Bedre til ord, tal og IT: Nye rammer gør det lettere at komme i gang

Se webinar og få indsigt i de nye fleksible rammer for opkvalificering af medarbejderens basale kompetencer.

Af Pernille Søndergaard 08/12/2025

Siden 2015 har indsatsen Bedre til ord, tal og IT hjulpet mere end 9.000 medarbejdere med at styrke deres grundlæggende kompetencer.

Nu har parterne bag indsatsen - KL, FOA og 3F - valgt at gøre rammerne mere fleksible, så endnu flere kan komme i gang med at få hjælp til læsning, skrivning, matetik og IT.

- Med de nye rammer kan I beslutte, hvor det er, I vil lave en indsats. I kan udvælge en afdeling, et team, en medarbejdergruppe med samme uddannelsesbaggrund eller enkeltindivider, forklarer konsulent Jannie Glæsel fra Den opsøgende indsats.

Det gør hun i et webinar, som dykker ned i alle detaljer omkring indsatsen og de nye rammer, herunder de økonomiske støttemuligheder, som betyder at arbejdspladser kan søge tilskud til vikardækning og lønrefusion, mens medarbejderne kompetence- afklares og efterfølgende deltager i undervisning.

Stort behov for opkvalificering

Men er der overhovedet stadig brug for Bedre til ord, tal og IT?

Ja, lyder det fra konsulent i Den opsøgende indsats Lotte Hüttel - og tallene taler deres tydelige sprog.

Cirka 550.000 danskere har både læse- og regnefærdigheder på et lavt niveau. Officielt er 5-7 procent ordblinde, men fagfolk vurderer, at mørketal betyder, at tallet kan være helt oppe på 10-12 procent.

- Og når vi kigger ind på det kommunale område, så er det fx medarbejdere i ældreplejen. Det er i rengøringen, men det er også i Vej og Park, hvor vi ved, at der er rigtig, rigtig mange medarbejdere, der er udfordret på læsning og skrivning, siger Lotte Hüttel.

Det er noget, som social- og sundhedshjælper Ina Ehler Zoller fra Samsø Hjemmepleje kan nikke genkendende til.

Hun har altid bøvlet med det skriftlige og troede egentlig, hun var ordblind, men en kompetenceafklaring i forbindelse med en indsats med Bedre til ord, tal og IT viste, at det var hun ikke.

Derfor blev hun tilbudt et kursus i dansk under FVU (Forbedrende voksenundervisning) og ikke ordblindeundervisning.

- Jeg tror, at min dokumentation er blevet mere præcis, fordi jeg bruger de ord, jeg bruger i talen, og skriver dem ned, i stedet for at sidde og tænke over, hvad kan jeg stave til og skrive det ned, fortæller hun bl.a. om sit udbytte af kurset i en film, der bliver vist i webinaret.

Kompetenceafklaring målretter hjælpen

Jannie Glæsel fremhæver, at en indsats med Bedre til ord, tal og IT, kan være en trædesten for, at medarbejderne i dagligdagen kan løfte deres opgaver endnu bedre.

- Men det er også en vigtig trædesten for, at medarbejderne har lyst og mod til at modtage mere kompetenceudvikling, siger hun.

Mange medarbejdere kan imidlertid have barrierer mod uddannelse efter dårlige skoleerfaringer. Og nogle har ligesom Ina Ehler Zoller gået hele livet med den selvforståelse, at de er ordblinde, uden at det er blevet afklaret.

En indsats med Bedre til ord, tal og IT med en kompetenceafklaring eller screening, der viser, om medarbejderen er i målgruppen for indsatsen, og hvilket niveau vedkommende skal starte på. Og screeningen kan også afsløre ordblindhed, så medarbejderen kan få den rette hjælp.

Tag fat i Den opsøgende indsats

Konsulenterne i Den opsøgende indsats står klar til at hjælpe arbejdspladser med at komme i gang.

- Vi kan inspirere til at arbejde systematisk med det. Hvad er det, I har brug for? Hvem er det, I skal starte med? Og hvordan kommer I overhovedet i gang? Vi kan også hjælpe med at arbejde med barrierer og motivation lokalt på arbejdspladsen og sikre, at de nye kompetencer bliver bragt i spil, når medarbejderne kommer hjem fra undervisningen, siger Lotte Hüttel.

Se webinaret

...og hør meget mere om, hvordan en indsats med Bedre til ord, tal og IT er skruet sammen inden for de nye fleksible rammer, og hvordan samarbejdet med skole/uddannelsesudbyder fungerer.

Har du medarbejdere som har svært ved at læse og skrive ?

Der er hjælp at hente til medarbejdere, der har svært ved at løse deres arbejdsopgaver på grund af udfordringer med IT, læsning, skrivning eller matematik.

Kommunale arbejdspladser kan få afklaret medarbejderes kompetencer i dansk, matematik og IT og få lønrefusion, når medarbejderne deltager i kursus, herunder:

  • Ordblindeundervisning
  • Forberedende voksenundervisning (FVU)-start
  • FVU-dansk,
  • FVU-matematik
  • FVU-digital

Indsatsen 'Bedre til ord, tal og IT' henvender sig til ansatte på FOA eller 3F-overenskomster i kommunerne, og arbejdspladsen søger om midler gennem Den Kommunale Kompetencefond.

Vil du vide mere, så kontakt Den opsøgende indsats. Vi sidder klar til at hjælpe dig videre

Du kan også læse mere om Bedre til ord, tal og IT her

Uddannelse & kompetenceudvikling