Medarbejderne Anna Louise Møller Damgaard og Frida Matilde Egedorf Nielsen

Bedre onboarding betaler sig

En tryg start kan forebygge hurtige opsigelser og gøre det muligt at skrue op for fagligheden. Nye onboarding-værktøjer hjælper.

Af Sine Molbæk-Steensig 22/01/2025
AC,
KL

En god start på arbejdsmarkedet skal man ikke kimse ad.

Det siger to medarbejdere i Køge Kommune, der har været med i projektet bedre onboarding af nyuddannede.

- Det er ikke raketvidenskab, men ikke desto mindre meget vigtigt, at nye medarbejdere i Køge Kommune, og ikke mindst nyuddannede, får en god start, siger Anna Louise Damgaard Møller, der er HR-udviklingskonsulent.

Undgå hurtige opsigelser

Det handler ikke bare om, at det skal være rart for den enkelte nye medarbejder, men også om andre vigtige elementer.

- Når folk stopper i Køge Kommune, så spørger vi dem altid, om der er en specifik grund. Og her kan vi se, at når onboarding-processen ikke fungerer, så kan det være medvirkende til, at folk siger deres job op kort tid efter, de er blevet ansat.

Det fortæller studentermedarbejder Frida Matilde Egedorf Nielsen.

Mere faglighed på den halve tid

Anna Louise Damgaard Møller mener, at der er god ræson i at se sin onboarding-proces efter i sømmene. En god, tryg start for nyuddannede medarbejdere kan nemlig godt betale sig.

Det er naturligvis vigtigt for os som arbejdsplads, at den nye medarbejder kommer hurtigt i gang, men det er mindst lige så vigtigt, at medarbejderen kan se sig selv i det, er tryg ved det og føler sig fagligt klædt på til opgaverne, siger hun.

Derfor betænkte Køge Kommune sig da heller ikke længe, da de fik tilbuddet om at være med til at udvikle nye værktøjer til gode onboarding-processer.

Og det har været lærerigt at være med. Projektdeltagelsen har sat øget fokus på vigtigheden af en god start, og så har det givet nye ideer at mødes med andre kommuner og få deres perspektiver med, fortæller de to medarbejdere.

Det skal passe i vores egne systemer

Som en del af projektet er der blevet skabt en velkomstpakke med viden og værktøjer, som arbejdspladser kan plukke i.

Og Køge Kommune bruger netop de nye værktøjer på den måde.

- Vi har inkorporeret flere elementer i vores eget eksisterende system, som fungerer godt for os. Vi har fået set vores procedurer efter i sømmene og rykket lidt rundt på vores tidsplaner. Og så har vi hentet inspiration i både dialogspørgsmålene i samtaleværktøjet og velkomstbrevet fra projektet, fortæller Frida Matilde Egedorf Nielsen.

Benarbejde og ledelsesopbakning er vejen frem

Lige nu er de nye procedurer for onboarding så småt ved at sprede sig på Rådhuset i Køge, men hvad gør man, når man gerne vil længere ud i kommunen - helt ud på skoler, plejecentre og vej og park?

- Vi vil jo gerne sørge for, at der er en god onboarding-proces, hver gang der bliver ansat en ny medarbejder i Køge Kommune, så det er et stående tilbud, at man kan få hjælp fra os i HR og bruge onboarding-systemet. Men folk har deres vaner og måder at gøre tingene på, så der skal nogle gange lidt mere til, fortæller Anna Louise Damgaard Møller.

Så HR-medarbejderne har en stor opgave i at fortælle om vigtigheden af en god onboarding og muligheden for at få hjælp og samtidig slå på tromme for det system og de materialer, Køge Kommune har udviklet. HR kan fx finde på at kontakte en arbejdsplads, når de ser et jobopslag og gøre opmærksom på muligheden for at få hjælp, de nye materialer og det nye system.

Det kan også mærkes på efterspørgslen, når ledere og mellemledere går forrest og også er overbeviste om vigtigheden af en god tryg start.

 - Vi får faktisk flere henvendelser om onboarding, end vi plejer for tiden. Det er fedt, for en god tryg start på arbejdsmarkedet er godt for medarbejdere, arbejdspladsen og i sidste ende ikke mindst borgerne, siger Anna Louise Damgaard Møller.

Vil I prøve de nyudviklede redskaber?

De nyudviklede redskaber er primært tiltænkt HR-konsulenter og ledere, som skal onboarde nye medarbejdere. De kan både bruges i fuldt omfang, eller I kan plukke i dem til inspiration og efter behov. Afhængig af den enkelte kommunes systemer og arbejdsgange kan redskaberne tilpasses, så de indgår i en større onboarding-indsats eller bliver tilpasset jeres IT-systemer.

Overblik over onboarding redskaberne
  • Overblik over onboarding-forløb 
  • Onboarding-pakke med udgangspunkt i et kernebehov og tilhørende elementer og aktiviteter
    1. Forberedelse og velkomst / Kernebehov: Jeg vil gerne klædes godt på til at starte
    2. Introduktion til kommunen / Kernebehov: Jeg vil gerne vide, hvordan den komplekse kommune fungerer 
    3. Hjælp og sparring / Kernebehov: Jeg vil gerne vide, hvem jeg skal gå til
    4. Opgaver / Kernebehov: Jeg føler, at der er en god balance mellem en rolig start og udfordringer
  • Samtaleværktøj til leder/mentor
  • Velkomstmail med en opsummering af, hvad den første tid byder på
Hvem er hvem
Anna Louise Damgaard Møller (TV) og Frida Matilde Egedorf Nielsen (TH)

Anna Louise Damgaard Møller (TV) og Frida Matilde Egedorf Nielsen (TH)

Om projektet Bedre onboarding af nyuddannede

Projektet Bedre onboarding af nyuddannede har til formål er at udvikle og afprøve onboardingforløb for nyuddannede i kommunerne.

Det er udviklet til akademikere, der starter i deres første job, men pointerne er lige så relevante for nyansatte i andre professioner.

Her får I konkrete redskaber, som skal højne både tilfredshed, den faglige kvalitet og fastholdelse af de nyuddannede akademikere.

Projektet er et samarbejdsprojekt mellem Akademikerne og KL og er aftalt ved overenskomstforhandlingerne 2021.

Forside Bedre onboarding af nyuddannede