
6 trin til succes med digitale løsninger i jobcentrene
Få inspiration og konkrete anbefalinger til, hvordan man succesfuldt kan anskaffe og anvende borgervendte digitale løsninger.
Hvad sker der, når man øger brugen af digitale værktøjer i beskæftigelsesindsatsen? Hvilke faglige og tekniske barrierer og potentialer opleves? Og hvordan kommer man sikkert i mål?
Det giver en ny vidensopsamling 6 helt konkrete anbefalinger til.
Vidensopsamlingen "Fra idé til implementering - viden og erfaringer fra Digitale veje til job" markerer afslutningen af projektet Digitale veje til job, som Fremfærd Borger står bag.
Få anbefalinger og værktøjer
I Digitale veje til job har godt 70 ledere og medarbejdere fra 15 kommuner gennem et år deltaget i temadage og webinarer for at få inspiration til og dele erfaringer og viden om brugen af virtuelle samtaler og borgervendte digitale løsninger som understøttelse af den lediges vej mod job og uddannelse.
Rapporten er udarbejdet af Professionshøjskolen Absalon og præsenterer blandt andet 6 overordnede anbefalinger til samarbejdet om anskaffelse og implementering af digitale værktøjer herunder to konkrete værtkøjer; en trin-for-trin-guide til arbejdet og en plan for prøvehandlinger.
Anbefalinger og værktøjer som er lige til at tage ned fra hylden og bruge i den kommunale praksis, siger projektlederne fra KL, Socialrådgiverne og HK Kommunal i fællesskab.
- Rapporten viser vigtigheden af at kunne skabe rum for dialoger på tværs af udfører, myndighed, it-udviklere og ledere. Og værktøjerne i rapporten kan bruges som inspiration og en håndbog til at komme i gang, siger Nanna Lindvad, Nicolai Paulsen og Lars Preisler.
Afdækning af kompetencebehov
Projektet har også haft fokus på, hvad den digitale transformation af beskæftigelsesindsatsen har af betydning for medarbejders behov for nye kompetencer.
Det drejer sig blandt andet om de konkrete kompetencer, man skal have for at anvende og forstå de nye løsninger, og de kompetencer, der er nødvendige i en tid, hvor man i højere grad skal forholde sig til ny teknologi og øget digitalisering.
Derudover er der behov for at blive on-boardet i de konkrete digitale løsninger og have mulighed for at få løbende vejledning og støtte i anvendelsen af dem i det daglige arbejde.
Her kommer projektet også med en række anbefalinger til, hvad der skal til for at sikre kompetencebehovet hos medarbejderne.
Disse anbefalinger bliver præsenteret i den selvstændige publikation "Afdækning af kompetencebehov".