Hvad skal der til, for at borgere med udviklingshæmning og demens får den rette hjælp og støtte?

Fem kerneområder er afgørende

Få overblikket: Hvad skal der til for, at borgere med udviklingshæmning og demens får den rette hjælp og støtte?

Af Sine Molbæk-Steensig 09/11/2022
Fremfærd

Fremfærd-projektet "Udviklingshæmning og demens" er netop afsluttet. I den forbindelse er der blevet udviklet en indsatsmodel for, hvad der skal til for at sikre bedre støtte til borgere med udviklingshæmning og demens.

I forhold til den enkelte borger indebærer indsatsmodellen et fokus på både opsporing og udredning, og dernæst hvordan man kan arbejde med trivsel og velvære, når en borger diagnosticeres med demens. På tværs af disse indsatser er det nødvendigt at have fokus på samarbejde med pårørende og netværk, det interne samarbejde i kommunen og det tværsektorielle samarbejde med fx praktiserende læge og sygehus. Der er også bud på konkrete tilgange, metoder og greb, som kan være hjælpsomme i arbejdet.

Nedenfor får du et overblik over de fem kerneområder, men kom meget mere i dybden i rapporten Indsatser til borgere med udviklingshandicap og demens.

Se også indsatsmodellen i stort format

Kerneområde 1: Opsporing og udredning

Mennesker med udviklingshandicap har øget risiko for at udvikle en demenssygdom. Det kan skyldes et medfødt udviklingshandicap, men også andre faktorer som ulighed i sundhed. En demensdiagnose skal altid stilles af speciallæger med indgående kendskab til målgruppen. Mennesker med udviklingshandicap kan have svært ved at indgå i den standardiserede demensudredning, da den er udviklet til den almene befolkning. Udredningen bør derfor ske i et tæt samarbejde mellem botilbud, praktiserende læge og hukommelsesklinikken i regionen.

Botilbuddet spiller en vigtig rolle i forhold til selve opsporingen af demenssygdomme hos borgerne. Medarbejderne er tætte på borgerne i hverdagen og kan derfor være opmærksomme på vigtige ændringer i adfærd og funktionsniveau. Det er vigtigt, at dette sker systematisk og på et fagligt grundlag.

Der findes en række værktøjer, der kan anvendes på botilbud til løbende at kortlægge og vurdere den enkeltes funktionsniveau, så begyndende adfærdsændringer som følge af en demenssygdom kan blive opdaget så tidligt som muligt, så der kan sættes ind med den rette udredning, behandling og omsorg. Det kan fx være Trinvoldsskemaet, Adaptiv demensscreening eller en udredning efter voksenudredningsmetoden (VUM), der kan anvendes regelmæssigt for at få øje på begyndende forandringer hos borgeren. 

Kerneområde 2: Trivsel og velvære

Tilgangen til mennesker med udviklingshandicap og demens bør bygge på en helhedsorienteret personcentreret tilgang, hvor der er fokus på sundhedsfaglige, socialpædagogiske, pædagogiske og sociale indsatser, hvis formål er at understøtte trivsel og velvære. Så den enkelte borger – på trods af den fremadskridende demenssygdom – i videst muligt omfang kan bevare færdigheder, selvstændighed og meningsfuldt indhold i hverdagen.

  • De sundhedsfaglige indsatser bør have fokus på at sikre den bedst mulige helbredstilstand. Her er medarbejdernes kendskab og systematiske opmærksomhed på det enkelte menneske essentiel, så den ændrede helbredstilstand kan opdages og behandles i tide.
     
  • De socialpædagogiske og pædagogiske indsatser bør tage udgangspunkt i at understøtte ressourcerne hos den enkelte og tage udgangspunkt i borgerens livshistorie og præferencer. Det er en fordel, hvis både borgere og medarbejdere er vant til at arbejde med livshistorier, allerede før demenssygdommen indtræder. Hvor man normalt i den socialpædagogiske og pædagogiske indsats arbejder med udviklende strategier, bliver der nu behov for i højere grad at tænke i kompenserende strategier og en løbende tilpasning af støtte og omsorg, i takt med at borgerens funktionsniveau falder. 
     
  • De sociale indsatser kan være indsatser i form af ændrede dagtilbud, indretning af de fysiske omgivelser og gruppedynamikken blandt beboerne på botilbuddet. Her kan man arbejde med at udvikle dagtilbud, der er tilpasset mennesker med en demenssygdom, i form af færre deltagere, mindre rammer og kortere fremmøde. De fysiske omgivelser skal løbende tilpasses i form af genkendelighed, overskuelighed og tryghed. 

Kerneområde 3: Samarbejde med pårørende og netværk

I arbejdet med mennesker med udviklingshandicap og demens bør pårørende og netværk indgå som både en aktiv samarbejdspartner og særligt indsatsområde så tidligt som muligt. Det kan være forældre og søskende, der skal samarbejdes med, men det er ikke alle borgere, som har nære familiemedlemmer tilbage eller tæt på. Derfor er det også vigtigt at have fokus på andre vigtige personer i borgerens netværk, som kan spille en rolle, bidrage med viden eller have brug for støtte og vejledning i forhold til at kunne være der for borgeren i demensforløbet.

Der bør være fokus på de pårørende som samarbejdspartnere og ressource, men også på deres behov for løbende information og vejledning, støtte og omsorg. En forudsætning for et godt samarbejde er gensidig og rettidig kommunikation.

Kerneområde 4: Internt samarbejde i kommunen

De enkelte kommuner har ofte en eller flere demenskonsulenter/koordinatorer ansat, der kan bidrage med relevant viden og sparring i forhold til demens. Men disse er ofte forankret under sundheds- og ældreområdet. Botilbud til mennesker med udviklingshæmning er typisk organiseret under de socialfaglige indsatser. Her er det vigtigt at arbejde koordinerende med relevante indsatser, så de tager afsæt i den enkelte borgers behov. 

Derudover er det vigtigt, at der er udveksling af viden og en løbende dialog mellem botilbuddet, et eventuelt dagtilbud og kommunens myndighedsfunktion. Så de mål, der sættes og arbejdes efter i handleplanen, hele tiden giver mening i forhold til borgerens sociale og sundhedsmæssige ressourcer og behov, men også for at der løbende kan ske en revisitering af socialpædagogiske, pædagogiske og sundhedsfaglige indsatser, i takt med at borgerens funktionsniveau ændrer sig.

Kerneområde 5: Tværsektorielt samarbejde 

Mennesker med udviklingshandicap og demens har ofte brug for et koordineret forløb mellem kommunale tilbud, praktiserende læge og regionerne. I dette samarbejde har botilbuddet en central rolle, for det er botilbuddet, der kender borgeren og bedst kan reagere og følge op på ændringer i behov og funktionsevne. Der bør etableres et tæt samarbejde, hvor der gensidigt er kendskab til hinandens kompetenceområder og opgaver, så der kan reageres og iværksættes relevante indsatser som udredning, behandling og opfølgning, når der opstår behov for det.

En forudsætning for samarbejdet er, at medarbejdere og ledere kender til de relevante samarbejdspartnere og samarbejdsaftaler, der er. Samt at der på botilbuddet er klare procedurer, arbejdsgange og evt. materialer, som bakker medarbejderne op i samarbejdet.
 

Læs rapporten: Indsatser til borgere med udviklingshandicap og demens