Det seneste år har lærerteams på syv skoler over hele landet været optaget af at gennemføre aktionslæringsforløb i projektet ”Styrket elevmotivation på mellemtrinnet.”

Omdrejningspunktet i projektet har været afprøvning af små og store greb til at øge variationen i undervisningen og skrue op for elevernes motivation på mellemtrinnet.

Det har bl.a. handlet om at gribe elevernes idéer, at inddrage leg og rollespil i undervisningen, at slippe eleverne fri i gruppearbejde, at lade eleverne undervise hinanden og at sætte sig selv i spil som lærer på nye måder.

Og konklusionen er, at elevernes motivation vokser, når der sker noget anderledes i undervisningen, end de er vant til.

Det kan aktionslæringsvejlederne Marie Bloch Jespersen, Marianne Gjelstrup og Rikke Lawsen nikke genkendende til.

Aktionslæringsvejlederne har vejledt lærerteamene ude på de syv skoler og været med som en flue på væggen, når lærerne har gennemført forløbene.

Vidde grænser 

Men hvor går grænsen? Hvor meget kan man tillade sig at sprælle i sin undervisning?

De tre vejledere er ikke tvivl: Grænserne er meget vidde.

- Så længe man er opmærksom på at få bundet de faglige sløjfer, hvor eleverne kan se meningen og sammenhængen mellem dét, de skal lære, og dét der sker, så kan man godt vove sig ud på dybt vand, siger Marianne Gjelstrup.

Og fra Rikke Lawsen lyder opfordringen: Spræl, spræl spræl!

- Jeg er meget optaget af at tale elevperspektivet frem, så husk at involvere og dele ansvaret med eleverne. Fortæl dem, at vi skal lave noget ud over det sædvanlige, og bed dem overveje, hvad de har brug for, siger hun.

 Marie Bloch Jespersen tilføjer:

- På den måde bliver eleverne medskabere, samtidig med at læreren viser, at der er styr på målet.

Greb skal genbruges

I løbet af projektet har lærerteamene på de syv skoler fået mulighed for at træde et skridt ud af hverdagen og arbejde ind i en anden kontekst, hvor de har brugt mere forberedelsestid og tid med hinanden, end de plejer.

Så nu, hvor hverdagen vender tilbage til sin normale takt, hvordan finder man så balancen mellem forberedelsestid og undervisningstid?

Aktionslæringsvejlederne peger på, at man som lærer skal have øje for, at man kan genbruge de greb, man skaber.

- I nogle rul forbereder man sig ekstremt meget, men det letter forberedelsen i andre sammenhænge, siger Rikke Lawsen.

- Det er et spørgsmål om prioritering, for man kan ikke altid arbejde i den høje kadence, som mange har gjort i det her projekt. Men de små greb - dem kan man let arbejde med at få ind i sin eksisterende undervisning, understreger Marie Bloch Jespersen.

- Ja, det gælder om at forfine sin praksis, tilføjer Marianne Gjelstrup.

- Et greb, der virker godt med nogle elever, falder måske til jorden med andre. Men man skal alligevel tage det med sig, justere det og arbejde videre med det i andre kontekster.

Hold liv i de didaktiske samtaler

Undervejs i projektet har aktionslæringsforløbene lagt op til mange didaktiske samtaler mellem kolleger. Men hvordan kan man arbejde med at observere og reflektere over undervisningen sammen, når hverdagen tager over?

Hvordan undgår man, at den didaktiske samtale smuldrer væk i praktikaliteter?

Det er der ikke et enkelt svar på, men Marianne Gjelstrup giver et bud:

- Hvis man har en vejleder på skolen, så få vejlederen i spil. Man har brug for, at en person, som ikke er en del af undervisningen, kommer ind med sit blik udefra og observerer og efterfølgende faciliterer samtalen. Ellers kommer man hurtigt til at snakke om hverdagsting eller en elev, der har det svært. Men det er en løsning, der kræver ledelsesopbakning, siger hun.