Rehabilitering

Tværfaglighed på plejehjem under lup

Nyt projekt skal undersøge, hvordan nye organiseringer på plejecentre styrker helhedsplejen og det tværfaglige samarbejde.

Af Irene Aya Schou 10/01/2025
Fremfærd

Hvordan organiseres det tværfaglige samarbejde på plejehjem? Hvilke muligheder og barrierer er der i samarbejde omkring beboerne?

Hvilke udviklingsveje for plejehjemmene ser ledere og medarbejdere?

Nysgerrig på potentialer og udfordringer

Det er nogle af de spørgsmål, som det nye pilotprojekt "Plejehjem – organisering og tværfaglighed" under Fremfærd Sundhed og Ældre skal forsøge at besvare.

Målet er at styrke kvaliteten på plejehjemmene, herunder både den borgeroplevede kvalitet og den faglige kvalitet, fortæller Kirsten Salling, der er projektleder i Dansk Sygeplejeråd.

- Vi er nysgerrige på de potentialer og udfordringer, der er i forhold til tværfagligt samarbejde på plejehjemmene. Hvordan er de organiseret? Hvordan bruger de hinanden? Og er der metoder fra plejehjemmene fx omkring triagering, som hjemmeplejen kan bruge? siger hun.   

Ældreloven gælder også plejehjem

Kirsten Salling har projektledelsen på det nye partsprojekt sammen med Christina Bendix fra KL og Maria Hjortsø Pedersen fra FOA.

Parterne er enige om, at styrket tværfaglighed og indflydelse for både medarbejdere og borgere i opgaveløsningen er en central dagsorden på ældreområdet.

Der har været meget fokus på tværfaglige teams i hjemmeplejen, men hvordan ser det ud på plejehjem?

- Den nye ældrelov lægger op til, at alle skal arbejde tværfagligt, men plejehjem har andre forudsætninger end udekørende teams. Medarbejderne er på samme matrikel og har nemmere adgang til hinandens tværfaglige viden. Så hvordan påvirker det opgaveløsningen? siger Maria Hjortsø Pedersen fra FOA.

Observationer og interview på fire plejehjem

Projektet udføres af konsulenthuset Substans, der gennem dybdegående kvalitative interview med medarbejdere og ledere, workshops samt arbejdspladsnære observationer undersøger praksis på fire plejehjem.

Resultatet bliver en kortlægning og analyse, der kan inspirere andre kommuner i arbejdet med ny organisering på plejecentre.

Bane vej for udviklingsprojekt

Samtidig skal pilotprojektet danne baggrund for et muligt kommende udviklingsprojekt, hvor der sættes fokus på dialog og vidensdeling mellem plejehjem, der arbejder med at ændre/styrke organiseringen og det tværfaglige arbejde omkring borgerne.

- Er der grundlag for at lave et større projekt, hvor vi tænker hele ældreloven ind i projektdesignet, også hvordan man kan arbejde med selvbestemmelse i forhold til denne gruppe borgere? Det er noget af det, vi skal finde ud af, siger Christina Bendix fra KL.

Kort om "Plejehjem – organisering og tværfaglighed"

I dette pilotprojekt beskrives udvikling og organisering på plejehjem, der har arbejdet systematisk med at udvikle tværfaglighed omkring deres beboere.

Målet med pilotprojektet er at få fælles viden om tiltag og udfordringer i plejehjemsregi, når organiseringen udvikles i forhold til styrket tværfaglighed.

Denne viden skal danne baggrund for et kommende udviklingsprojekt, hvor der sættes fokus på dialog og vidensdeling mellem plejehjem, der arbejder med at ændre/styrke organiseringen og det tværfaglige arbejde omkring borgerne.

Projektet udføres af konsulenthuset Substans, der laver observationer, workshops og interviews på fire plejehjem. Produktet bliver en afsluttende rapport, der bliver tilgængelig på VPT.