To HK-ansatte ser på to pc-skærme

Kom godt i gang med fagligt løft af HK-ansatte i kommunerne

Har I brug for inspiration eller hjælp til at få sat gang i kompetenceudvikling af HK-ansatte? Så tag fat i den opsøgende indsats.

Af Pernille Søndergaard 28/08/2025

Medarbejdere og ledere ansat på HK Kommunal overenskomst varetager en bærende del af de kommunale administrative opgaver.

Med den øgede digitalisering er de administrative opgaver under hastig forandring, og samtidig står kommunerne over for store reformer af den borgernære velfærd.

Øget behov for digitale kompetencer

- HK’ere er afgørende for, at kommunerne kan lykkes med de mange faglige og organisatoriske omstillinger, de står over for. Derfor er det helt centralt, at der er fokus på kompetenceudvikling af HK-ansatte på alle områder, understreger uddannelsespolitisk konsulent i HK Kommunal Olivia Joensen Harbsmeier.

AI fylder stadig mere i kommunerne. Samtidig er der øget fokus på informations- og cybersikkerhed. Begge dele vil medføre nye administrative opgaver, som HK-ansatte skal være klar til at løfte.

- Det har både medarbejdere og arbejdspladser en interesse i, men EU's AI-forordning slår faktisk også fast, at alle myndigheder er forpligtede til at sikre, at medarbejdere, der arbejder med AI, har et tilstrækkeligt niveau af AI-kompetencer, siger Olivia Joensen Harbsmeier.

Tag fat i os

I en travl hverdag kan det være vanskeligt at skaffe sig overblik over alle de muligheder for kompetenceudvikling og økonomiske støttemuligheder, der findes. 

Men den gode nyhed er, at der er skræddersyet og gratis hjælp at hente hos Den opsøgende indsats, som er sat i verden netop for at understøtte kommunale arbejdspladser med at få sat kompetenceudvikling godt i gang.

- Så tøv ikke med at tage fat i konsulenterne i Den opsøgende indsats. De kommer meget gerne ud til jeres arbejdsplads og fortæller om mulighederne, lyder budskabet fra konsulent i KL Sophie Elene Johansen. 

Konsulenterne kan også hjælpe med at få fastlagt en strategi for uddannelse og kompetenceudvikling. Og der er også råd og vejledning at hente i forhold til barrierer og motivation, hvis man oplever det som en hindring for at komme i gang, siger hun.

Sådan kan Den opsøgende indsats hjælpe

Konsulenter fra Den opsøgende indsats kommer ud på kommunale arbejdspladser - i første omgang til en uformel snak, hvor de med udgangspunkt i jeres virkelighed lytter sig frem til, hvad der rører sig hos jer og hjælper jer godt igang.

Vi tager udgangspunkt i de udfordringer, som I står med. Målet er at støtte jer til at arbejde praksisrettet og succesfuldt med uddannelsesindsatser på netop jeres arbejdsplads.

Tanja Ferslev og Lene Wendelbo, konsulenter på HK Kommunals område.

Kontakt Den opsøgende indsats

Har I brug for en en snak om mulighederne for at opkvalificere medarbejdere og for at få viden om de økonomiske muligheder?
Kontakt teamet

Om Olivia Joensen Harbsmeier og Sophie Elene Johansen

Olivia Joensen Harbsmeier er HK Kommunals repræsentant i Den opsøgende indsats sekretariatsgruppe

Sophie Elene Johansen er KL's repræsentant i Den opsøgende indsats' sekretariatsgruppe

Uddannelse & kompetenceudvikling