BVC/Mestringsskema

Risikovurderingsværktøjet Brøset Violence Checklist (BVC) benyttes i kombination med Mestringsskemaet, der angiver handlemuligheder for både borgere og medarbejdere i pressede situationer.

Af Metoder Mod Vold 20/03/2018

Brøset Violence Checklist (BVC) er et af de mest anvendte redskaber til risikovurdering i psykiatrien.

BVC har til formål at forudsige risikoen for vold 24 timer frem, så medarbejdere kan sætte tidligt ind med forebyggende tiltag. Metoden registrerer borgerens adfærd ud fra 6 variabler:

  • Forvirring
  • Irritabilitet
  • Støjende adfærd
  • Fysiske trusler
  • Verbale trusler
  • Angreb på genstande

BVC bygger på antagelsen om, at voldsomme episoder sjældent opstår, uden der forinden har været en adfærd hos borgeren, der indikerer, at han eller hun vil komme til at reagere aggressivt eller voldsomt i nær fremtid.

Mestringsskemaet er et samarbejds- og dialogredskab, udviklet med det formål skabe opmærksomhed på borgerens egne mestringsevner.

Mestringsskemaet formulerer borgerens ressourcer og styrker - og angiver handlemuligheder i vanskelige situationer, for både borger og personale. Skemaet udarbejdes sammen med borgeren og revideres løbende. Ligesom Trafiklys og LA2 opererer Mestringsskemaet med en grøn/gul/rød farveskala, som viser borgerens adfærd, når han eller hun er henholdvis presset, i balance og i overskud.

Socialstyrelsen har iværksat et forsøg hvor BVC og Mestringsskemaet bliver brugt i kombination med hinanden på en række bosteder. På den måde kobles altså risikovurderingsværktøjet i BVC med Mestringsskemaets handlingsanvisende og borgerinddragende elementer.

BVC/Mestringsskema i praksis

På botilbuddet Kysten går risikovurderingsværktøjet Brøset Violence Checklist (BVC) hånd i hånd med Mestringsskemaet. Formålet er at prioritere både sikkerhed og inddragelse af borgerne i at mestre deres eget liv.

Kysten, et botilbud i Nysted på Lolland, der hører under Københavns Kommune, har 26 medarbejdere og 10 beboere med nedsat psykisk funktionsevne og udadreagerende adfærd. Borgere, som er domsanbragte for personfarlig kriminalitet.

På Kysten har man siden 2015 deltaget i et forsøg under Socialstyrelsen, hvor man afprøver risikovurderingsredskabet Brøset Violence Checklist (BVC) i kombination med dialogredskabet Mestringsskemaet. Målet for forsøget er at undersøge, om man med disse to metoder i kombination, kan forebygge, håndtere og nedbringe vold på botilbud.

I dag har vi et skema, der rent faktisk måler på, om borgeren kommer videre med sit liv - det er det, som Mestringsskemaet kan, og som jeg synes, man har manglet i denne målgruppe

Søren Larsen, leder på Kysten

Kombinationen BVC og Mestringsskema kan aflæses på sygefraværet blandt personalet og i antallet af magtanvendelser på Kysten, siger Søren Larsen.

- Jeg tror aldrig, at borgere på Kysten har følt, at de har haft så stor personalekontakt, som efter vi har startet voldsforebyggelses- og mestringsprojektet op.

BVC/Mestringsskema - sådan gjorde vi på Kysten

Bo- og Dagtilbudsleder Søren Larsen fra Kysten fortæller her om udfordringer og overraskelser ved at implementere kombinationen af Brøset Violence Checklist og Mestringsskema - og giver gode råd til andre.

VIDEO 1: Vil du være superbruger?

Det er afgørende, at medarbejderne føler ejerskab af metoden fra begyndelsen - ellers nytter det ikke.

Det er vigtigt at huske at fejre sejrene sammen - også selv om det "bare" er i form af fraværet af udadreagerende adfærd.

De lavpraktiske detaljer er vigtige - for eksempel, at der er computere nok, så medarbejderne ikke skal vente på at udfylde de relevante skemaer.

Det var afgørende, at borgerne blev præsenteret og inddraget i et projekt om mestring af eget liv - fokus var ikke at forebygge vold, for ingen ønsker at blive stemplet som udadreagerende.

Man skal være indstillet på at investere i at få metoden i gang - men pengene kommer mange gange igen, når man ser på, hvad det giver.

Vores sprog er med til at skabe vores virkelighed. Derfor kan det være en god idé at insistere på, at der skal fortælles noget positivt på personalemøderne.

Kom godt i gang med BVC/Mestringsskema

Kan I lade jer inspirere af Kystens erfaringer på jeres arbejdsplads?

Refleksionsspørgsmål til BVC/Mestringsskema
  • Diskuter med hinanden, hvad de 2 metoder i kombination med hinanden kan?
  • Sikkerhed og struktur er nøgleord på Kysten. Her improviseres ikke. Stort set alt er rammesat og foregår struktureret. Formålet er at gøre tingene ukomplicerede - efter devisen at desto nemmere det er for en medarbejder at forstå og udføre sin opgave, desto mere sikkert bliver det. Er I enige i denne tilgang?
  • Søren Larsen, leder på Kysten er glad for mestringsskemaet. “Når man læser en borgernes sagsakter igennem, finder man typisk intet om, hvad dette menneske kan. Her læser man om alle borgerens udfordringer, om alt det vedkommende ikke magter, om alle deres livs nederlag, så mestringsskemaet giver os et nyt blik på borgeren”, siger han. Diskuter dette fokusskifte i behandlingen - betydningen af at finde, se og beskrive det, borgeren mestrer - er det blot varm luft - eller har det en reel betydning?
  • Ændrer det noget i hverdagen som medarbejder?
  • Hvilket menneskesyn ligger bag de 2 metoder?
  • Hvordan påvirker de 2 forskellige menneskesyn /udgangspunkter medarbejderens syn på borgeren?
  • “Alle mennesker opfører sig ordentligt, hvis de kan”, siger tillidsrepræsentant på Kysten, Roar Nielsen. “Alle handlinger skal derfor ses som et forsøg på mestring af en situation. Det gælder også de handlinger, der er uacceptable, set ud fra vores målestok. Det er vores job og pædagogiske opgave at forsøge at hjælpe borgeren med at finde mere hensigtsmæssige handlemuligheder”. Diskuter denne tilgang /filosofi.
Flere metoder til håndtering af vold

Metoder mod vold