Der er en øget forekomst af demens hos mennesker med udviklingshandicap. Det ses både hos mennesker med Downs syndrom, der har en øget forekomst af Alzheimers og demens, og hos andre borgergrupper med udviklingshandicap.

Den tidlige opsporing og udredning af demens lykkes ikke altid i denne gruppe, for det kan være svært at kende forskel på demenssymptomer og de funktionsnedsættelser, som borgerne i forvejen har.

Gry Segoli er lektor, demensunderviser og udviklingskonsulent fra Københavns Professionshøjskole. Hun står bl.a. for tilrettelæggelse af uddannelsesforløb og afholdelse af temadage i Fremfærd-projektet "Mennesker med udviklingshæmning og demens". Hun har 5 gode råd til, hvordan arbejdet med tidlig opsporing i gruppen af borgere med udviklingshandicap kan styrkes.

1: Arbejd med systematisk screening og refleksion

I takt med at borgere med udviklingshandicap bliver ældre, og for nogens vedkommende udvikler en demenssygdom, ændres kravene til personalet, der arbejder med denne borgergruppe. Hvor man før har arbejdet med udviklende strategier, bliver der nu behov for i højere grad at tænke i kompenserende strategier og en løbende tilpasning af støtte og omsorg i takt med at borgerens funktionsniveau falder.

Der er brug for systematisk screening for at opdage begyndende tegn på en demenssygdom. Der findes forskellige screeningsredskaber, som kan sikre en systematisk og fælles faglig tilgang. Det kan fx være Trinvolds-skemaet, der kan anvendes regelmæssigt for på denne måde at få øje på begyndende forandringer hos borgeren.

2: Vær opmærksom på det tværfaglige samarbejde

Der er behov for et øget vidensflow og samarbejde mellem de social- og sundhedsfaglige indsatser. Det skyldes, at borgere med udviklingshandicap typisk modtager hjælp under de socialfaglige indsatser, hvorimod indsatserne omkring demens er organiseret under det sundhedsfaglige område.

Her er det vigtigt at arbejde koordinerende med relevante indsatser, så de tager afsæt i den enkelte borgers behov. Det kan være nødvendigt at sikre en koordinering mellem de forskellige dokumentationssystemer, så relevant viden bliver delt, eller der bliver etableret samarbejdsaftaler med Hukommelsesklinikken omkring udredning og behandling.

3: Arbejd systematisk med borgerens livshistorie

For at sikre at borgerens behov og ønsker kan blive understøttet i takt med, at demenssygdommen udvikler sig, er det vigtigt at kende og anvende borgerens livshistorie – både som kronologisk og episodisk narrativ. Men viden om værdier og præferencer er også vigtige. Denne viden kan sikre, at den tilpassede pædagogiske støtte sker med udgangspunkt i borgerens ønsker.

Det kan fx være viden om, hvordan borgeren plejer at tage bad eller stå op om morgenen, så borgeren fx kan fortsætte med at bade på samme måde – eller næsten samme måde – når der er behov for hjælp og støtte til aktiviteten.

4: Brug demenskoordinatorerne som videnspersoner

De fagprofessionelle har behov for mere viden om demens, demenssymptomer, demensomsorg og procedurer på området for udredning for demens, så de bedst muligt kan understøtte tidlig opsporing og udredning. Demenskoordinatorerne kan være et oplagt sted at igangsætte denne indsats. Tilkald demenskoordinatoren, hvis den fagprofessionelle har behov for sparring om en borger.

5: Prioriter samarbejdet med de pårørende

De pårørende er ofte en overset gruppe. Det skyldes, at mange mennesker med udviklingshandicap har få pårørende, når de bliver ældre. Prioriter derfor et samarbejde med dem, der måtte være, og fokuser på disse tre spor:

• Viden om den demente: De pårørende er en ressource, som kan bidrage med vigtig viden om borgerens livshistorie.
• Informer de pårørende: De pårørende har behov for viden om demens, opsporing og udvikling. Klæd dem på med relevant viden.
• Hav fokus på støtte og omsorg. De pårørende gennemgår en sorgproces ved at deres søn/datter/bror/søster har fået en demenssygdom. Støt dem i en svær tid.

Denne artikel er oprindelig bragt på Københavns professionshøjskoles hjemmeside og bringes her med tilladelse fra Gry Segoli.