Sosu-hjælper gik op i tid: Jeg slipper for hængepartier

Karin Linnet Hansen er sosu-hjælper i Haderslev Kommune og en del af indsatsen for at få flere op i tid eller på fuldtid.

Af Bettine Romme Andersen 20/02/2023
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Haderslev Kommune har de seneste par år arbejdet med at give medarbejderne lyst og mulighed for at gå op i tid eller på fuldtid.

Det har de gjort i indsatsen "En fremtid med fuldtid", som KL og Forhandlingsfællesskabet har sat i værk.

Lokale arbejdspladser som hjemmepleje og plejecentre har i Haderslev Kommune fundet lokale løsninger, som har fået flere til at gå op i tid.

Karin kan nå sine opgaver med flere timer

I Gram Plejedistrikt arbejder social- og sundhedshjælper Karin Linnet Hansen. Hun har gode erfaringer med at gå op i tid.

- Jeg kunne ofte ikke nå at lave mine opgaver færdige til kl. 13, så jeg måtte tit blive længere. Nu er jeg gået fra 32 til 35 timer, og det gør, at jeg har flere dage til kl. 15, og det er jeg glad for. For nu ved jeg, at jeg kan gå hjem uden at have hængepartier, jeg skal huske næste dag, siger Karin Linnet Hansen.

Forbedret pausekultur

På Bregnbjerglunden Plejecenter i Vojens arbejder man med at styrke pausekulturen, så medarbejderne har overskud til at gå op i tid, fortæller Elisabeth Uglebjerg Wagner, der er tillidsrepræsentant på stedet.

- Vi er meget på fysisk og psykisk, så vi har brug for at kunne trække os. Hvis vi skal kunne holde til vores arbejdsliv, så skal vi kunne gå fra og nyde en mental pause, siger hun.

De har derfor sat en prøvehandling i gang, hvor alle medarbejdere holder flydende frokost inden for et bestemt tidsrum. Hør, hvad det går ud på i videoen.

Medarbejdere nok til opgaverne

Ligesom mange andre kommuner oplever Haderslev, at det på nogle velfærdsområder kan være svært at rekruttere og fastholde medarbejdere. Og det ser endnu sværere ud i fremtiden. Derfor er det vigtigt at skrue på alle de knapper, som kan sikre, at der medarbejdere nok, fortæller direktør for Social og sundhed, Rolf Dalsgaard Johansen.

- Vores virkelighed er, at vi om to år mangler 200 social- og sundhedsassistenter, -hjælpere, socialpædagoger og sygeplejersker. En af de veje, vi tror på, handler om at få flere af vores kolleger på fuldtid. Og vi kan se, at det virker, når vi giver de lokale arbejdspladser mulighed for at opfinde lokale løsninger, siger han.

Eksempelvis er andelen af medarbejdere, som er kommet over 32 timer, steget med 10 procentpoint, og andelen af medarbejdere på fuldtid er under projektet steget med syv procentpoint.

I Haderslev Kommune har seks lokale arbejdspladser deltaget i indsatsen; Døgnrehabilitering, Bregnbjerglunden Plejecenter, Bostøtte, Plejedistrikt Braine, Kildebakken Plejecenter og plejedistrikt Gram.

LÆS OGSÅ: Kan en morgengåtur og et bad om aftenen få flere op i tid på plejecenter?

Om fuldtidsindsatsen

KL og Forhandlingsfællesskabet arbejder sammen om en ”En fremtid med fuldtid” - en indsats der skal få flere kommunale medarbejdere op i tid eller på fuldtid.

Parterne udvikler og afprøver i samarbejde med arbejdspladser i mere end 40 nøglekommuner løsninger, der gør det attraktivt og muligt at gå op i tid eller blive ansat på fuldtid.

De løsninger og metoder, som parterne og de kommunale arbejdspladser finder i fællesskab, bliver løbende delt med resten af landets kommuner, bl.a. her på fuldtid.dk.

En fremtid med fuldtid