
PROJEKT
Velfærdsteknologi i dag- og botilbud
2 min læsetid
Få gode råd om VR-briller fra borger
Træn i trygge omgivelser med nogen, der kender dig godt, og brug teknologien til at få bedre kendskab til dig selv. Sådan lyder rådene fra borger i Hjørring.

Video kan ikke afspilles
For at afspille videoen skal du acceptere marketing-cookies. Du kan altid ændre dit valg i cookieindstillinger.

Forsker Anna Marie Lassen er ekspert i velfærdsteknologi, og som en del af Fremfærd-projektet Velfærdsteknologi i dag- og botilbud, har hun interviewet forskellige borgere om deres oplevelser med de nye former for teknologi.
I videoen refererer hun til en borger i Hjørring Kommune, som har haft rigtig gode erfaringer med brugen VR-briller. Borgerens udfordring er at komme ud blandt andre mennesker - og dermed også fx tage offentlig transport. Det har gjort det meget svært at besøge venner og familie og har haft store konsekvenser for hende.
Ved hjælp af et træningsforløb med VR-briller over et par måneder, er hun nu kommet så langt, at hun selv kan tage både bus og tog.
Gode råd fra borgeren
Borgeren selv fortæller, at der er særligt fire ting, som har gjort, at forløbet med VR-briller har hjulpet hende:
- Vær i trygge omgivelser Det, at man kan træne noget svært i velkendte, trygge rammer, er afgørende.
- Træn med nogen der kender dig godt Det er vigtigt at have en velkendt bostøttemedarbejder eller anden professionel med på sidelinjen, så du kan få støtte undervejs.
- Brug teknologien til få nye indsigter i dig selv Du kan bruge teknologien til at få bedre indsigt i dine reaktionsmønstre, som du kan bruge i andre sammenhænge. Når du bliver eksponeret for noget, der skræmmer dig, men det sker under trygge rammer, så kan du bedre reflektere over det, særligt fordi du også har en person, der sidder hos dig og støtter dig og ser det samme som dig på skærmen.
- Husk at du kan tage brillerne af Det, at man altid bare kan tage brillerne af, hvis man bliver overvældet, er en kæmpe fordel. Det gør, at det ikke opleves nær så farligt.
LÆS OGSÅ:
Nu kan Brian tage bussen!

For bare et halvt år siden var tanken om selv at tage bussen helt uoverskuelig for Brian Kofoed, der bor på Parkvænget. Han lider af stærk angst og bryder sig ikke om mange mennesker på samme sted.
Men det har et forløb med VR-briller vendt op og ned på.
- Det, at jeg har kunnet træne de svære situationer og tage små skridt i trygge omgivelser med nogen, jeg kender godt, har gjort det muligt for mig at rykke mig, fortæller han.
For nylig tog Brian bussen for første gang i meget lang tid, og den tur er siden blevet til flere.

Anna Marie Lassen
Anna Marie Lassen er lektor og ph.d. ved ergoterapeutuddannelsen og forskningsindsatsen: Sundhed og anvendt teknologi på UCN Nordjylland.
Hun er tilknyttet Fremfærd-projektet "Velfærdsteknologi i bo- og dagtilbud" og undersøger, hvad der sker, når velfærdsteknologi bliver en del af medarbejdernes arbejdsliv og borgernes hverdagsliv.
Læs om projektet Velfærdsteknologi i dag- og botilbud
Projektets formål er at inspirere og stimulere til praksisnær kvalitetsudvikling i det faglige arbejde på botilbud ved anvendelse af velfærdsteknologi. Sociale tilbud i syv kommuner deltager.
Ønsker du at høre mere om projektet, så kontakt:
- Specialkonsulent Mie Bjerre, KL på MIBJ@kl.dk
- Konsulent Mette Bay Nyholm, Ergoterapeutforeningen på mbn@etf.dk










