Digitale veje til job

Inddragelse af medarbejdere er nøglen til digital succes

Vejle Jobcenter viser vejen med brugerinddragelse, grundig test og vedvarende fokus på implementering.

Af Bettine Romme Andersen 18/03/2025
Fremfærd

Virtuelle samtaler med jobcenteret og digitale platforme til jobsøgning. Det er virkeligheden for mange ledige i Danmark.

Men hvordan sikrer jobcentret sig, at man vælger de rigtige digitale løsninger, får medarbejderne med og skabt et overblik, så digitaliseringen ikke bare knopskyder i alle retninger?

I Jobcenter Vejle tog den digitale rejse for alvor fart for nogle år siden med en ny strategi, som førte jobcenteret med i Fremfærd-projektet "Digitale veje til job".

Her mødtes ledere og medarbejdere fra 17 kommuner over flere omgange for at vidensdele og erfaringsudveksle om den digitale transformation, som beskæftigelsesområdet er inde i.

- Det er altid en styrke at få nogle gode dialoger og blive inspireret af andre, og de møder bekræftede os i, at vi var på rette spor med vores digitale vej, siger Lone Lisby, centerchef i Jobcenter Vejle.

Fokus på medinddragelse

I projektet mødte Lone Lisby og resten af projektgruppen fra Vejle andre jobcentre, som også var i gang med at gøre beskæftigelsesindsatsen digital og udvælge en leverandør. 

Og her var særligt ét råd guld værd.

- Der blev talt meget om medinddragelse og vigtigheden af at have både medarbejdere og ledelse med i processen, siger centerchef Lone Lisby.

Det råd tog projektgruppen med sig hjem og udvidede inddragelsen yderligere til også at gælde borgerne.

- Vi lavede en spørgeskemaundersøgelse blandt nogle af de ledige og inviterede dem med i en brugertest, siger centerchefen.

Digitale platforme blev testet

Både borgere og medarbejdere var med til at teste to forskellige digitale platforme, som var de sidste tilbage i udvælgelsesfasen.

- De ledige borgere havde en dag i jobcenteret, hvor de fik adgang til begge systemer og prøvede en masse ting af. Bagefter kom de med deres input til de to platforme, fortæller digitaliseringskonsulent Louise Keller.

Der var 10 borgere med fra forskellige målgrupper. Medarbejderne havde flere dage til at teste systemerne, og deres input og feedback vægtede højt i udvælgelsen af platformen.

- Vi blev inddraget helt fra start og har siddet og leget inde i systemerne. Derefter har vi peget på fordele og ulemper ved hvert system, og der er blevet lyttet til vores feedback inden udvælgelsen af den endelige leverandør, siger Maibritt Kyed, der er socialrådgiver og arbejder i afdelingen Jobafklaring & Forlængede sygedagpenge.

Eksempler på digitale løsninger på beskæftigelsesområdet

En digital løsning kan fx være en virtuel platform, som den ledige kan logge ind på fra sin mobil, tablet eller computer.

Platformen indeholder fx små videoer med vejledning og opkvalificering og har til formål at klæde de ledige på til praktik, job og fleksjob.

Videoerne kan omhandle temaer som motivation, faglige og personlige kompetencer, skabeloner til cv, jobansøgning og forberedelse af jobsamtaler.

Platformen er en hjælp

Majbritt Kyed har arbejdet ni år i Jobafklaringen, og det digitale falder hende nemt. Derfor er hun også vidensperson i sin afdeling, i forhold til den digitale platform som endte med at blive Candeno.

- Jeg synes, de digitale løsninger er interessante, og vi bliver nødt til at gå den vej, fordi det også er dér, vores borgere bevæger sig hen. Det er bare den måde, vores verden fungerer på, så det er fedt at være med i, siger hun.

Hun opfatter den digitale platform som en styrkelse af beskæftigelsesindsatsen og en hjælp i en travl hverdag.

- Det er med til at gøre nogle borgere mere selvkørende og få dem tættere på arbejdsmarkedet, samtidig med at det kan frigive nogle ressourcer, som vi medarbejdere kan bruge et andet sted, siger hun.

Slip ikke fokus

I Vejle Jobcenter var arbejdsgruppen meget bevidste om, at implementeringen af den nye digitale platform ikke bare sker med et fingerknips. Der skal holdes fokus - i lang tid.

- Man ser jo ofte, at der bruges meget krudt på implementeringen i starten, og så slipper man for hurtigt. Og den fejl ville vi ikke begå, så vi har valgt en anden strategi hos os, fortæller digitaliseringskonsulent Louise Keller.

Og den strategi er at investere tid og ressourcer i driftsfasen, hvor Louise Keller og en kollega stadig arbejder med platformen og medarbejdernes brug af den.

- Vi holder fx løbende statusmøder med afdelingerne og sender statistik ud, og det gør bare, at vi hele tiden har hånden på rattet med at sikre, at vi udvikler os, og platformen bliver brugt, siger Louise Keller.

Plejerkultur skal aflæres

Selv om der er gjort fremskridt, har digitaliseringskonsulenten fundet det udfordrende at implementere Candeno.

- Candeno er ikke blot et nyt it-system, men også en helt ny metode at tilgå beskæftigelsesindsatsen på. Der er en eksisterende kultur og arbejdsgange, der skal ændres, hvilket er tidskrævende, siger hun.

Centerchef Lone Lisby lægger vægt på, at strategien er klar og tydelig - Jobcenteret ønsker at møde borgere og virksomheder digitalt, hvor det er muligt.

- Det er vigtigt, at vi er tydelige omkring, at det er den retning vi vil gå, men samtidig skal vi have respekt for, at det tager tid at skabe forandringer, siger hun.

Om Digitale veje til job

Nye teknologier og digitale løsninger har for alvor gjort deres indtog på landets jobcentre, og mange kommuner har gode erfaringer med digitale løsninger, som virtuelle samtaler og møder, webinarer, vejledningsvideoer og anvendelse af digitale platforme.

De digitale løsninger har mulighed for at skabe forløb, der hurtigere rykker den ledige tættere på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Men de digitale løsninger kræver nye kompetencer hos medarbejdere og ledere. Projektet vil i samarbejde med en række kommuner understøtte medarbejdere og ledere i den digitale transformation af beskæftigelsesindsatsen.

Projektet vil bidrage med:

  • Kortlægning af oplevede barrierer og potentialer ved øget brug af digitale værktøjer
  • Medarbejderprofiler som giver overblik over kompetencebehov
  • Inspirations- og dialogværktøjer med kompetencer i fokus
  • Erfaringsopsamling og anbefalinger til uddannelsesinstitutioner om nye medarbejderroller og kompetencer

Digitale veje til job