Knap 1/6 af alle foranstaltningsdomme for mennesker med udviklingshandicap og en dom vedrører seksualforbrydelser, som blufærdighedskrænkelse, voldtægt og andre former for grænseoverskridende seksuel adfærd.

- Hos vores målgruppe er den seksuelle udvikling meget ofte forstyrret. Den fysiske udvikling kommer helt af sig selv, men den psykiske seksuelle udviklingsalder følger ikke med. Og det er noget rod.

Det siger psykolog Nina Navntoft-Pedersen, der er en af underviserne på kurset ”Bedre støtte til mennesker med udviklingshandicap og dom”.

Hun forklarer, at når kroppen overhaler psyken, kan det forvirre ikke bare borgeren men også omgivelserne, der ser en voksen krop og forventer en psykisk modning, som slet ikke er til stede.

Vær opmærksom på faresignaler

Nina Navntoft-Pedersen fortæller, at man som fagprofessionel med fordel kan lade sig inspirere af værktøjet Bekymringsbarometeret, når man vil undersøge, om en borgers adfærd er indenfor normalområdet eller kræver handling.

Værktøjet er udviklet af Januscenteret, som beskæftiger sig med børn og unge med seksuelt grænseoverskridende adfærd. Værktøjet er også egnet, selvom borgerne med udviklingshandicap er voksne, fordi deres udviklingsalder ofte er lav.

- De første advarselslamper skal begynde at blinke, når en borger viser overdreven interesse for sex og foretrækker seksuelle aktiviteter frem for andre aktiviteter, fortæller Nina Navntoft-Pedersen.

I sig selv betyder ovennævnte ikke nødvendigvis, at der er et problem, men man bliver nødt til at interessere sig for dette aspekt af borgerens liv. Både for at hjælpe borgeren med at forstå de sociale spilleregler, som fx i hvilke situationer må man røre ved sig selv, og hvornår må man ikke - men også for at forhindre en uhensigtsmæssig udvikling.

Vær nysgerrig

For de fleste mennesker er seksualitet en privatsag, og for mange fagprofessionelle kan det være forbundet med ubehag og berøringsangst at tale om emnet. Dels falder det uden for manges comfortzone, og dels er der svære overvejelser omkring, hvor grænsen går mellem at respektere borgerens ret til privatliv og at forebygge grænseoverskridende og skadelig adfærd.

Men professionelle har en forpligtigelse til at interessere sig for borgernes seksualitet, understreger Nina Navntoft-Pedersen. Det handler fx om at være nysgerrig på, hvor borgerne er henne i deres psykiske modning, og om deres seksuelle relationer er jævnbyrdige.

- Samtidig skal vi være ekstra opmærksomme på dem, der udviser problematiske træk, og dele den viden med hinanden, så vi kan gå forebyggende til værks, siger hun.

Manglende seksualundervisning problematisk

Der er en tendens til, at borgere med udviklingshandicap skærmes i forhold til seksualitet, fortæller Navntoft-Pedersen.

Når andre unge modtager seksualundervisning, så vurderer man ofte, at unge med udviklingshandicap modenhedsmæssigt ikke er parate endnu, men tiden går, og pludselig er de unge voksne, der har svært ved at forstå, hvad der sker i krop og sind. Og det i sig selv kan være medvirkende årsag til grænseoverskridende og problematisk adfærd.

Rigtig mange modtager slet ikke seksualundervisning, og det er en spildt mulighed, mener hun.

For nok kræver seksualundervisning for denne målgruppe en vis tilpasning, men det kan være et rigtig godt sted at starte vigtige snakke om social acceptabel adfærd.

Derudover er borgere med udviklingshandicap en meget sårbar målgruppe, hvor der er større sandsynlighed, for at de kan havne i positioner, hvor de bliver misbrugt og udnyttet seksuelt. Og her har seksualundervisning en vigtig rolle at spille, fx i forhold til at give de unge forståelse for samtykke, at sex ikke skal gøre ondt, og at man ikke masturberer foran andre.

Medarbejdernes grænser er vigtige

For medarbejdere kan mødet med en borgers seksualitet være svært at håndtere, og mange har oplevelser med gråzone-adfærd: eksempelvis den mandlige borger, der meget gerne vil kramme den unge kvindelige pædagog, beboeren, der ikke har tøj på, når medarbejderen kommer for at hjælpe om morgenen, den unge pige, der stiller meget private spørgsmål eller borgeren, der er vældig optaget af dyrenumser.

Her kan der være forskel på, hvordan medarbejderne oplever og håndterer adfærden, men det bør aldrig være op til den enkelte at gå alene med overvejelserne omkring det.

- Vi SKAL simpelthen diskutere og orientere hinanden, når vi kan mærke en reaktion. Vi stiller jo på mange måder os selv og vores nervesystem til rådighed for borgeren, og det slider, når vi får vores grænser overtrådt, siger Nina Navntoft-Pedersen.

Fagligt fællesskab og fælles retningslinjer

En åben dialog er både gavnlig som en form for debriefing, men også i forhold til at opfange mulige faresignaler. Det er et godt afsæt for at kunne lægge en fælles faglig strategi i forhold til bestemte typer adfærd.

Det kan fx være retningslinjer for, hvad man stiller op, når man besøger en borger i eget hjem, der har en pornofilm kørende i baggrunden. Eller hvad man siger og gør, når en borger ofte strejfer et personales bryst eller bagdel, modtager gæster med åben badekåbe eller sender billeder med seksuelt indhold til sine pædagoger eller venner.

Når en borger handler grænseoverskridende, så skal vedkommende have mulighed for at lære at agere mere hensigtsmæssigt. Det gælder i alle forhold – også når det drejer sig om seksualitet.

Det er vigtigt, at vi ikke lader seksualiteten være en parentes omkring borgeren. En borgers seksualitet kan føre til aggression, formindsket livskvalitet og i værste fald dom, så vi må ikke se væk fra dette aspekt i vores faglige arbejde

Nina Navntoft-Pedersen

Ydrestyring er ikke nok

Som systemet fungerer nu, så er der risiko for, at borgere får ophævet deres dom, uden de har fået sexologisk behandling, fx fordi de ikke har begået seksualkriminalitet i en lang periode. Men dette skyldes ofte, at borgeren har været under opsyn og er blevet skærmet fra at kunne begå det.

Det er derfor muligt, at borgeren vil begå ny kriminalitet, når ydrestyringen forsvinder, for indrestyringen er ikke blevet udviklet og trænet.

- Derfor er det så vigtigt at have fokus på seksualiteten. Vi kan gøre en kæmpe forskel her, siger Navntoft-Pedersen.