- Det er et kæmpeproblem, at kun meget få borgere med et problematisk forbrug af rusmidler profiterer af den gængse rusmiddelbehandling.

Det slår specialkonsulent Helle Høgh fra Metodecenteret fast på den sidste kursusdag på Fremfærd-kurset om bedre støtte til mennesker med udviklingshandicap og dom.

Seks procent af borgere med udviklingshandicap har et problematisk forbrug af rusmidler. Men kun en ud af tre i målgruppen får behandling for deres rusmiddelproblemer.

I en rundspørge til landets botilbud peger 63 procent af socialfaglige medarbejdere på, at de gængse behandlingstilbud er utilstrækkelige for borgere med udviklingshandicap. Derfor efterspørger mange relevante behandlingsindsatser til denne borgergruppe.

Og det er der, ifølge specialkonsulent Helle Høgh, god grund til – ikke mindst fordi godt 20 procent af målgruppen har en foranstaltningsdom.

Borgerne passer ikke ind i vores behandlingssystem, og det kommer de heller ikke til. Vi bliver nødt til at tilpasse vores system til dem.

Specialkonsulent Helle Høgh

Hjælp samtalen på vej

Meget af den gængse rusmiddelbehandling, som tilbydes i landets kommuner, er baseret på kognitiv adfærdsterapi, hvor borgerne bliver mødt med krav om og forventninger til at kunne reflektere og sætte nuancerede ord på tanker og følelser.

Men det fungerer ikke for de fleste borgere med udviklingshandicap, og mange ender med at droppe ud af rusmiddelbehandlingen.

Det, borgerne i stedet har brug for, er en kommunikation og en tilgang, der tager højde for deres kognitive udfordringer.

Og her anbefaler studier på området, at man bruger visuelle redskaber til at gøre dialogen om problematisk brug af alkohol og stoffer mere praksisnær og konkret for borgere med udviklingshandicap, fortæller Helle Høgh.

Manglen på tværfaglighed er en barriere

Den anbefaling blev afsæt for, at Metodecentret i 2019 tog initiativ til i samarbejde med Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF, at udvikle visuelle redskaber til både rusmiddelbehandlere og socialfaglige medarbejdere i en række workshops.

Helle Høgh fortæller, at rusmiddelbehandleren typisk mangler viden om udviklingshandicap, og hvad det vil sige at have en kognitiv funktionsnedsættelse. Omvendt mangler socialfaglige medarbejdere ofte viden om rusmidler, deres effekt og skadevirkninger. 

- Tværfagligt samarbejde er et kardinalpunkt, hvis vi vil opnå en god behandlingseffekt, understreger hun.

Derfor var det helt essentielt for Metodecentret og ULF at indarbejde den tværfaglige dimension i de visuelle redskaber og materiale, som blev udviklet på workshopsene.

Resultatet blev en materialekasse til rusmiddelbehandlere og en materialekasse til socialfaglige medarbejdere samt en fælles kasse med stort overlap af redskaber som er fælles for begge faggrupper.Det er især visuelle redskaber som fx dialogkort, følelseskort, personaer og drømmekort, der skal understøtte samarbejdet på tværs og med borgeren.

Materialet indeholder også foldere om rusmidler og alkohol, som medarbejderne kan bruge i samtaler med borgeren. 

Fokus på hele livssituationen

- Grundtanken er, at det skal være nemmere at tage behandlingen ind i hverdagen og omvendt inddrage hverdagen i behandlingen, så man får fokus på hele borgerens livssituation og ikke kun på det problematiske rusmiddelbrug, forklarer Helle Høgh.

Mottoet ”Sig hvad du ser – se hvad der sker” kan ifølge Helle Høgh være en løftestang til at sætte gang i en snak med borgere og få afklaret omfanget af misbruget. Og her kan de visuelle redskaber være en hjælp med på vejen. 

- Vi skal se på, hvad det er for en funktion, alkoholen eller stoffet udfylder. Er det selvmedicinering? Giver det tryghed, selvtillid eller er det adgangsbillet til et fællesskab? Handler det om vaner? Handler det om ensomhed? siger hun.

Hvorfor er der ikke nogen grupper for os?

Da Helle Høgh og Metodecentret afsluttede deres samarbejde med ULF, spurgte én af de borgere, der havde deltaget i workshop-forløbet: "Hvorfor er der ikke nogen grupper for os?"

- Det blev faktisk startskuddet til, at vi besluttede at videreudvikle det arbejde, vi havde lavet sammen med ULF, fortæller Helle Høgh.

Det blev til gruppeforløbet 'Rusmidler og skadevirkning', hvor tværfagligheden igen er tænkt ind som et vigtigt element, og hvor en socialfaglig medarbejder og en rusmiddelbehandler derfor samarbejder om faciliteringen. (Hent materialerne til gruppeforløbet her)

Forløbet er bygget op af seks sessioner, og hver session har en helt fast struktur og en fast dagsorden.

- Man plejer at sige, at relationen er det bærende i arbejdet med borgerne, men i gruppeforløbet er det strukturen, som er det helt afgørende. Den giver nemlig trygge og forudsigelige rammer, siger Helle Høgh.

Den samme struktur hver gang 

Sessionernes rækkefølge er bygget op, så facilitatorerne de første tre gange har fokus at skabe størst mulig tryghed i gruppen og få borgernes indefra-perspektiv og håb og drømme på banen, inden man begynder at arbejde med mål og mestring af trang. Se billedet i større version

Tværfaglig facilitering bærer frugt

Til hver af sessionens dagsordenpunkter aftaler facilitatorerne, hvem der står for hvad.

- Det er vigtigt for afviklingen af sessionerne at få begge fagligheder i spil for dermed at skabe en god synergi mellem behandler og socialfaglig medarbejder, siger Helle Høg.

Den tværfaglige facilitering har fokus på dels at formidle viden om rusmidler ud fra deltagernes konkrete erfaringer, dels at stimulere til samtaler mellem deltagerne, hvor de bliver klogere på sig selv gennem dialog og spejling i hinandens erfaringer.

Og det er en facilitering, som ser ud til at bære frugt.

Fællesskabet motiverer

I en evaluering af gruppeforløbet, som har været afprøvet i botilbud og §85-bostøtte, giver borgerne udtryk for, at de lærer mere om sig selv, når de mødes med ligestillede og hører andre fortæller om erfaringer, de kan genkende fra deres eget liv.

De oplever det desuden som positivt, at de ikke selv skal være i centrum hele tiden, men i stedet har mulighed for at træde ind og ud af hinandens fortællinger i et trygt rum.

Evalueringen sætter også streg under, at deltagelse i gruppeforløb motiverer til forandring. Og her peger medarbejderne på, at fællesskabet og samhørigheden er det vigtigste for borgerne i forløbet, og det er især det, der motiverer dem til at nedsætte deres forbrug af alkohol og stoffer.

4 ud af 9, som gennemførte et forløb, ændrede forbrugsadfærd i positiv retning.

- De kom ikke alle ud af deres forbrug, men gruppebehandlingen satte en motivation i gang og efterfølgende har flere fået mod på individuel behandling, slutter Helle Høgh.