
Ny podcast om børns deltagelsesmuligheder går i luften
Hvordan skaber vi en almen skole, hvor der er plads til flere – til gavn for alle børn? Det undersøger podcasten FÆLLESSKABSBYGGERNE.
I Danmark segregerer vi syv procent af alle børn til specialtilbud, og umiddelbart ser det ud til, at dette tal vokser år for år.
Mange kommuner landet over er derfor optaget af at arbejde med, hvordan man kan omstille almenskolen og sikre en god skolegang for flere børn.
Så hvordan kan vi udvikle almenskolen, så flere børn reelt kan deltage i skolens sociale og faglige fællesskaber? Og hvad betyder det egentlig for dig, der arbejder i og omkring en skole?
Det er nogle af de spørgsmål, den nye podcast FÆLLESSKABSBYGGERNE dykker ned i.
Følg med i prøvehandlinger
Podcasten er sat i søen af Fremfærd Børn som led i projektet ”En almen skole for flere børn" og gennemføres i samarbejde mellem KL, Danmarks Lærerforening, BUPL, Danmarks Psykolog Forening og FOA.
Herning Kommune deltager i projektet med Vildbjerg Skole og Sønder Felding Skole, som i det nye skoleår har fået frie hænder til at sætte gang i en række prøvehandlinger, hvor de eksperimenterer med at tilrettelægge undervisning og skoledag på nye måder - inspireret af Lillehammer Kommune.
Lær af erfaringerne
Værterne i FÆLLESSKABSBYGGERNE er Anja Vesterby Høy og Annemette Ravn Elkjær fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
De taler med bl.a. lærere, pædagogisk personale, inklusionsvejledere, PPR-psykologer, inklusionsforskere og ledere fra skole, SFO og forvaltning om de muligheder og dilemmaer, der er i spil, når man arbejder med at fremme høj trivsel og faglighed for flere elever.
I FÆLLESSKABSBYGGERNE kommer du derfor tæt på de fagprofessionelle i og omkring skolerne og kan følge med i de erfaringer og overvejelser, som de og Herning Kommune løbende gør sig med at styrke flere børns deltagelsesmuligheder i den almene undervisning.
Og det er netop den bærende idé bag den nye podcast, fortæller projektleder i KL Hanne Bertelsen.
- Fællesskabsbyggerne er sat i verden for at formidle viden og perspektiver fra projekt "En almen skole for flere børn" og give andre kommuner mulighed for løbende at følge med i skolernes udviklingsrum. Både når det lykkes, og når der er bump på vejen, siger hun.
Brug podcasten i den lokale dialog
I DLF håber man, at erfaringerne fra Herning kan bruges som et input til, hvordan man kan styrke inklusionsarbejdet - fra forvaltning og helt ud til de enkelte lærerværelser.
- Podcasten kommer ikke med færdige løsninger på den kæmpe opgave, det er at omstille skolen, men forhåbentlig kan den inspirere til lokal dialog om, hvad der giver mening at afprøve og hvilke dilemmaer, der kan opstå, siger uddannelsespolitisk konsulent i DLF Pia Henriksen.
Du kan allerede nu lytte til de tre første afsnit af FÆLLESSKABSBYGGERNE på Spotify og Apple Podcast. Ellers kan du finde dem her: