resultater på den måde er omdrejningspunkt for en konference i Norge, siger Pernille Steen Pedersen.
Konferencen er arrangeret af ’NAV Arbeidslivssenter Rogaland’, et ressource- og kompetencecenter i den sydvestlige region Rogaland med knap 500.000 indbyggere.
Pernille Steen Pedersen fortalte på konferencen om sin forskning i stress, skam og anerkendelse, og om hvordan der bag stressrelaterede sygemeldinger ofte findes en følelse af skam og af at skulle gå på kompromis med sin faglighed.
Nyt perspektiv på stress og skam
Dette perspektiv på stress og arbejdsmiljø er meget inspirerende, fortæller Ingrid Roth Hetland, der er seniorrådgiver i NAV Arbeidslivssenter Rogaland og har arbejdet for at få Pernille Steen Pedersen til Norge.
- Pernille delte sin indsigt fra forskningen og præsenterede dialogværktøjer, som kan hjælpe arbejdspladser med at tackle udfordringer med stress og skam, og hun kom med praktiske tips og metoder til, hvordan man kan arbejde med anerkendelse og opbygge stærke arbejdsfællesskaber, siger Ingrid Roth Hetland.
Siden Fremfærd-projektet blev afsluttet for to år siden, har Pernille Steen Pedersen været ude i flere end 50 kommuner og tale om værktøjerne, der bl.a. består af dialogkort, hæfter og videoer.
Her finder du videoer, hæfter og dialogkort, som I kan bruge i arbejdet med at forebygge stress-sygemeldinger på jeres arbejdsplads.
Værktøjer til at arbejde med stress-forebyggelse og arbejdsfællesskaber
Se filmen: Sådan bruger du materialerne