Brian med VR-brillerne

VR-briller hjælper Brian med at overvinde angsten

Nu kan Brian tage bussen! Ny teknologi, gode relationer og et stærkt fagligt samarbejde skruer op for livskvaliteten på botilbud.

Af Sine Molbæk-Steensig 03/04/2024
Fremfærd

For bare et halvt år siden var tanken om selv at tage bussen helt uoverskuelig for Brian Kofoed, der lider af stærk angst og ikke bryder sig om mange mennesker på samme sted.

Men det har et forløb med VR-briller vendt op og ned på.

- Det, at jeg har kunnet træne de svære situationer og tage små skridt i trygge omgivelser med nogen, jeg kender godt, har gjort det muligt for mig at rykke mig, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger vi Virtual Reality som fagligt redskab

På vej mod mere frihed 

Brian Kofoed bor på Parkvænget i Glostrup, et bosted for psykisk sårbare borgere. Sammen med social- og sundhedsassistent Jeanette Johansen har han brugt VR-briller til skridt for skridt at få modet til at tage bussen og lære at takle de svære situationer, der kan opstå på en bustur.

I starten var han lidt skeptisk overfor brillerne og skulle lige vænne sig til fornemmelsen, når brillerne kommer på, og man pludselig står ved et busstoppested.

- De første gange var det lidt voldsomt og føltes grænseoverskridende, og jeg tænkte ”hvad er det her for noget?”. Men det, at man kan tage brillerne af, hvis det bliver for meget, er en stor hjælp, siger Brian Kofoed.

Det hjalp også, at angst-eksponeringen foregik sammen med Jeanette, som Brian kender godt og har et godt samarbejde med. Når Brian sidder med VR-brillerne på og får en fiktiv tur i en bus, så sidder Jeanette lige ved siden af og ser det samme på tabletten, som Brian oplever.

- Så kan vi sammen snakke om det, der sker, det der er svært, og hvad man så kan gøre. Så øver vi fx vejrtrækningsøvelser, andre tanker man kan tænke, og hvordan man kan distrahere sig selv ved at kigge ud af vinduet, tale med sin sidemand eller tælle, siger Jeanette Johansen.

Her prøver Brian Kofoed og Jeanette Johansen VR-brillerne sammen.

Fra VR til virkelighed

I forhold til angst-eksponering er det smarte ved VR-brillerne, at man selv bestemmer, hvilke parametre der skal skrues op og ned for og hvornår: Skal der være mange eller få mennesker i bussen? Hvornår på dagen er det? Sidder man tæt på eller langt fra chaufføren?

Den store udfordring er derfor også skiftet fra VR til virkeligheden. For i virkelighedens verden kan man jo ikke vide, om der er mange eller få mennesker på bussen, og hvor der er ledige pladser.

Men efter bare seks sessioner med VR-brillerne og øvelse i mestringsstrategier, var Brian klar til at prøve kræfter med en rigtig bus.

Første gang var det nok bare at stå ved busstoppestedet og se bussen komme og køre igen. Men allerede anden gang foreslog Brian selv, at han og Jeanette tog bussen.

 - Jeg er faktisk blevet overrasket over, hvor hurtigt det gik. Vi havde egentlig aftalt bare at tage bussen et enkelt stop, men så sagde Brian, at han gerne ville helt ned i byen, nu vi alligevel var stået på bussen. Og på turen hjem tog vi også bussen, selvom der var mange mennesker med. Det var simpelthen så flot klaret, siger Jeanette Johansen.

Mestring giver nye muligheder

Den ene tur med bussen er sidenhen blevet til flere. Og det at overvinde sin angst og gøre noget nyt har skubbet til Brian Kofoed på andre områder også.

- Jeg elsker kunst og maler selv meget. Nu tør jeg tage ud og se en kunstudstilling, og det føles rigtig godt. Jeg drømmer også om en dag at kunne tage bussen helt selv og måske gå på café, fortæller han.

Jeanette Johansen fortæller, at hun i starten var lidt skeptisk overfor det nye værktøj.

- Da jeg første gang hørte, at nu fik vi VR-briller her på Parkvænget, tænkte jeg: ”Det er jeg da vist for gammel til”. Men så kom jeg til at tænke på Brian, og at det måske kunne være lige noget for ham, og så meldte jeg mig på banen. Det er jeg rigtig glad for nu, siger hun.

Andre kan få glæde af teknologien

Brian og Jeanettes gode erfaringer med VR har sat skub i lysten til at udforske, hvad man ellers kan bruge brillerne til på Parkvænget.

Hver af stedets fire enheder har fået et sæt VR-briller med tilhørende tablet og er så småt begyndt at udforske, hvad de meningsfuldt kan bruges til.

- Jeg tror, at flere af vores beboere kan få glæde af teknologien. Jeg er i hvert fald glad for at have fået et ekstra redskab i min værktøjskasse, siger Jeanette Johansen.

Brian Kofoed er enig:

- Jeg synes, de har givet mig mere frihed, og jeg fortæller mine venner her, at de skulle tage og prøve dem. Måske er det også noget for dem, siger han.

Et godt redskab
Jeanette Johansen

For mig er VR-brillerne først og fremmest et rigtig godt dialogredskab, der kan bruges til at kunne tale om fx angst og  mestringsstrategier. Brian og jeg bruger det også til mindfulness, så vi starter og slutter hver session med en dejlig rolig oplevelse.

Jeanette Johansen, social- og sundhedsassistent

Om Parkvænget

Parkvænget i Glostrup er et socialpsykiatrisk bosted for psykisk syge voksne. Målgruppen er borgere med forandret virkelighedsopfattelse (skizofreni), angst og depression. Der er 70 ansatte og 58 beboere.

5 medarbejdere fra Parkvænget har deltaget i Fremfærd Særlige Behovs læringsforløb om implementering af velfærdsteknologi.
Læs mere om læringsforløbene

Læs om projektet Velfærdsteknologi i dag- og botilbud

Projektets formål er at inspirere og stimulere til praksisnær kvalitetsudvikling i det faglige arbejde på botilbud ved anvendelse af velfærdsteknologi. Sociale tilbud i syv kommuner deltager. 

Ønsker du at høre mere om projektet, så kontakt:

Specialkonsulent Mie Bjerre, KL på MIBJ@kl.dk 
Konsulent Mette Bay Nyholm, Ergoterapeutforeningen på mbn@etf.dk

Gå til projektside

Velfærdsteknologi på bosteder