Dialogkort fremmer samarbejdet med forældre og pårørende
3 nye dialogkort fra BFA kan bruges til at dele erfaringer og opnå en fælles forståelse af det gode samarbejde med forældre og pårørende.
BFA har udviklet de nye dialogkort, fordi et godt samarbejde med forældre og pårørende er et område, som er afgørende for både den faglige opgave og trivslen på en lang række arbejdspladser, fx i skoler, børnehaver, på døgninstitutioner og plejehjem.
Gør arbejdspladsen bedre
Tanken er, at MED-udvalg og arbejdsmiljøgrupper kan bruge dialogkortene som en del af arbejdet med at skabe en bedre arbejdsplads, herunder forebygge vold, trusler og chikane på arbejdspladsen.
De tre dialogkort har fokus på forskellige dele af samarbejdet med forældre og pårørende :
- Det gode udgangspunkt - før konflikten opstår
- De uventede krav - i konfliktsituationen
- Krisehåndtering - når konflikten bliver til en krise
Skaber et fælles sprog
Kortene skaber et fælles sprog og gør det nemmere at snakke om de problemer og dilemmaer, som medarbejdere møder i løbet af deres arbejdsdag.
Kortene giver også medarbejderne mulighed for at dele deres oplevelser og meninger med hinanden og arbejdsmiljøgruppen.
Dialog i tre trin
Hvert kort lægger op til, at dialogen forløber over 3 trin:
- 1. trin: Del erfaringer
Formål: At skabe en fælles forståelse af hvad der fungerer godt, og hvad der er udfordrende i jeres daglige arbejdsliv, når I skal skabe et godt udgangspunkt for samarbejdet med pårørende.
- 2. trin: Det gode samarbejde?
Formål: At starte en samtale med afsæt i jeres erfaringer. Samtalerne vil handle om, hvad der fungerer godt, og hvad der kan gøres anderledes. På den måde skaber I de bedste omstændigheder for at danne et godt udgangspunkt for det gode samarbejde.
- 3. trin: Lær af eksperter
Hør mere om gode råd fra ekspert i podcasten "Samarbejde med forældre og pårørende", som er blevet produceret sideløbende med dialogkortene.
Dialogkortene kan bruges enkeltvis eller samlet afhængig af tid og behov.