Deltagerne i første afsnit af Fællesskabsbyggerne

Podcast: Fra Lillehammer til Herning

I Herning Kommune har de en vision om en skole, der kan mere for flere. Men hvordan gør man? Lyt med på 1. afsnit af Fællesskabsbyggerne.

Af Pernille Søndergaard 05/08/2025
Fremfærd

- Når alle hører til, er ingen inkluderede. Det handler om tilhør og fokus på opgaven. Om at tilpasse læringsmiljøet til den mangfoldighed, som børnene repræsenterer.

Sådan lyder det fra skolechef i Herning Kommune Lene Brandt, når hun i første afsnit af podcasten Fællesskabsbyggerne skal sætte ord på den pædagogiske tilgang, som er karakteristisk for skolerne i den norske kommune Lillehammer, hvor alle børn er en del af det almene skoletilbud.

Herning Kommune deltager i Fremfærd Børn-projektet "En almen skole for flere børn", hvor Vildbjerg Skole og Sønder Felding Skole med inspiration fra netop Lillehammer skal gøre sig erfaringer med at skabe en almen skole med større deltagelsesmuligheder - og formidle erfaringerne videre.

Bruger inspiration som spejl

Som led i projektet har lærere, pædagogisk personale og skoleledere sammen med politikere og repræsentanter fra kommunes skoleforvaltning været på studietur i Lillehammer Kommune.

- Det handler ikke om, at vi skal lave systemimport. Men vi skal bruge inspirationen fra Lillehammer som spejl: Hvad gør vi allerede, som er godt? Og hvor kan vi blive udfordret? På den måde kan de to skoler, der er med i projektet, blive bestyrket i det gode, de gør i forvejen, og inspireret til at gøre noget nyt, fortæller chefkonsulent Preben Siegaard fra Herning Kommune i podcasten.

Tryghed og livsmestring

Og hvad var det så, der særligt inspirerede repræsentanterne fra skoleforvaltningen i Herning Kommune?

Pædagogisk udviklingskonsulent Connie Boesen bed bl.a. mærke i, hvordan skolerne i Lillehammer vægter arbejdet med tryghed og livsmestring.

- I vores rundvisning var vi så heldige at dumpe ind i en klasse, der blev undervist i livsmestring. Eleverne blev undervist i at forstå egne følelser, men også at forstå, at når klassekammerater reagerer uhensigtsmæssigt, så kan det være, fordi de mangler tryghed, og så skal alle hjælpe med, at de kan opnå den tryghed, fortæller hun.

Stemmer gennemsyret af ro

For skolechef Lene Brandt var det både inspirerende og overraskende at opleve, at de voksne aldrig hævede deres stemme.

I stedet har det pædagogiske personale en mikrofon, og når der er brug for det, kan de bruge den til at skrue op for lyden af deres stemme i en højtaler i stedet for at tale meget højt eller råbe.

- Det er en mere behagelig lyd - og selvom vi oplevede børn med akkurat samme høje aktivitet som i danske skoler, så var stemmeføringen hos de voksne gennemsyret af ro, fortæller hun.

Lyt med

Lyt med på første afsnit af Fællesskabsbyggerne, og hør mere om, hvad de tre repræsentanter fra skoleforvaltningen har lært af Lillehammer.

  • Hvordan kan det fx være, at de i Lillehammer er lykkes med at skabe ét fællesskab?
     
  • Bliv også klogere på, hvilke udfordringer og muligheder de tre podcastgæster ser i visionen om at skabe en skole for flere i Herning Kommune.
     
  • Og hør mere om, hvordan man som skoleforvaltningen kan hjælpe med at fjerne sten på vejen og sætte lys på større deltagelsesmuligheder. 
#1 Fra Lillehammer til Herning

Gæster:

  • Lene Brandt, skolechef i Herning Kommune
  • Preben Siegaard, chefkonsulent i Herning Kommune
  • Connie Boesen, pædagogisk udviklingskonsulent, Børn og Unge i Herning Kommune

Vært: Anja Vesterby Høy, Afdelingsleder for Pædagogik og Læring v. UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Produktion, redaktion og musik:
Nanna Villsen Eshøj, Kommunikationskonsulent v. UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

 

Kort om Fællesskabsbyggerne

Fællesskabsbyggerne er en podcast om børns og unges deltagelsesmuligheder og alle de valg og dilemmaer, som kan opstå, når dagtilbud og skole skal kunne rumme en bred og mangfoldig børnegruppe.

Podcasten er udviklet og produceret af UCL for Fremfærd Børn og henvender sig til dig, der arbejder med og omkring børn i dagtilbud og børn og unge i folkeskolen. 

Lillehammer inspirerer

I den norske kommune Lillehammer har man taget en beslutning om at gå bort fra specialundervisning i segregerede tilbud.

Begrundelsen er, at alle børn har ret til at være en del af fællesskabet, og at det er bedre at investere i alle børn frem for få.

Siden 2015 har der derfor været fokus på at udvikle kvaliteten af det almenpædagogiske samt støttestrukturerne på kommunens 8 skoler.

Specialpædagogisk støtte tilrettelægges med udgangspunkt i hele klassefællesskabet. Tanken er, at et tiltag, der er til gavn for nogle børn, som regel også gavner alle børn.

Forside