PODCAST om krigu

Podcastserie om udviklingshandicap og kriminalitet

Hvad sker der, når en borger begår kriminalitet? Hvordan er systemet indrettet? Og hvordan kan borgere hjælpes, så tilbagefald undgås?

Af Sine Molbæk-Steensig 23/09/2024
Fremfærd

- Der er svært at finde viden om mennesker med udviklingshæmning, der begår kriminalitet, og der er kun lidt dokumenteret viden om de metoder og tilgange, der kan hjælpe borgeren videre. Og derfor må vi dele den viden, vi har, med hinanden. Det er baggrunden for, vi gik i gang med at skabe de her podcastepisoder.

Det fortæller Didde Marie Degn, der er vært på podcastserien Udviklingshandicap+, der er udviklet af Specialområde Udviklingshandicap i Region Midtjylland.

Systemet er utrolig komplekst

Undervejs i produktionen af episoderne blev Didde Marie Degn overrasket over, hvor komplekst systemet omkring borgeren er.

- Det er ret uigennemskueligt, hvordan man kan få lempet eller slippe af med sin dom. Ikke kun for borgeren, men også for de mennesker, der skal hjælpe borgeren. Vi håber, at podcasten kan hjælpe fagfolk omkring borgeren en lille smule på vej, siger hun.

Der er i alt fire podcastepisoder, der handler om mennesker med udviklingshandicap og dom. Dem kan du lytte til nedenfor.

Om Udviklingshandicap+

Udviklingshandicap+ er en podcast målrettet fagpersoner, der arbejder med mennesker med udviklingshandicap på en eller anden led, og som gerne vil have mere viden om fakta, forskning og forskellige indsatser, som kan bruges i det daglige arbejde med målgruppen.

Episode 1: Hvorfor kommer mennesker med udviklingshandicap ikke i fængsel?

Mennesker med udviklingshandicap kommer ikke i fængsel, hvis de begår noget kriminelt. Men hvorfor gør de egentlig ikke det, og hvad betyder det for dem, at de ikke sidder i fængsel? Svarene får du i denne udgave af Udviklingshandicap+

Episode 2: Vejen gennem retssystemet for udviklingshandicappede

Selvom mennesker med udviklingshandicap ikke kommer i fængsel, hvis de begår noget kriminelt, så stifter de bekendtskab med det danske retssystem undervejs mod en foranstaltningsdom.

Det er et system, som kan være svært at finde rundt i. Ikke kun for borgeren selv, men også for de medarbejdere, der skal være trædesten for borgerne på deres rejse gennem systemet.

I dette afsnit bliver der set nærmere på hele systemet - fra en borger begår kriminalitet, og til der falder dom.

Episode 3: KRIGU - et kriminalpræventivt gruppeforløb for mennesker med udviklingshandicap og dom

Hvordan hjælper vi mennesker med udviklingshandicap til at forstå deres dom? Og hvordan giver vi dem mulighed for selv at agere og arbejde mod at blive domsfri eller få lempet deres dom?

Et svar på de spørgsmål kan være KRIGU – et kriminalpræventivt gruppeforløb for mennesker med udviklingshandicap og dom, som er udviklet og afprøvet i Specialområde Udviklingshandicap i Region Midtjylland.

I dette afsnit af Udviklingshandicap+ bliver der set nærmere på den viden og de tanker, der ligger bag udviklingen af KRIGU – og du bliver klogere på, hvad gruppeforløbet egentlig går ud på.

Episode 4: KRIGU - virker det i praksis?

KRIGU er udviklet og afprøvet af Specialområde Udviklingshandicap i Region Midtjylland. Det er et læringsforløb, hvor borgerne over fem kursusgange blandt andet får viden om det system, de er blevet en del af som domfældte – og hvor der også bliver sat fokus på, hvad de selv kan gøre for at få ophævet eller ændret en dom, og hvem der kan hjælpe dem undervejs.

I dette afsnit af Udviklingshandicap+ ses der nærmere på, om KRIGU så virker som tiltænkt. Føler medarbejderne sig bedre rustet til at være trædesten på borgernes vej væk fra en dom?  Har KRIGU en positiv indvirkning på borgerne, på deres viden og deres mulighed for at bevare håb og drømme i et liv med en dom?

 

Mennesker med udviklingshandicap og dom

I Danmark straffer vi ikke mennesker med udviklingshandicap med fængsel, når de har begået noget kriminelt. I stedet får de en behandlingsdom (foranstaltningsdom), der skal støtte borgeren i at udvikle sig hen mod et liv uden kriminalitet.

Det kan fx være anbringelse i en social boform, forskellige former for behandling (fx psykiatrisk eller misbrug), kontaktforbud, mindsket adgang til internet eller bestemmelser om borgerens ophold og arbejde.

Meget ofte er dommen tidsubegrænset. Det betyder, at borgeren skal leve under restriktioner, ind til dommens betingelser er opfyldt. For mange sker det aldrig.

Svært at finde vej i systemet
Didde Marie Degn

Det har gjort stort indtryk på mig, hvor komplekst systemet er. Jeg tror, det er stort set umuligt selv at finde vej, når man er kognitivt udfordret.

 Didde Marie Degn, vært på podcasten Udviklingshandicap+

Vil du med på kursus i 2025?

Interesserer du dig for, hvordan vi bedre kan støtte mennesker med udviklingshæmning og en dom?

Så kom med på kursus i 2025. Det foregår i København, Silkeborg og Odense.

Domsfældte med udviklingshandicap